Brand på plejecentret Bøgevænget
Der har natten til fredag den 16. januar været brand på plejehjemmet Bøgevænget i Holeby. Heldigvis er ingen kommet til skade.
Politiet blev alarmeret klokken 01.29, og branden er fredag morgen slukket.
11 borgere er blevet evakueret og flyttet til andre plejecentre.
Det lykkedes Lolland-Falster Brandvæsen hurtigt at afskærme branden, så det kun er få lejligheder og mindre arealer, der er blevet berørt.
Det skal nu afdækkes, hvordan branden er opstået. De første undersøgelser tyder på, at det er sket i en af borgernes lejlighed.
I dag fredag og i de kommende dage bliver der taget hånd om de berørte borgere - både dem, der er blevet evakueret og de øvrige borgere på plejecentret, som også kan være påvirket af den voldsomme oplevelse. Pårørende er ved at blive underrettet.
De involverede medarbejdere bliver der taget hånd om. De får blandt andet tilbudt psykologhjælp.
Der bliver arbejdet på alle fronter for, at både borgere og medarbejdere hurtigst muligt kan vende tilbage til en normal hverdag.
Det åbne center på Bøgevænget er foreløbig lukket for brug.