Kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse er fastslået og defineret i dagtilbudslovens §§ 5, 5a og 5b. Tilsynsforpligtelsen gælder alle dagtilbud, hvori der indgår kommunal finansiering, dvs. både kommunale, selvejende og private dagtilbud samt private pasningsordninger. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre rammerne for tilsyn, hvilket dette dokument beskriver. Dokumentet har som formål at skabe gennemsigtighed i forhold til tilsynets indhold og rammer, herunder gøre det tydeligt for forældre, forældrebestyrelse, personale, ledere og politikere, hvad der føres tilsyn med, hvordan tilsynet udføres, hvor ofte det gennemføres og hvorfor det gennemføres, som det gør.
Herunder beskrives det, hvem der fører tilsyn med de enkelte områder. På de efterfølgende sider beskrives det enkelte tilsyn mere specifikt.
- Pædagogisk tilsyn: I institutionerne udføres tilsynet af en ekstern tilsynsførende. I dagplejen udføres tilsynet af en tilsynsførende, der er forankret i Staben for Skole og Dagtilbud.
- Legepladstilsyn: Udføres af legepladsinspektionen i Lolland Kommune.
- Hygiejnetilsyn: Udføres af Lolland Kommunes Sundhedstjeneste.
- Økonomitilsyn: Udføres af økonomifunktionen i staben for Skole og Dagtilbud.
- Brandtilsyn: Udføres af Lolland-Falsters Brandvæsen.
- Bygningstilsyn: Udføres af Kommunale Bygninger i Lolland Kommune.
Kommunalbestyrelsen skal efter dagtilbudslovens §§ 5, 5a og 5b føre tilsyn med indholdet i dagtilbuddene og fastsætte og offentliggøre rammer for tilsynet, herunder beskrive hvordan kommunen anvender anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg og sikrer uvildighed i tilsynet, anvender data, herunder observationer, i tilsynet og iværksætter skærpet tilsyn. Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre tilsynsrapporten for hver enkelt daginstitution og for dagplejen på det enkelte dagtilbuds hjemmeside.
Tilsynet med det pædagogiske indhold i dagtilbuddene skal føres med udgangspunkt i det pædagogiske grundlag i den pædagogiske læreplan og føres med inddragelse af både kvalitative og kvantitative data. Har der tidligere været iværksat et skærpet tilsyn med dagtilbuddet skal viden herfra indgå i grundlaget for det enkelte tilsynsbesøg.
Tilsynet skal indebære dialog med lederen og medarbejdere i dagtilbuddet, og der skal følges op på tilsynet med dialog med den enkelte dagtilbudsleder.
Formålet med det pædagogiske tilsyn er både at kontrollere, at dagtilbuddene efterlever gældende lovgivning og kommunale mål og rammer, og at understøtte den fortsatte faglige kvalitetsudvikling, i henhold til det pædagogiske grundlag i den styrkede pædagogiske læreplan.
Kontrol
Det pædagogiske tilsyn har således som formål at sikre, at alle dagtilbud drives og praktiseres i overensstemmelse med gældende lovgivning og Lolland Kommunes strategier og politikker på området. Der er derfor en tæt kobling mellem det pædagogiske tilsyn, dagtilbudsloven og dagtilbudsstrategien.
Faglig udvikling
I designet af selve tilsynet er der lagt vægt på at styrke den pædagogiske kvalitet og den faglige udvikling af området. Det betyder, at det faglige udviklingsperspektiv er centralt i tilsynet, ligesom der lægges stor vægt på at understøtte det individuelle dagtilbud i de næste skridt i udvikling af høj kvalitet.
I Lolland Kommune skelnes der mellem:
- Årligt tilsynsbesøg - skiftevis anmeldt og uanmeldt
- Løbende tilsyn
- Skærpet tilsyn
Årlig tilsyn - skiftevis anmeldt og uanmeldt
Der gennemføres én gang årligt tilsyn i alle kommunale, private og selvejende dagtilbud, herunder dagplejen og private børnepassere.
