Sæson for vaccine mod influenza og covid-19
Sæsonen for efterårets vaccinationer starter 1. oktober og slutter 20. december 2025.
Influenza og covid-19 kan ramme alle, og for de fleste er det ikke alvorligt. Men for nogle kan det give et alvorligere sygdomsforløb og medføre indlæggelse og i værste fald være livstruende. Vaccination mod influenza og covid-19 nedsætter risikoen for et alvorligt sygdomsforløb. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination til dig, der er i risiko for et alvorligt forløb med influenza og covid-19.
Følgende bliver tilbudt vaccine
Du kan blive vaccineret mod både covid-19 og influenza, hvis du:
- Er 65 år eller derover inden 20. december 2025.
- Er under 65 år og i risiko for et alvorligt forløb med covid-19 eller influenza.
Er du førtidspensionist eller gravid (i 2. eller 3. trimester), kan du blive vaccineret gratis mod influenza, og gravide tilbydes vaccine mod RS virus via egen læge..
Har du brug for hjælp til at bestille tid?
Hvis du er fritaget for digital post, eller har brug for hjælp, kan du kontakte Region Sjælland Vaccinebooking og få hjælp til at bestille tid. Personalet kan se samme tider, som der er på vacciner.dk.
Ring på tlf. 70 20 42 33. Telefonen er åben på hverdage kl. 9.00-14.00.
Besked om vaccinationstilbud
- Personer på 65 år og derover vil modtage en invitation fra Sundhedsstyrelsen til vaccination i løbet af september. De ældste bliver inviteret først. Sundhedsstyrelsen sender invitationerne til din digitale postkasse.
- Er du 64 år, men fylder 65 år inden 20. december, får du også en invitation i september.
- Er du fritaget for digital post, modtager du invitationen som fysisk brev i din postkasse.
- Hvis du er under 65 år, modtager du ikke en invitation. I stedet kan du bestille tid til vaccination direkte på vacciner.dk, hvis du er i øget risiko for et alvorligt forløb. Du kan udfylde en tro- og loveerklæring og bestille tid på vacciner.dk fra 29. september 2025.
(Kilde: Region Sjælland)