
I foråret 2021 valgte Park og Vej at tage kontakt til Havnene, for at få et samarbejde omkring mere og bedre biodiversitet. Der er kommet en god dialog og vidensdeling mellem vores to afdelinger, hvem ved hvad det hele kan ende med.
Havnekontoret ligger på en grund, som er omkring 12,5 ha. Et stort område har lige siden overtagelsen stået urørt hen og i foråret 2021 har vi valgt at inddrage alt vores veltrimmede græs. Så lige meget hvor man kigger hen, har den vilde natur fået lov at indfinde sig, til glæde for både os selv og en masse insekter.
Det urørte areal
Før i tiden har dette areal været dyrket markjord. Siden overtagelsen har det fået lov at stå helt urørt. Her bliver der hverken brugt energi på nedklipning eller samling. Det passer sig selv og sikke et syn.
Først får man lov til at nyde et tæppe af røde valmuer. Derefter får kamillen og marguritterne lov til at deles om pladsen sammen med tidslerne, der skyder op rundt omkring.
Insektvolden
I forbindelse med en renovering af pladsen, havde vi noget overskudende jord, som vi efterfølgende valgte, at forme som en lang insekstvold. Den strækker sig omkring 100 meter.
Den er bygget op med både sten, brokker og lerjord. På toppen valgte vi, at give et lille lag muld.
I foråret fik vi sået en frøblanding på volden.
Fra trimmet til vild velkomst
Det første vores gæster blev mødt af når de parkerede bilen, var førhen en veltrimmet græsørken. I år har vi givet arealet tilbage til vores insekter.
Vi har klippet stier på arealet, hvor det gav mening, ellers har det fået lov til at stå urørt.
I start juli tog vi kontakt til Park og Vej og ved en fælles gennemgang af arealet, kom vi frem til, at det var på tide at klippe det ned. Vi kunne alle konstatere, at der stadig var nogle områder fyldt med blomster. Disse lod vi blive tilbage, så der stadig var vegetation til insekterne.