Tilsynene er en del at et sammenhængende tilsynsforløb, der løber over 2 år, bestående af et anmeldt tilsyn i lige år og et opfølgende uanmeldt tilsyn i ulige år, på baggrund af forrige tilsyns resultater og opmærksomhedspunkter.
Tilsynet i kommunale, private og selvejende institutionerne føres af en ekstern tilsynsførende under Staben for Skole og Dagtilbuds ansvar. I den kommunale dagpleje og hos private børnepassere føres tilsynet af en tilsynsførende fra Staben. Udover at tilsynet med dagplejen på den måde er organiseret uden for dagplejen, er tilsynet tilrettelagt i samarbejde med den eksterne tilsynsførende for institutionerne, ligesom denne eksterne tilsynsførende deltager i opfølgning på tilsynet, både generelt og konkret. Dette sker med henblik på at understøtte det uvildige tilsyn.
Tilsynsforløbene kan delvist tematiseres, afhængig af behovet for særlige fokusområder.
Det løbende tilsyn
Det løbende tilsyn udføres hver eneste dag af alle, der har deres gang i dagtilbuddene. Dvs. dagtilbuds- og landsbyordningsledere, pædagogisk personale, institutionsledere, afdelingsledere i dagtilbud, medarbejdere fra PPR, sundhedsplejerske og staben mv. Det betyder, at alle der måtte opleve, at børn udsættes for kritisable forhold, der kan true børnenes læring, trivsel, udvikling, sundhed og dannelse, har et ansvar for at formidle kritikken direkte til enten institutionslederen, det tilstedeværende personale, dagtilbuds- eller landsbyordningslederen eller staben for skole og dagtilbud.
Det løbende tilsyn sker også gennem forskellige samarbejdsfora mellem ledere, medarbejdere og Staben for Skole og Dagtilbud, hvor status og kvalitetsudvikling er i fokus.
Skærpet tilsyn
Skærpet tilsyn iværksættes efter beslutning af Staben for Skole og Dagtilbud, hvis kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer eller andre forhold i dagtilbuddet giver anledning til bekymring. Ved skærpet tilsyn skelnes mellem bekymring og alvorlig bekymring.
Formålet med at iværksætte et skærpet tilsyn er at sikre, at der bliver igangsat og fulgt op på relevante tiltag for at rette op på de bekymrende forhold og udvikle den pædagogiske kvalitet.
Skærpet tilsynsforløb kan bestå af en række anmeldte eller uanmeldte tilsyn, og har til hensigt at undersøge de konkrete forhold, der har givet anledning til bekymring. Skærpet tilsynsforløb vil være mere intensivt og fokuseret og bygger altid på et samarbejde, hvor staben, dagtilbuds-, landsbyordningslederen eller lederen af et privat dagtilbud m.v. undersøger de særlige forhold og sammen finder relevante løsningsmuligheder, og er på den måde en kombination af kontrol og udvikling. Staben kan bidrage konsultativt i processen.
Eksempler på forhold der kan udløse skærpet tilsyn kan være bekymring for den pædagogiske kvalitet, herunder interaktioner mellem pædagogisk personale og børn, forældresamarbejdet, udviklingen af børnenes sociale eller sproglige kompetencer, arbejdet med overgange eller dårlig medarbejder trivsel, højt sygefravær, stor udskiftning af børn, forældre klager mv.
Handleplan for skærpet tilsyn
Hvis det vurderes, at der er grund til bekymring eller alvorlig bekymring, skal der udarbejdes en handleplan for det skærpede tilsyn. Det vil være graden af alvoren i den bekymring, der er konstateret, som er bestemmende for omfanget af den handleplan, der skal udarbejdes.
Handleplanen skal iværksættes i umiddelbar forlængelse af, at alvorligt bekymrende forhold er konstateret. Udarbejdelsen af handleplanen sker af lederen i dialog med Staben og eventuelt forældrebestyrelsen. Handleplanen beskriver, hvordan der skal arbejdes med at styrke den pædagogiske kvalitet, og hvordan der skal følges op, herunder med præcis beskrivelse af frister, mål, tegn på forandring, og ansvarsfordeling mellem lederen af dagtilbuddet og Staben. Forældrebestyrelsen skal altid orienteres og om ønsket inddrages.
