
Hvad er palliation/palliativ indsats?
Hvis du har fået konstateret en livstruende sygdom, er det vigtigt at kende dine muligheder for at få kompetent hjælp. Uanset hvor du er i dit sygdomsforløb, kan vi ofte gøre noget for at fremme din og dine pårørendes livskvalitet. Du kan fx få hjælp til at forebygge, afhjælpe og lindre en række fysiske og psykiske gener.
Hvem kan gøre brug af hjælp til palliation?
Alle, der har fået konstateret en livstruende sygdom, kan gøre brug af tilbuddene om hjælp og støtte til lindring, uanset om man er i et uafsluttet eller et afsluttet behandlingsforløb fra hospitalet. Det kan vare over en længere periode, men er også et tilbud, hvis du har fået at vide, at du har kort tid tilbage at leve i.
Du tilknyttes en palliativ kontaktsygeplejerske, som følger dig under hele forløbet, og kan hjælpe med:
- Koordinering, støtte og vejledning af det lindrende forløb
- Henvisning til eksempelvis hjemmehjælp (Personlig & Praktisk hjælp), terapeuter eller hospice
- Rådgivning om lidring af fysiske og psykiske gener i dit palliative forløb
- Vejledning til at søge om terminalerklæring/terminaltilskud
- Vejledning til at søge om pleje- og pasningsorlov
- Aflastning på akutplads/palliationsplads på Møllecentret
- At søge om sygeplejeartikler og hjælpemidler
- Være bindeled mellem de forskellige fagpersoner, som er involveret i dit forløb
Vi har en lægefaglig konsulent tilknyttet palliationsområdet cirka én dag om ugen, som kan kobles på dit forløb ved behov.
Der er vagtdækning døgnet rundt i sygeplejeteamet. Sygeplejeteamet kan kontaktes via Telefon- & Borgerbetjening på telefon 54 67 77 00.
Hvis en læge vurderer at du har forventet kort levetid, kan lægen ansøge om, at du får dækket alle dine udgifter til receptpligtig samt håndkøbs medicin.
I samme forbindelse har kommunen mulighed for at dække udgifter til medicin uden recept, sygeplejeartikler og ernæringsprodukter. Bevilling til dette søges via Visitation - Ældre & Sundhed, Lolland Kommune.
Hvis du har en pårørende eller anden nærtstående person, som ønsker at hjælpe dig den sidste tid, har personen mulighed for at søge plejeorlov/plejevederlag.
Plejevederlag søges via Visitation - Ældre & Sundhed, Lolland Kommune. For nærmere information er du velkommen til at kontakte Visitationen på telefon 54 67 62 20.
I Lolland Kommune har vi fysioterapeuter ansat, som kan være med til at lindre nogle af de gener som sygdommen kan forårsage. Det kan eksempelvis være muskelsmerter, psykomotoriske funktionssmerter, funktionsnedsættelse eller lignende. Terapeuterne skaber et træningsmiljø, som tilgodeser de udfordringer og gener du har og tilrettelægger sammen med dig den træning eller ergoterapi, som der er behov for.
Du henvises af egen læge, kommune eller fra sygehus-/ hospitalsafdeling.
Lolland Kommune tilbyder gratis rehabilitering til alle der har en kræft, KOL eller hjerte sygedom. Inden opstart på et kræftrehabiliteringsforløb, vil du blive inviteret til en individuel samtale. Samtalen vil afklare dine behov og finde ud af, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe og støtte dig i din situation.
Der undervises på temamøder i hvordan man lever med sin sygdom, som man kan tilmelde sig ved opstart af forløb i Lolland Kommune.
Udbydes behovsbestemt på Maribo og Nakskov Sundhedscenter.
Du henvises af egen læge eller fra sygehus-/ hospitalsafdeling.
Hvis du i en periode har behov for et tæt plejeforløb eller rehabiliteringsforløb, er der mulighed for ophold på en af kommunes akut/palliationspladser på Møllecentret i Nakskov. Her vil der døgnet rundt være sygeplejersker og assistenter til at hjælpe dig med dine aktuelle behov.
Personalet kan være dig behjælpelig med at skabe kontakt til de forskellige fagpersoner, du måtte have behov for. Der er tilknyttet fysioterapeuter til afdelingen. Du vil her opleve trygge rammer og være omgivet af et kompetent sundhedsfaglig personale, som er i tæt samarbejde med læger og andre relevante støttepersoner.
Visitering forgår via Visitation - Ældre & Sundhed i Lolland Kommune og hjemmesygeplejen.
