
Lolland Kommune har sat fokus på at udvikle Lollands sydkyst. Nærmere bestemt; området fra Hyllekrog i øst, via sydkysten til Nakskov Fjord og Nakskov by, med særligt fokus på strækningen fra Rødbyhavn til Hummingen.
Ny udviklingsplan på vej
Som et led heri, har Lolland Kommunes Byråd besluttet at få lavet en samlet strategisk fysisk udviklingsplan for området. Den skal fungere som et stabilt fundament og en rød tråd på tværs af et væld af indsatser, som i de kommende år skal være med til at forme området.
Det handler blandt andet om at fastlægge en klar identitet for området, beskrive sammenhænge og udvikle en realistisk vision. Samtidig vil der – især i området fra Rødbyhavn til Hummingen – blive sat ekstra fokus på områdets infrastruktur, overnatningstilbud, rekreative områder, oplevelsesturisme, investeringsmuligheder og kommercielle interesser.
Udvikling i fællesskab
Den nye udviklingsplan kommer ikke af sig selv. Den skal udvikles i samarbejde og samspil med de mange borgere, erhvervsdrivende og andre interessenter, der til daglig bor og arbejder i området. Flere lokale aktører har allerede givet input til konsulenterne fra BARK.
Følg med her på siden og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvis du vil vide mere.
Økonomi
Ved budgetforliget for 2021 valgte Lolland Byråd at sætte 500.000 kroner af til den nye udviklingsplan.
Samtidig var Lolland Kommune blandt de seks udvalgte områder på Sjælland og øerne, der i foråret 2021 fik støtte fra Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania, der hver donerede 250.000 kroner til samme formål.
Herudover vil Lolland Kommune, Business Lolland-Falster og Visit Lolland-Falster til sammen øremærke en arbejdsindsats svarende til tre årsværk i to år til indsatsen.
Det giver et samlet budget på 4 mio. kroner.
Den nye udviklingsplan vil blive udviklet i to etaper. Første etape dækker hele området fra Hyllekrog til Nakskov, mens anden etape sætter fokus på strækningen fra Rødbyhavn til Hummingen.
Første etape
I første etape skal der udvikles en sammenhængende plan for hele området.
Det dækker blandt andet:
- En proces, hvor borgere, sommerhusejere og andre interessenter vil blive inddraget gennem interviews, åbent hus-arrangement og vandringer på udvalgte lokaliteter.
- En beskrivelse af den overordnede vision og identitet for hele området.
- En analyse af de overordnede potentialer for udvalgte nedslagspunkter og en prioritering af disse (PDF).
- En beskrivelse af sammenhænge og forbindelser mellem de forskellige udpegede områder, diget og det nye forlands betydning for dette.
Anden etape
I anden etape skal der udarbejdes en fysisk udviklingsplan for området mellem Rødbyhavn og Hummingen. I denne del indgår også selve Rødbyhavn by og sammenhænge til Rødby og den nye station.
Det handler blandt andet om:
- At udpege og beskrive - og lave skitser til - mulige funktioner inden for følgende:
- Områder til øget overnatningskapacitet i forskellige kategorier.
- Infrastruktur (promenade ny vej mellem Rødbyhavn og Kramnitze), wayfinding.
- Område(r) til oplevelsesturisme.
- At mobilisere særlige interesser og realisere konkrete investeringer inden for f.eks. turismefremmende initiativer, deriblandt at indgå i dialog og sparring med aktuelle og kommende investorer.
- At beskrive hvordan bæredygtig turisme kan indlejres effektivt i arbejdet med udvikling af området.
- At beskrive en prioriteret etapeplan for de enkelte nedslagspunkter inklusiv tidsplan og beskrive de indbydes afhængigheder.