Hvis der under tilsyn findes forhold i dagtilbuddet, der skal rettes op på, kan der gives påbud, indskærpelser eller henstillinger. Det gælder for alle typer af tilsyn. De nævnte reaktionsformer beskrives i det følgende:
Påbud
Påbud er forvaltningsretlige afgørelser, som stiller krav til forbedringen inden for en fastsat frist. Påbud gives i tilfælde af, at lovgivningen ikke overholdes. Forinden påbuddet er endeligt, sendes det faktiske grundlag, forvaltningens vurdering heraf samt den fastsatte frist i partshøring. Afgørelsen kan påklages til kommunalbestyrelsen. Påbud ledsages altid med vejledning om, hvordan påbuddet kan efterkommes, og der tilbydes konkret vejledning til institutionen fra staben. Som led i påbuddets efterkommelse skal institutionen udarbejde en konkret handlingsplan, som skal fremsendes til forvaltningen inden for en måned og godkendes af forvaltningen. Der vil altid blive iværksat skærpet tilsyn. Konstateres under tilsyn forhold af alvorlig og akut karakter, kan afgives straks-påbud på stedet.
Såfremt den pædagogiske kvalitet eller forhold i institutionen i øvrigt trods påbud og efterfølgende arbejde med at efterkomme påbuddet fortsat ikke lever op til lovgivningen, kan kommunen træffe afgørelse om, at tilbuddets godkendelse bortfalder.
Indskærpelser
Indskærpelser afgives, hvor der er konstateret forhold, der skal rettes op på med det samme, uagtet det ikke vurderes at udgøre forhold, der samlet er under lovens niveau. Der kan iværksættes skærpet tilsyn.
Henstillinger
Henstillinger er tilkendegivelser af forhold, der bør arbejdes særligt med frem mod næste tilsyn, men hvor der ikke er talt om akutte forhold og ikke forhold, der ligger under lovens niveau. Der kan iværksættes skærpet tilsyn.
Vejledning
Vejledning er anbefalinger, som relaterer sig til de indsatser, som institutionen med fordel kan arbejde med det kommende år. Vejledning kan være skriftligt eller mundtligt.
Hvad føres der tilsyn med
Tilsynet skal føres med udgangspunkt i det pædagogiske grundlag, i den pædagogiske læreplan. I nedenstående beskrives de centrale elementer, der føres tilsyn med, og hvordan det dokumenteres:
Det føres der tilsyn med |
Sådan dokumenteres det |
---|---|
Barnesynet: Det at være barn har værdi i sig selv. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer samt 'Den pædagogiske læreplan' |
Dannelse og børneperspektiv: Børn på fx 2 år og 4 år skal høres og tages alvorligt som led i starten på en dannelsesproces og demokratisk forståelse. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer samt 'Den pædagogiske læreplan' |
Leg: Legen har værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer samt 'Den pædagogiske læreplan' |
Læring: Læring skal forstås bredt, og læring sker fx gennem leg, relationer, planlagte aktiviteter og udforskning af naturen og ved at blive udfordret. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer samt 'Den pædagogiske læreplan' |
Børnefællesskaber: Leg, dannelse og læring sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske personale fastsætter rammerne for. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer samt 'Den pædagogiske læreplan' |
Pædagogisk læringsmiljø: Et trygt og stimulerende pædagogisk læringsmiljø er udgangspunkt for arbejdet med børns læring. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer samt 'Den pædagogiske læreplan' |
Samarbejde med forældre om børns læring: Et godt forældresamarbejde har fokus på at styrke både barnets trivsel og barnets læring. |
Dokumenteres gennem dialoghjul og afholdte opstartsmøder med forældre. |
Børn i udsatte positioner: Alle børn skal udfordres og opleve mestring i lege og aktiviteter. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer samt antallet af 'Familiedialoger'. |
