Budgetaftale for 2026
Socialdemokratiet, Venstre, Din Stemme, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Leo Christensen har den 7. oktober 2025 indgået forlig om Budget 2026. Enhedslisten har fremlagt et andet forslag.
Indledning fra budgetaftalen
Lolland Kommune er i disse år inde i en rivende udvikling. I de sidste to år har Lolland Kommune været blandt de kommuner, der driver beskæftigelsesudviklingen i hele Region Sjælland. Aktuelt er ledigheden nede på 2,5%, hvilket er under landsgennemsnittet, ligesom antallet af varigt forsørgede er faldende. Beskæftigelsesudviklingen er især drevet af anlæg, industri og turisme. Alt peger i retning af, at der er et vindue for en grundlæggende og positiv transformation af Lolland.
Budgetforliget ligger i direkte forlængelse af de allerede vedtagne strategier for Lolland Kommune. Herunder konstitueringsaftalen for byrådsperioden, Plan- og Udviklingsstrategien, tidligere budgetforlig og byrådets fyrtårne.
Fokus er således på at fortsætte arbejdet med at realisere potentialerne for Lolland og imødegå kendte udfordringer. For at fokusere på den ønskede udvikling besluttede byrådet i august 2022 en række strategiske fyrtårne, der udpeger væsentlige indsatser for at styrke Lolland. Byrådet opdaterede i 2025 de strategiske fyrtårne, som nu er:
- Fremtidens skole
- Boligudvikling
- Kommune i en ny virkelighed
- Grøn industrialisering
- Lollands sydkyst
- International bosætning og rekruttering
- Sundhed
Dette arbejde og nærværende budgetforlig peger ligeledes ind i den kommende byrådsperiode, hvor opgaven fortsat vil være at finde den rigtige balance mellem at adressere udfordringer og muligheder i kommunen. Allerede nu forventes strategisk arealplanlægning, sundhedsreformen og en udligningsreform at blive nye strategiske indsatser, som det kommende byråd skal arbejde med.
Læs hele budgetaftalen i dagsordenen til byrådsmødet den 9. oktober (dagsordener.lolland.dk)
Enhedslistens budgetforslag
Enhedslisten har fremlagt et andet forslag til budgettet for 2026.
Læs Enhedslistens forslag i dagsordenen til byrådsmødet den 9. oktober (dagsordener.lolland.dk)