Varsel om snestorm torsdag den 12. februar
DMI har udsendt et kategori 2-varsel om snestorm for Lolland Kommune, der gælder fra torsdag klokken 02.00 til fredag klokken 02.00.
Vinden ventes at blæse med 10-13 m/s fra nordøst, samtidig med at der kan falde op mod 15-20 centimeter sne.
Husk derfor:
- Tænk over, om det er nødvendigt at være ude, mens det er værst. Overvej hjemmearbejde, eller kør afsted i god tid. Det gælder både til og fra arbejde. Husk, at det vejr, du kører hjem i, ikke nødvendigvis vil være det samme som det, du kørte ud i.
- Kør forsigtigt og efter forholdene. Sigtbarheden kan være nedsat, der kan være snefygning, og vejen kan være glat og ufremkommelig – også selvom der lige er blevet ryddet for sne. Der kan være store lokale forskelle.
- Giv plads til sneplove og beredskabskøretøjer i trafikken.
- Sørg for at have varmt tøj med, livsvigtig medicin og en skovl til at grave dig fri. Husk også at have ladet din telefon og eventuelt din elbil op.
- Følg myndighedernes anvisninger.