Sammenhæng med børnehaveklassen: Sammenhæng handler bl.a. om at understøtte børns sociale kompetencer, tro på egne evner, nysgerrighed m.v. |
Dokumenteres gennem 'Den pædagogiske læreplan', KIDS observationer samt at gensidige besøg mellem dagtilbud, SFO og skole sker efter årshjulet. |
Øvrige krav
Inddragelse af lokalsamfundet: Beskrivelse af hvordan der sker inddragelse af lokalsamfundet for at styrke læringsmiljøet. |
Dokumenteres gennem 'Den pædagogiske læreplan' samt i hvor høj grad 'Dannelsesrygsækken' tilbydes alle børn. |
Det fysiske, psykiske og æstetiske læringsmiljø: Herunder indretning, legemuligheder, tilgængelige materialer/legetøj, æstetik, støj, ergonomi mv. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer. |
Arbejdet med de brede læringsmål i de seks læreplanstemaer: Tilrettelæggelse og organisering af leg, rutiner og aktiviteter. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer samt 'Den pædagogiske læreplan'. |
Arbejdet med sprogvurderinger: Status progression og indsatser. |
Dokumenteres gennem institutionens sprogvurderingsrapport, dialoghjul samt indsatser fra PPR. |
Personalets faglige kompetencer: Herunder medarbejdernes relationskompetencer. |
Dokumenteres gennem KIDS observationer samt dokumentation af fordelingen mellem pædagoger og medhjælpere. |
Hvordan føres tilsynet?
Inddragelse af data
Som en del af tilsynet inddrages både kvalitative og kvantitative data om det enkelte dagtilbud, bl.a. i form af observationer, viden fra tidligere tilsyn, inddragelse af børne- og forældreperspektiver, oplysninger vedr. tidlig indsats, overgangsarbejde, normering, medarbejdernes uddannelsessammensætning m.m.
Tilsammen skal de give et nuanceret billede af kvaliteten og af, hvordan det enkelte dagtilbud lever op til lovgivning og politiske målsætninger.
Det fælles udgangspunkt mellem ledere, medarbejdere og forældre er, at børnenes lærings- og udviklingsmuligheder bliver så optimale som overhovedet muligt. Derfor sker tilsynet gennem et samarbejde både før, under og efter tilsynet.
Forberedelse
Forud for det anmeldte tilsyn trækker Staben for Skole og Dagtilbud oplysninger om sprogvurderinger, sprogtrappen, dialoghjul, antallet af ’Familiedialoger’, antallet af underretninger, fordelingen mellem pædagoger og medhjælpere, sygefravær og vikarforbrug. Det enkelte dagtilbud fremsender ’Den pædagogiske læreplan’, årshjul, aktivitetsskema samt børnemiljøvurdering. Formålet med de forskellige dokumenter, er at bidrage med oplysninger, der kan kvalificere observationer og dialog.
Observation
Formålet med observation er at få indblik i den pædagogisk praksisudførelse. Observationerne udføres med udgangspunkt i et systematisk observationsredskab (KIDS) til at vurderer kvaliteten og sikre en ensartet og uvildig fremgangsmåde. Observationen bidrager til faglig refleksion i tilsyns dialogen.
Tilsynsdialog
Efter tilsynsbesøg og observation i den enkelte institution gennemføres en tilsynsdialog om observation og sammenhæng mellem beskrevet og observeret praksis. Denne dialog sker med deltagelse fra medarbejderrepræsentant, leder, tilsynsførende, forældrerepræsentant og dagtilbudskonsulent i kommunale daginstitutioner. I selvejende og private daginstitutioner afgør institutionen, hvem der deltager.
Der afholdes ligeledes et fyraftensmøde, faciliteret af den tilsynsførende og med deltagelse af Staben for Skole og Dagtilbud. Her præsenteres observationer og gives en tilbagemelding på tilsynet til den samlede personalegruppe. På den måde inddrages medarbejderne i en dialog om vurderingen af kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer, særligt i forhold til de indsatsområder, som det enkelte dagtilbud skal arbejde med på baggrund af tilsynet. Selvejende og private daginstitutioner har mulighed for at tilkøbe dette hos den eksterne tilsynsførende.
