
Tygge- og synkebesvær - også kaldet dysfagi
Til dig, der oplever, at måltidet er blevet svært at komme igennem. Nedsat spisefunktion kan opleves som en væsentlig forringelse af livskvalitet - både fysisk og psykisk. Måltider er ikke kun et behov for næring og energi, men ligeledes et vigtigt socialt aspekt - både for en selv og ens pårørende.
Hvad er dysfagi?
Dysfagi er en samlet betegnelse for spise- og drikkebesvær, hvor man har nedsat eller manglende evne til at synke og/eller tygge maden.
Dysfagi kan føre til, at man fejlsynker, det vil sige får mad og/ eller drikke galt i halsen. Fejlsynkning øger risikoen for lungebetændelse. Dysfagi kan ramme alle, og er ikke en sygdom i sig selv.
Dysfagi er et symptom ved mange sygdomme, f.eks. demens, parkinsons, sclerose, hjerneskade, cancer i hals- og mund-region, dårlig tand- og mundhygiejne.
Dysfagi kan også opstå som en naturlig del af aldring, men også forårsages af psykiske problemstillinger.
Tygge- og synkeprocessen kan være svær
Når man spiser, bruger man 28 muskler og 7 hjernenerver for at synke en mundfuld mad. Strubelåget sænker sig over luftrøret, og luftvejene lukkes, for at maden kommer i mavesækken og ikke i luftvejene. Ligeledes beskytter ganesejlet luftvejene ved at lukke af til næsen.
Konsistens på mad og drikke
Til dig der har brug for at få mad og drikke i en modificeret konsistens for at kunne tygge og/eller synke den.
Tygge- og synkevenlig kost
Det er vigtigt, at tygge- og synkevenlig mad ser lige så appetitlig ud som en normalkost, og at du har mulighed for at få dækket dit energibehov, så du kan bevare din vægt, dit funktionsniveau, immunforsvar og ikke mindst din livsglæde og madlyst.
Måltider
Det er vigtigt, at få tre hovedmåltider dagligt og 3-5 små måltider ind i mellem, for at sikre et stort nok energiindtag over dagen.
Mad og drikke må ikke indtages liggende eller tilbagelænet grundet risiko for fejlsynkning, og der skal gå ½ time efter endt måltid, før træning eller flytning fra siddende til liggende stilling.
Ergoterapeuten har til opgave løbene at vurdere din tygge- og synkefunktion, for at du kan tilpasse madens konsistens til dit behov.