Titel: Kvalitetsstandard for det specialiserede voksenområde: Beskyttet beskæftigelse
Vedtaget: Kvalitetsstandarden er godkendt af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 15.12.2022.
Lovgrundlag
Beskyttet beskæftigelse følger lov om social service § 103.
Hvad er formålet med indsatsen?
Formålet med beskyttet beskæftigelse er at styrke eller kompensere dig i forhold til din funktionsnedsættelse, så du kan leve så selvstændigt et liv som muligt.
Indsatsen skal give dig mulighed for at bruge dine evner, bevare eller udvikle dine fysiske, psykiske og sociale kompetencer og skabe livskvalitet gennem deltagelse i et arbejdsmæssigt fællesskab.
Samtidig forbereder indsatsen dig på et arbejdsliv i så ordinære rammer som muligt med respekt for, at ikke alle kan få beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked.
Er du i målgruppen
Du kan være i målgruppen til beskyttet beskæftigelse, hvis du er mellem 18 år og folkepensionsalderen og ikke kan varetage et arbejde på det ordinære arbejdsmarked. Det kan skyldes, at du har en betydeligt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
For at få bevilget beskytte beskæftigelse er det et krav, at du ikke kan benytte andre muligheder som virksomhedspraktik, revalidering, fleksjob eller skånejob.
De fleste, der får bevilget beskyttet beskæftigelse, har som regel social pension eller en anden form for overførelsesindkomst som deres primære forsørgelsesgrundlag.
For at vurdere dit funktionsniveau kan det være nødvendigt at indhente lægelige eller andre relevante oplysninger. Det sker kun med dit samtykke og i samarbejde med dig.
Hvornår er du ikke i målgruppen?
Du er ikke i målgruppen, hvis dine behov kan dækkes på anden måde. Det kan for eksempel være gennem et job med løntilskud, aktiviteter i en forening eller frivillig organisation, eller fælles aktiviteter på dit bosted.
Som hovedregel omfatter tilbuddet ikke dig med meget omfattende støttebehov.
Hvad indeholder indsatsen?
Beskyttet beskæftigelse er et tilbud, der tilpasses din arbejdsevne. Du udfører enkle opgaver, som indgår i produktionen af varer eller serviceydelser, men du må ikke erstatte en medarbejder ansat på ordinære vilkår. Opgaverne fungerer som en støttefunktion, der kan lette arbejdet for de faste medarbejdere.
Du kan for eksempel arbejde med:
- Montage- og pakkeopgaver
- servicearbejde og vedligeholdelse af udeområder
- rengøring
- servicefunktioner i kantine- eller cafédrift
- egenproduktion eller andre afgrænsede arbejdsopgaver
Listen er ikke udtømmende.
Beskyttet beskæftigelse kan foregå både på private og offentlige arbejdspladser. Hvis du ønsker et privat forløb - for eksempel i et supermarked - skal du selv kontakte arbejdspladsen for at undersøge muligheden. Beskyttet beskæftigelse i kommunalt regi foregår hos Den Sociale Virksomhed, som er forankret i Center for Handicap i Lolland Kommune.
Vilkår og omfang
Beskyttet beskæftigelse foregår på hverdage. Omfanget afhænger af en konkret og individuel vurdering, og du kan enten få et halv- eller heldagstilbud. Arbejdstiden aftaler du sammen med arbejdsgiveren og i samarbejde med Lolland Kommune.
Opfølgning på indsatsen
Myndighedsrådgiveren følger op på indsatsen som justeres efter behov.
Hvornår ophører bevillingen?
- Din bevilling til beskyttet beskæftigelse ophører, når du når folkepensionsalderen.
- Bevillingen kan også stoppe, hvis en individuel vurdering viser, at du ikke længere har gavn af tilbuddet, eller hvis du ikke har den fornødne arbejdsevne.
- Hvis du udebliver fra arbejdet uden at give besked, informerer arbejdspladsen myndighedsrådgiveren, som følger op med dig og arbejdspladsen for at afklare, om bevillingen skal stoppe.
- Hvis du har begrundet fravær seks gange i træk, informerer arbejdspladsen myndighedsrådgiver. Derefter følger myndighedsrådgiveren op med dig og arbejdspladsen for at vurdere, om bevillingen skal fortsætte.
- Ved ubegrundet fravær skal arbejdspladsen altid informere myndighedsrådgiveren.
Hvem leverer indsatsen?
I Lolland Kommune hører beskyttet beskæftigelse til under Center for Handicap.
Hvis du ønsker beskyttet beskæftigelse i privat regi, skal du selv finde en arbejdsgiver.
Bor du i Lolland Kommune, kan du få bevilget beskyttet beskæftigelse i Den Sociale Virksomhed.
Hvis du får bevilget beskyttet beskæftigelse i en anden kommune, skal det være godkendt både af den anden kommune og af Socialtilsynet. Tilbuddet skal desuden fremgå af Tilbudsportalen.
Transport til og fra arbejdet
Som udgangspunkt skal du selv stå for transporten til og fra din arbejdsplads. Du betaler selv de daglige udgifter til transport inden for 10 km. Lolland Kommune dækker nødvendige transportudgifter ud over dette svarende til den billigste transportmulighed.
Aflønning
Det er arbejdspladsen, der fastsætter din løn i beskyttet beskæftigelse. Du får løn efter din indsats og arbejdets art, men din primære indtægt er stadig pension.
Hvis du på grund af en betydelig funktionsnedsættelse kun kan yde en mindre indsats, kan du få en arbejdsdusør. Den er på mindst 5 % af den mindste overenskomstmæssige løn inden for området.
Oplysningspligt
Hvis der sker væsentlige ændringer i din funktionsevne, dine ressourcer eller behov, som har betydning for bevillingen, har du og arbejdsgiveren, jf. retssikkerhedsloven § 11, stk. 2, pligt til at give besked til myndighedsrådgiveren.
Sådan søger du?
Kontakt os, før du sender din ansøgning
Vi anbefaler, at du kontakter os for information, råd og vejledning, før du sender din ansøgning.
Du finder vores kontaktoplysninger og telefontider her
Når du er klar til at søge
Sådan behandler vi din ansøgning
Når vi har modtaget din ansøgning, bliver du kontaktet af en myndighedsrådgiver. I samtalen afdækker myndighedsrådgiveren dit behov og ønsker for beskyttet beskæftigelse samt aftaler besøg.
Der kan blive behov for at du giver samtykke til at indhente yderligere oplysninger til at belyse sagen. Hvis der er oplysninger i sagen, som vi ikke forventer du er bekendt med, vil du blive partshørt.
Efter samtalen foretager myndighedsrådgiveren en konkret og individuel faglig vurdering og træffer derefter en afgørelse.
- Hvis din ansøgning imødekommes, modtager du en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning.
- Hvis din ansøgning ikke imødekommes, modtager du en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning. Du vil inden afgørelsen blive partshørt.
- Hvis du vil klage over afgørelsen, skal klagen sendes til myndighedsrådgiver sendes 4 uger efter, du har modtaget den.
- Myndighedsrådgiver genvurderer afgørelsen inden for 4 uger efter modtagelse af klagen. Hvis afslaget fastholdes, sendes afgørelsen til Ankestyrelsen, som træffer den endelige afgørelse i sagen.
Kontakt
Social, Psykiatri og Handicap
Søndre Boulevard 82 B, 4930 Maribosocialpsykiatrioghandicap@lolland.dk
Ring til os
Bemærk
Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.Når du ringer
Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.