Afrapportering, opfølgning og offentliggørelse af tilsyn
På baggrund af tilsynsdialogen udarbejdes en tilsynsrapport der ud fra alle elementer i tilsynet konkluderer på kvaliteten. Udover data fra tilsynet, indeholder rapporten opsummerende anbefalinger og eventuelle henstillinger. Rapporten sendes til dagtilbudslederen efterfølgende. Herefter justeres dagtilbuddet deres handleplan. Evt. sparring omkring justeringer af indsatsområder og handleplan kan ske i samarbejde med dagtilbudskonsulenten.
Den enkelte institutions tilsynsrapport drøftes på førstkommende bestyrelses-, forældre- og personalemøde og offentliggøres herefter på kommunens hjemmeside. Der vil være mulighed for at involvere forældrebestyrelsen i det videre arbejde med at udvikle kvaliteten i det pågældende dagtilbud.
Opfølgning - på forvaltningsniveau:
På forvaltningsniveau følges der op på tilsynet i flere spor. Dels handler det om en overordnet analyse af det samlede dagtilbudsområdet, der har til formål at sikre opfølgning på kvaliteten i alle dagtilbud og at koordinere indsatser, hvis det vurderes nødvendigt, og dels en mere målrettet spor, med understøttelse til det enkelte dagtilbud, og sparring med dagtilbudslederen omkring den fremadrettede handleplan.
I forhold til de kommunale dagtilbud tages udgangspunkt i en differenceret tilgang hvor dagtilbudskonsulenterne har mulighed for at prioriterer ressourcerne, så de nødvendige ressourcer bliver brugt i de dagtilbud der har særlig brug for at blive understøttet i forhold til den pædagogiske praksis og kvaliteten af denne.
Efter de anmeldte tilsyn, samles dagtilbudspersonalet til et fyraftensmøde, hvor der sker en fælles afrapportering på det samlede dagtilbudsområde, og orienteres om områdets hovedopmærksomhedspunkter, samt overordnet inspiration til det videre arbejde henimod kommende uanmeldt opfølgningstilsyn.
Særligt om det anmeldte tilsyn
Det anmeldte tilsyn der føres i lige år, er karakteriseret ved særlig grad af forudsigelighed og gennemsigtighed. Det skal være tydeligt for personale, forældre og andre, hvad der føres tilsyn med, og hvordan der helt konkret indhentes oplysninger om den aktuelle kvalitet i det enkelte dagtilbud. Tilbagemelding og opfølgningen på tilsynet, sker som det fremgår i umiddelbar forlængelse af tilsynet, da det er muligt at planlægge og varsle.
Særligt om det uanmeldte tilsyn
I ulige år føres der uanmeldt tilsyn i alle dagtilbud. Det uanmeldte tilsyn har særlige vilkår. Fx. kan det indebære, at lederen ikke er til stede eller at en stue eller dagplejer er på tur. Lederen vil altid søges kaldt til institutionen, men der kan være tilfælde, hvor det ikke er muligt. Tilsynet baseres primært på observationer af den pædagogiske praksis med afsæt i et systematisk observationsredskab og den dialog, der kan foregå under den pædagogiske praksis. Det uanmeldte tilsyn har særligt fokus på resultater og opmærksomheder fra det anmeldte tilsyn og vil således udgøre et opfølgende tilsyn.
Den kommunale dagpleje modtager tilsyn ud fra samme principper som dagtilbudsområdet generelt, tilpasset dagplejens rammer. I dagplejen føres der på lige fod med daginstitutioner tilsyn med det pædagogiske indhold efter bestemmelserne i dagtilbudsloven, samt kommunens politikker og rammer. Tilsynet tilrettelægges således at det afspejler de særlige vilkår der er i forhold til dagligdagen og den løbende sparring.
I dagplejen gennemføres tilsynet som nævnt af en tilsynsførende i staben, og med brug af et systematisk observationsredskab for at sikre en systematisk og ensartet måde med uvildighed i stort omfang. Tilsynet følges op i dagplejen af et struktureret kvalitetsarbejde forestået af dagplejeledelsen, og samarbejdet mellem den tilsynsførende og dagplejeenheden.
