På udvalgsmøde i Fritids-, Kultur- og Folkesundhedsudvalget den 5. marts 2020 blev det besluttet at indkøbe gamerudstyr for at fremme e-sporten i Lolland Kommune. Dette er et samarbejde mellem Kultur og Fritid og Lolland Ungdomsskole.
Hvem kan låne udstyr
Det kan registrerede foreninger i Lolland Kommune, hvor formålet er at afholde gaming-events eller f.eks. have decideret undervisning i diverse computerspil.
Hvad kan man låne
Der er 10 stk. fuldt udstyret ”gamer-stationer” inklusiv Windows-10-licens, det vil sige pc, skærm, mus, tastatur, hovedtelefoner, musemåtte.
2 routere som er konfigureret til internet og DHCP, 2 switche, samt netværkskabler og strømskinner.
Som udgangspunkt låner man enten 5 eller 10 'gamerstationer'. Det vil være for besværligt at administrere, hvis man kun skal låne dele af udstyret. Dette tages selvfølgelig i dialog med foreningen fra gang til gang.
Hvad koster det
Der er ingen omkostninger forbundet med lån af udstyr, ud over ens egen arbejdsindsats samt udgiften til internetforbindelse. Det er de enkelte foreningers eget ansvar m.h.t. internet, dvs. selve brugen, teknikken, men også retningslinjer forbundet hermed.
Hvor længe kan udstyret lånes
Varigheden kan selvfølgelig variere, afhængig af efterspørgslen. Her i starten af ordningen vil det være 2 uger, eller hvis andet bliver aftalt. Det vil f.eks. sige, at man har 14 dage til at afhente, stille op, teste af, holde arrangement, pille ned og returnere udstyret igen.
Hvordan med afhentning og returnering
Dette aftales individuelt med den enkelte forening omkring datoer og tidspunkter. Udstyret opbevares på Maribo Ungdomsskole, hvorfra der vil være ud- og indlevering. Al udstyr er pakket ned i "flightcases" så det er nemt med hensyn til transporten, men selvfølgelig skal udstyres behandles ordentlig, leveres retur i samme stand og pakkes ned, som det fremgår af billeder på "Udlåns-kvittering".
Hvad med licenser til spil og 'gamer-konti'
Det er den enkelte forenings eget ansvar at sørge for alt omkring selve pc-spillene, f.eks. CS GO, Fortnite, League of Legends, World of Warcraft m.fl. samt diverse platforme for at kunne tilgå disse spil. Det er typisk sådan, at de fleste unge mennesker allerede har deres eget login med tilhørende koder til diverse spil.
Lolland Ungdomsskole sørger for at Windows 10 er kørende, og de forskellige klienter (Steam, Epic Games m.m.) er tilgængelige på maskinerne.
Hvordan med forsikring og garanti
Så snart udstyr er udleveret, overtager foreningen al ansvar. Det er foreningens ansvar at sikre mod tyveri, mod misligholdelse m.m. Hvis udstyr har fejl og mangler ved returnering er det den enkelte forening, der hæfter for dette. Til orientering repræsenterer udstyret disse priser:
- PC kr. 9.600 ex moms
- Skærm kr. 1.300 ex moms
- Headset kr. 640 ex moms
- Tastatur kr. 480 ex moms
- Mus kr. 440 ex moms
Hvem administrerer og vedligeholder
Det er Lolland Ungdomsskole E-sport, der står for al det praktiske omkring håndteringen af dette udstyr.
Maskinerne vil være klar med Windows 10 fuldt opdateret samt driverne til al tilbehør. De vil blive gennemgået fra udlån til udlån, rengøres m.m.
Kan jeg få hjælp?
Spørgsmål kan rettes til esport@lolland.dk – det kan være vedr. rådgivning, tips og tricks eller lignende. Hvis man ønsker hjælp til udstyret, support til diverse udfordringer eller til decideret undervisning, vil det blive en udgift for Lolland Ungdomsskole, og så vil der blive tale om timebetaling.