Natfærgeberedskabet til Askø, Fejø og Femø nedlægges pr. 1. april 2026
Fra den 1. april 2026 vil Lolland Kommune ikke længere have en døgnbemandet beredskabsfærge liggende klar til at betjene øerne Askø, Fejø og Femø udenfor de normale sejltider. Ved akutte behov vil øerne blive betjent primært ved brug af helikopter.
Beslutningen er ikke ny. Den blev vedtaget som en del af Lolland Kommunes Færgestrategi i september 2023. Det ventes både at være en økonomisk fordel og samtidig give en lettere vagtplanlægning i Lolland Færgefart, når der ikke længere skal tages hensyn til døgnbemanding og balancen mellem medarbejdernes arbejdstid og hviletid. Der forventes færre aflyste morgenfærger, når mandskabet ikke længere kan aktiveres til beredskabsopgaver i løbet af natten.
Nedlæggelsen af natfærgeberedskabet betyder, at sundhedsvæsen, politi og brandvæsen ikke kan blive sejlet ud til øerne, hvis der opstår akutte beredskabsbehov om natten. I stedet vil øerne blive betjent på anden vis, primært ved brug af helikoptere.
Det er ikke en kommunal opgave, at sikre beredskabstransport til øerne. Det ansvar hviler hos de enkelte beredskaber. Lolland Kommune har derfor været i dialog med både Region Sjælland, Lolland-Falster Brandvæsen og Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi med henblik på at sikre, at alle er orienteret, så de relevante beredskabsplaner kan tilpasses de nye vilkår.
Både Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og Region Sjælland har taget beslutningen til efterretning og oplyst, at det ikke vil ændre på serviceniveauet i den nuværende betjening. Region Sjælland har desuden tilkendegivet, at der ved akutte sundhedsbehov på øerne udenfor normal sejltid altid vil blive sendt en lægehelikopter. En løsning, der nu er formaliseret.
Lolland-Falster Brandvæsen har i en foreløbig udtalelse oplyst, at det nuværende nødberedskab enten vil skulle gøres permanent, eller der skal ses på afbødende tiltag i forbindelse med en revision af beredskabsplanen.
Udover helikopterbetjening, har øerne i forvejen hvert et lokalt beredskab, der kan træde til, indtil hjælpen når frem. Region Sjælland har desuden oprettet lokale akuthjælperordninger, der er bemandet af frivillige med adgang til førstehjælpsudstyr. Tilsvarende har Lolland Falster Brandvæsen uddannet lokale øberedskaber, der f.eks. kan hjælpe med at yde livreddende førstehjælp, etablere vandforsyning, begrænse skader og tage del i det udvendige slukningsarbejde.