Efter tilsynsbesøget afholdes et tilsynsmøde i teamet, hvor den tilsynsførende drøfter observationer og vurderinger af det pædagogiske læringsmiljø med dagplejere og afdelingsleder. Formålet er at støtte den pædagogiske udvikling og herunder at skabe refleksion over den pædagogiske praksis. Der udarbejdes en et tilsynsdokument med handleplan for det videre arbejde.
Hvert år udarbejdes der en samlet tilsynsrapport for dagplejen, med indblik i kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer samlet set. Tilsynsrapporten offentliggøres på dagplejeenhedens hjemmeside. Det er dagplejens ledelse, der har ansvaret for at informere forældrebestyrelsen om kvaliteten i de pædagogiske læringsmiljøer samlet set.
Det fremgår af dagtilbudsloven, at tilsynet med de private pasningsordninger skal stå mål med tilsynet i alderssvarende dagtilbud. Tilsynets med private pasningsordninger i Lolland kommune udføres således også at den tilsynsførende i staben, med samme kadence og ud fra samme rammer som den kommunale dagpleje.
Det løbende tilsyn i private pasningsordninger skal sikre, at pasningen er tilrettelagt efter dagtilbudslovens § 81 a, stk. 1 og 2, og § 81 b, stk. 1. Det betyder at arbejdet med læringsmiljøer indholdsmæssigt skal stå til mål med kravene til læring og læringsmiljøer i dagtilbud. Til støtte for det pædagogiske tilsyn i de private pasningsordninger er der udarbejdet et tilsynsskema, der er offentliggjort på Lolland Kommunes hjemmeside.
Sikkerhed og sundhed i dagplejen og private pasningsordninger
Der udføres et årligt sikkerheds- og sundhedstilsyn hos dagplejeren/den private børnepasser. Derudover føres et dagligt tilsyn af institutionen, dagplejeren/den private børnepasser m.v.
Tilsynet skal sikre opfyldelse af lovgivning, retningslinjer for sikkerhed, hygiejne mv. jf. sikkerhed- og sundhedsstyrelsens anbefalinger og foregår i den del af hjemmet og evt. have, der er stillet til rådighed som dagpleje/privat pasningsordning.
Det årlige tilsyn indebærer fx tilsyn med barnevognsseler, giftige bær eller urter m.v. på legepladsen, opbevaring af faremærkede produkter, skarpe kanter, faldrisici m.v.
I § 14 i byggeloven fremgår det, at ejendommes ubebyggede arealer og derpå placerede indretninger skal holdes i forsvarlig stand således, at de ikke er til fare for ejendommens beboere eller andre, eller på anden måde er behæftet med væsentlige mangler.
I Bygningsreglementet 2018 § 367 fremgår det, at drift, kontrol og vedligehold af offentligt tilgængelige legepladsredskaber og -underlag, motionsredskaber i det fri, skateboardbaner og lignende, skal ske, så de til enhver tid overholder de relevante bestemmelser i §§ 358-365. Det påhviler således ejeren af en legeplads at vedligeholde legepladsen på en måde, så den er i forsvarlig stand.
Hvordan foregår tilsynet?
Sikkerhedseftersyn af legepladser fortages gennem daglige tjek, hvor der ses efter pludseligt opstået skader, hærværk og lign. Udjævning af faldunderlag, glasskår, kanyler og andre skarpe genstande på jorden og i faldunderlaget.
1 gang årligt foretages en legeinspektion af legepladsen, som foretages af en kommunens legepladsinspektion i Park og Vej. Inspektøren udarbejder en sikkerhedsrapport med oplysninger om fejl og mangler i henhold til gældende standarder. I de private dagtilbud har bestyrelsen selv ansvaret for, at der foretages legepladstilsyn. Det er krav til de kommunale og private dagtilbud, at der udfærdiges en årlig rapport.
Opfølgning
Legepladsrapporten bruges som udgangspunkt for vedligeholdelse og eventuel renovering af legepladsen. Det er lederens ansvar at følge op, samt at udbedre fejl og mangler.
Hygiejnetilsyn sker i henhold til sundhedslovens § 124 og bekendtgørelse om forebyggende sundhedsundersøgelser for børn og unge. Hygiejnetilsynet udføres af sundhedsplejersker fra Lolland Kommunes Sundhedstjeneste.