Palliativ enhed i Region Sjællands sygehusvæsen er en specialiseret afdeling, opdelt i flere teams - det lokale team har til huse på Nykøbing Falster sygehus. De er specialiseret i behandling og lindring af symptomer ved alvorlig livstruende sygdom og varetager de mest kompliceret forløb. Arbejder tæt sammen med sygeplejen i Lolland Kommune. De har en udekørende funktion og kan derfor besøge dig i dit eget hjem.
Er man henvist til Palliativ enhed, kobles man ikke på den lægefaglige konsulent i Lolland Kommune.
Du kan blive henvist til Palliativ enhed via egen læge eller sygehus/hospitals afdeling.
Du kan finde flere oplysninger om Palliativt Team på Nykøbing F. Sygehus' hjemmeside (nfsygehus.dk).
Nogle situationer kan ikke løses i eget hjem, og her vil du få hjælp til fx at ansøge om et midlertidigt ophold på hospice til symptomlindring. De kan være med til at varetage behandling og lindring af mere kompliceret problemstillinger. Du kan også ansøge om et ophold, der lindrer og understøtter dine behov ved livets afslutning. Der er frit hospicevalg i Danmark, og det er gratis. Vi kan informere om de forskellige tilbud og muligheder, der kan hjælpe dig og dine pårørende i jeres konkrete situation.
Du har mulighed for at blive henvist hertil via din egen læge eller hospitalslæge.
Mange har stor glæde af at tale med den lokale sognepræst. Samtalen forudsætter ikke, at du har religiøse spørgsmål. Der kan tales om alt, hvad der rører sig hos dig. Præsten har tavshedspligt. Præsten kan efter aftale komme på hjemmebesøg.
Vågetjenesten er medmenneskelig støtte og tryghed til den døende, alvorlig syge og/eller familien.
Vågetjenesten tilbyder at våge ved den døende i situationer, hvor pårørende ikke kan være tilstede.
Beliggende på FrivilligCenter på Maribo og Nakskov Sundhedscenter.
Vagttelefon kl. 8.00-18.00 telefon 61 45 84 83.
Lokalafdelingen for Kræftens Bekæmpelse i Lolland Kommune afholder café hver anden tirsdag i måneden kl. 15.30-17.30.
Sted: Frivilligcenter Lolland, afdeling Nakskov, Hoskiærsvej 17, 1. sal bygning 12, 4900 Nakskov.
Her holder fagfolk oplæg om relevante emner. Der er også tid til at hygger sig med hinanden over en kop kaffe, eller at gå en tur i det fri.
Kræftens bekæmpelse har mange forskellige tilbud for både borger og pårørende.
Se hvilke tilbud Kræftens Bekæmpelses har på deres hjemmeside (www.cancer.dk).
Sygeplejerske fra Kræftens Bekæmpelse tilbyder samtaler til både borger og pårørende onsdage i lige uger.
Sted: Frivilligcenter Lolland, Sdr. Boulevard 82A, 4930 Maribo.
Telefon: 70 20 26 46.
Når livet er ved at ebbe ud, kan der opstå mange tanker og overvejelser både hos den døende, men også hos familien. Det er vigtigt at forstå, hvad der sker, når livsafslutningen nærmer sig. Vi i den kommunale sygepleje er til rådighed og vil informere og besvare spørgsmål.
I de sidste dage, inden døden indtræffer, svækkes kroppens funktioner for til sidst at ophøre. Der er mange forandringer i kroppen, som indtræder i de sidste timer og dage af livet, og når mennesket faktisk dør. Hver af disse kan opleves som skræmmende, hvis du ikke forstår dem.
Der kan være tiltagende behov for smertestillende og beroligende medicin for at lindre den døendes lidelser.
Den medicinske behandling ændres ofte i slutningen af livet. Mange bliver besværet af at indtage tabletter af årsager som kvalme, opkastninger, mundtørhed, appetitløshed, træthed og manglende muskelmasse. Her bliver al unødig medicin fjernet og man skifter over til at administrere medicinen i indsprøjtninger gennem en lille kanyle i armen. Læge og sygeplejerske vil være ansvarlig for at administrere og varetage den medicinske behandling og forsøger, så vidt det er muligt, at være forudseende og sørge for at medicin, som kan blive aktuel ved evt. akutte symptomer, findes i hjemmet.
Telefon- & borgerbetjening
Der sidder medarbejdere på Ældre & Sundheds Telefon- & Borgerbetjening døgnet rundt, som kan stille dig videre til de fagpersoner, som du har behov for at komme i kontakt med.
Telefon: 54 67 77 00.
Visitator
Der er telefontid hos visitator for personlig & praktisk hjælp og hjælpemidler man - fredag fra kl. 8.00 - 11.00.
Telefon: 54 67 62 20.