
I Lolland Kommune anvender vi samarbejdsværktøjet ”Familiedialog” i arbejdet med børn og unges trivsel og udvikling. Familiedialog sikrer, at du som forælder kan deltage aktivt og hele tiden kan følge med i hvad der sker.
Hvornår kan Familiedialog være en hjælp?
Oplever du, at dit barn ikke trives, kan du kontakte dit barns skole, daginstitution eller sundhedsplejerske og bede om et forløb i Familiedialog. Skolen eller dit barns daginstitution kan også kontakte dig om et samarbejde i Familiedialog.
Hvis et barn ikke har det godt, kan det vise sig ved, at barnet f.eks. ikke har lyst til at gå i skole/daginstitution, er meget ked af det eller har svært ved at finde gode lege sammen med de andre børn. Ofte er det små ændringer i barnets hverdag, som gør den store forskel for barnets udvikling og trivsel og det kan forældre og personalet i skoler og dagtilbud hjælpe hinanden med at finde frem til i Familiedialog.
Familiedialog tager nemlig udgangspunkt i dig og dit barn og værktøjet gør det nemt for dig at deltage og følge med i arbejdet med dit barns trivsel.
Sådan forløber Familiedialog
- Når der er lavet en aftale om Familiedialog, får du efter nogle dage en mail i din e-Boks. Herefter logger du ind på Familiedialog med dit MitID.
- I Familiedialog kan du skrive dét, der bekymrer dig, dét du synes går godt, og dét du mener, I sammen kan gøre, for dit barn. Det samme gør de andre parter i dialogen.
- Herefter bliver du indkaldt til et møde, hvor I sammen laver en handleplan. Handleplanen kan indeholde små ændringer i hverdagen, både derhjemme og i skolen/daginstitutionen.
- Når alle opgaverne i handleplanen er udført, mødes du og de andre igen for at følge op.
- Hvis dit barn er i bedre trivsel, kan forløbet afsluttes. Hvis ikke, aftaler I et videre forløb og fordeler nye opgaver mellem jer.
Har du brug for hjælp til Familiedialog, skal du kontakte den pædagog, lærer eller sundhedsplejerske, du har aftalt dialogen med.