Hygiejnetilsynene skal fremme sundhed og trivsel og medvirke til at nedbringe forekomsten af smitsomme sygdomme i dagtilbud.
Skemaet ’Hygiejnetilsyn i dagtilbud’ anvendes til vurdering af de hygiejniske forhold og skal ses som et dialogbaseret arbejds- og udviklingsredskab mellem dagtilbud og Sundhedstjenesten. Tilsynet og gennemgang af skemaet skal ligeledes sikre kvaliteten af hygiejnen og at dagtilbuddene lever op til hygiejneanbefalinger og standarder alle steder, hvor børn opholder sig, for at mindske sygefravær og fremme børns vilkår for leg og læring.
Hvordan foregår tilsynet?
Hygiejnetilsynene varetages af 2 sundhedsplejersker. Hygiejnetilsynet skal foretages hvert 3. år i daginstitutioner og dagplejens legestuer. Tilsynet er dialogbaseret og vurderingsskemaet er et arbejds- og udviklingsredskab mellem dagtilbud og Sundhedstjenesten.
Inden tilsynet kontakter de tilsynsførende sundhedsplejersker, leder af dagtilbud med forslag til dato for tilsynet og vurderingsskemaet sendes til institutionen. Skemaet sendes elektronisk til den sundhedsplejerske, der har aftalt besøget, en uge før den aftalte dato for hygiejnetilsynet.
I hygiejnetilsynet gennemgås dagtilbuddet fysisk og skemaet danner udgangspunkt for en dialog mellem dagtilbudsleder eller dennes repræsentant og sundhedsplejersken. Skemaet returneres til dagtilbuddet med sundhedstjenestens konklusion og forslag til evt. forbedringer.
Alle hygiejnetilsyn opbevares i elektroniske mapper for alle dagtilbud.
Opfølgning
Hygiejnetilsynet suppleres af opfølgning på tilsynet på de institutioner, hvor der konstateres udfordringer omkring hygiejnen.
Økonomitilsyn føres af Staben for Skole og Dagtilbud samt af Økonomiafdelingen. Kommunens tilsynsforpligtelse gælder overfor kommunale og selvejende dagtilbud, men ikke over for de private dagtilbud.
Der føres økonomisk tilsyn i de kommunale dagtilbud på følgende måder:
- Løbende central budget- og regnskabsopfølgning
- Styring af månedlige kontroller, som gennemføres af område og landsbyordningslederne (evt. uddelegeret til andre ledere)
Kommunalbestyrelsen har ikke lovhjemmel til at kræve indsigt i privatinstitutioners økonomi.
Det er dog kommunens forventning, at budget og regnskab tilvejebringes på kommunens anmodning i tilfælde af skærpende omstændigheder (jf. vejledning nr. 9109 af 27/2/2015, kap.8, pkt. 113).
Brandtilsyn er lovpligtigt ifølge Beredskabsloven. Et brandsyn er et lovpligtigt tilsyn af brandsikkerheden i en bygning, et lokale eller hos en brandfarlig virksomhed. Ved et brandsyn rådgives og informeres ejeren om formålet med de brandforebyggende regler.
Formålet med brandsyn er:
- • At mindske risikoen for at brande opstår, breder sig eller fører til skader på mennesker, ejendom eller miljø
- • At sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder, hvis der sker en brand
Brandtilsynet gennemføres af Lolland-Falsters Brandvæsen. Brandtilsynet gennemføres årligt.
Det fremgår af Servicelovens § 148 a, at hovedreglen er, at den stedlige kommunalbestyrelse fører et driftsorienteret tilsyn med personale, bygninger og økonomi i tilbud efter serviceloven. Kommunen har ifølge bygningsreglementet ansvaret for, at kommunens bygninger forefindes i en sundhedsmæssig og sikkerhedsmæssig forsvarlig stand.
De private dagtilbud har selv ansvaret for bygningstilsyn.
Bygningstilsynet gennemføres af Kommunale Bygninger og gennemføres årligt.