Indledning til længerevarende botilbud med socialpædagogisk støtte
Længerevarende botilbud
Formålet med længerevarende botilbud er, at borger får den nødvendige støtte og hjælp til at fungere i dagligdagen på trods af svære eller komplekse og varige funktionsnedsættelser. Borger skal støttes i at bevare eller udvikle fysiske, psykiske og/eller sociale færdigheder.
Et længerevarende botilbud efter ABL § 105/ SEL 85 bevilges af Visitationsudvalget efter indstilling fra myndighedsrådgiver. I vurderingen indgår borgers egne samt andre relevante oplysninger.
Borger der bevilges et længerevarende botilbud bevilges en social indsats og indplaceres på indsatstrappens højeste trin. Indsatstrappen viser de forskellige typer af indsatser på et givent område og tyngden af dem, og viser vejen til et ’almindeligt’ hverdagsliv i eget hjem. Jo højere indsatsen er placeret på trappen, jo mere indgribende er den. Målet med et længerevarende botilbud er ofte at bevare det aktuelle funktionsniveau, men kan også være at rehabilitere eller udvikle borgers funktionsniveau.
Tilgang
Lolland Kommune anvender en rehabiliterende tilgang i samarbejde med borger. Den rehabiliterende tilgang skal medvirke til, at borger i videst muligt omfang kan mestre eget liv. Rehabilitering er baseret på et helhedsorienteret perspektiv med borger i centrum. Borger skal mødes af en sammenhængende tværfaglig indsats, som understøtter rehabiliteringen.
Tilgangen understøtter visionen om, at borger kan leve et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.
Visitationsudvalg
Lolland Kommune har et tværgående visitationsudvalg for særligt udgiftstunge og komplekse sager på Handicap-, Social- & Psykiatriområdet. Visitationsudvalget træffer beslutning på baggrund af sagsfremstilling, med tilhørende relevante bilag, i et samspil mellem visitationsudvalget og ansvarlig myndighedsrådgiver på den enkelte sag.
Myndighedsrådgiver fremsender sagsfremstilling til visitationsudvalget med en udførlig beskrivelse af borgers funktionsniveau, mål for indsatsen, og andre relevante dokumenter. Der fremlægges altid to mulige tilbud, samt tilhørende økonomi og valg af tilbud begrundes fagligt.
Visitationsudvalget sikrer, at andre støttemuligheder er afprøvet og ikke fundet tilstrækkelige, inden der bevilges til mere omfattende foranstaltninger, medmindre borgerens behov for længerevarende botilbud er åbenlyst. Visitationsudvalget og ansvarlig myndighedsrådgiver har til opgave at drøfte og afklare relevante foranstaltningsmuligheder samt mulige alternativer i udgiftstunge og komplekse sager.
Visitationsudvalget vurderer, hvilket botilbud der er egnet, ud fra botilbuddets fysiske rammer, målgruppe, metoder og indsatser. Botilbud bevilges både ud fra faglige og økonomiske hensyn. Er to tilbud lige egnede, vil det økonomiske hensyn medføre, at borger bevilges det tilbud, der er billigst for kommunen.
Visitationsudvalget følger udviklingen i komplekse sager, med henblik på at vurdere om borger er i det rette botilbud, og om indholdet matcher taksten.
Der udarbejdes altid en standardkontrakt, hvor omfanget af støtte, indholdet i tilbuddet og den forhandlede takst mv. er beskrevet.
Det er et krav, at botilbuddet er godkendt af Socialtilsynet og fremgår af Tilbudsportalen.
Lolland Kommunes længerevarende botilbud jf. ABL § 105 / SEL § 85
Center for Socialpsykiatri og Rusmidler:
Bellisvej
Center for Handicap:
Flintebjerg Nord og Syd
Flintebjerg Øst og Vest
Stormarks Alle 1,2 og 3
Stormarks Alle 4 og 5
Krogsbølle afdeling 1
Krogsbølle afdeling 2