Stor undersøgelse af behov for arbejdskraft
Mangler Lollands virksomheder arbejdskraft? Gælder det bestemte områder? Hvad gør virksomhederne ved det? Og hvilke erfaringer har man lokalt med rekruttering af international arbejdskraft? Det og meget mere skal en ny undersøgelse i de kommende måneder være med til at afdække.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med konsulenthuset Silverlining Research. Over 1.400 virksomheder, der alle har mindst en medarbejder ansat, vil få tilsendt et spørgeskema, og et mindre antal virksomheder og eksperter vil desuden blive inviteret til at deltage i en række dybdegående interviews.
Fokus på international arbejdskraft
Der er i undersøgelsen desuden indarbejdet et særligt fokus på det internationale perspektiv. Her skal det blandt andet afdækkes, hvorvidt de lokale virksomheder ønsker at rekruttere medarbejdere fra udlandet, om de allerede har erfaringer med at bruge international arbejdskraft, samt i hvilket omfang det er afgørende, at en medarbejder taler dansk eller har danske uddannelser og certificeringer.
Formålet
Målet er at få et overblik og øjebliksbillede af virksomhedernes behov for arbejdskraft og mulige barrierer for vækst. Det skal i næste step være med til at udvikle og målrette Lolland Kommunes arbejde og prioriteringer, så tilbud og indsatser i størst mulig grad kommer til at matche virksomhedernes behov.
Mere om undersøgelsen
Du kan læse mere om undersøgelsen i Lolland Kommunes pressemeddelelse på Ritzau.dk.