---
title: "Økontaktråd"
description: "Økontaktrådet i Lolland Kommune er et rådgivende organ, der sikrer, at øboerne på Askø, Fejø og Femø bliver inddraget i beslutninger om kommunens arbejde og færgedriften til og fra øerne."
date: "2026-02-12"
created: "2024-05-05"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Politik](https://www.lolland.dk/politik)

                    [Råd og nævn](https://www.lolland.dk/politik/raad-og-naevn)

                [Økontaktråd](https://www.lolland.dk/politik/raad-og-naevn/oekontaktraad)

# Økontaktråd

Økontaktrådet i Lolland Kommune er et rådgivende organ, der sikrer, at øboerne på Askø, Fejø og Femø bliver inddraget i beslutninger om kommunens arbejde og færgedriften til og fra øerne.

Økontaktrådet har til opgave at afgive udtalelser til byrådet i sager, der vedrører øerne. Rådet er et forum for dialog mellem repræsentanter for øboerne og byrådsmedlemmer. Her drøftes der emner af betydning for øernes udvikling og dagligdag.

Rådet består af i alt 9 medlemmer:

- **7 repræsentanter fra øerne** – 2 fra Askø, 3 fra Fejø og 2 fra Femø
- **2 byrådsmedlemmer** – begge fra Klima-, Teknik- og Miljøudvalget

Øernes beboere indstiller selv deres repræsentanter til rådet. Økontaktrådet hører organisatorisk under Klima-, Teknik- og Miljøudvalgets område.

Rådet har siden 2010 været et vigtigt bindeled mellem øsamfundene og byrådet. Rådets arbejde er reguleret af en forretningsorden, som senest er opdateret i november 2025.

## Om Økontaktrådet

###

                                    Økontaktrådets medlemmer

### Repræsentanter for øerne

#### Askø

- Marianne Pilhøj
- Lars Madsen
- Frank Jensen (suppleant)

#### Fejø

- Ann-Mai Hansen
- Per Wittusrose
- Jan Nielsen
- Henriette Spandet Jensen (suppleant)

#### Femø

- Christine G. Pedersen
- Jørgen Hansen
- Helga Frederiksen (suppleant)

### Udpeget af Byrådet

- Henrik Jacobsen (C)
- Benny Damgaard (Æ)

###

                                    Økontaktrådets forretningsorden af november 2025

### 1. Økontaktrådets funktion og sammensætning

Økontaktrådet i Lolland Kommune har til opgave at sikre inddragelse af øboerne på Femø, Fejø og Askø i kommunens virke på øerne og færgefarten. Dette sker ved, at der med rådet skabes en formaliseret ramme for dialog og udtalelser mellem repræsentanter for øboerne og byrådet.

Rådet består af 9 medlemmer, heraf to byrådsmedlemmer udpeget af byrådet, 3 medlemmer med bopæl dvs. folkeregisteradresse på Fejø, 2 medlemmer med bopæl dvs. folkeregisteradresse på Femø og 2 medlemmer med bopæl dvs. folkeregisteradresse på Askø.

### 2. Valg til Økontaktrådet

De tre øer vælger selv proceduren for, hvordan deres medlemmer vælges. Man har valgret og er valgbar når man har bopæl dvs. folkeregisteradresse, på den pågældende ø.

Øens fastboende beboere vælger medlemmer til økontaktrådet. Ved eventuelt kampvalg skal dette afklares uafhængigt af kommunen og på øernes egen foranledning. Der vælges op til to suppleanter pr. ø. Suppleant(er) er opstillede kandidater med færre stemmer, end de valgte medlemmer, i rækkefølge efter antal stemmer.

Eventuelt valgte suppleanter indtræder først, når et ordinært medlem har viden om, at pågældende har forfald i minimum 2 på hinanden følgende møder.

Økontaktrådet nedsættes for en byrådsperiode. Ny udpegning finder sted på 1. møde i en byrådsperiode .

Hvis en person bliver valgt til økontaktrådet og også bliver valgt til Byrådet i Lolland Kommune, må vedkommende vælge det ene frem for det andet. Man kan ikke sidde i økontaktrådet på en øboplads, hvis man samtidig er byrådsmedlem.

### 3. Mødernes gennemførelse

Første møde i det nye økontaktråd indkaldes af byrådet. Første punkt på det nyvalgte økontaktråds dagsorden er valg af formand, punkt to er valg af næstformand.

Formand og næstformand vælges ved flertalsvalg. Valget af formand ledes af det medlem, der har været medlem af rådet i længst tid. Hvis flere af medlemmerne har været medlem lige længe, ledes mødet af det medlem, som er ældst. Valget af næstformand ledes af den nyvalgte formand.

Forud for hvert møde afholder formand og næstformand et forberedende møde, hvor dagsordenspunkterne forberedes og gennemarbejdes. Administrationen sekretærbetjener økontaktrådet såfremt dette ønskes, og deltager således i det dagsordensforberedende møde. Direktionen afgør, hvilke personer fra administrationen, der er nødvendige på pågældende møde.

Dagsordenen skal som minimum indeholde punkterne godkendelse af dagsorden, gensidig orientering, eventuelt samt godkendelse af referat fra det aktuelle eller foregående møde.

Øborepræsentanterne holder formøde forud for selve mødet. Kommunen stiller lokale til rådighed for dette.

Dagsordenen godkendes ved mødets begyndelse. Hvis ingen har bemærkninger til dagsordenen, betragtes den som godkendt.

Økontaktrådets møder ledes af formanden. Ved formandens forfald ledes mødet af næstformanden.

Medlemmer tildeles ordet i den rækkefølge, som de over for formanden har tilkendegivet, at de ønsker ordet.

Formanden kan begrænse medlemmernes taletid eller lukke talerlisten efter at have givet de medlemmer, der ikke allerede har indtegnet sig, mulighed for at indtegne sig.

Forfald meddeles skriftligt (pr. mail), til sekretariatet senest 2 dage før mødet. I tilfælde af akut forfald underrettes sekretariatet hurtigst muligt.

Møderne i Økontaktrådet gennemføres, når mindst halvdelen af øborepræsentanterne er til stede.

Det nytiltrådte økontaktråd vedtager senest på sit andet møde, en mødekalender for resten af året. Mødekalender for følgende år vedtages senest på årets første møde.

Ekstraordinære møder indkaldes når formanden, 2 medlemmer eller byrådet anmoder herom.

Formanden har ansvaret for, at forslag til dagsorden udsendes til medlemmer og suppleanter senest 5 dage før et møde. Ved ekstra ordinære møder kan fristen fraviges.

Sager, der ønskes på førstkommende møde, skal være sekretariatet i hænde senest på dagen for det dagsordensforberedende møde.

Økontaktrådet kan nedsætte arbejdsgrupper til behandling af særlige områder. Arbejdsgrupper kan med direktionens accept inddrage kommunalt ansatte, eller andre specialister i arbejdet. Økontaktrådet fastsætter arbejdsgruppernes kommissorium.

## Vil du vide mere?

- Se dagsordener og referater fra Økontaktrådet (dagsordener.lolland.dk)
- [Se dagsordener og referater fra Byrådet, udvalg, råd og nævn (dagsordener.lolland.dk)](https://dagsordener.lolland.dk/ "Se dagsordener og referater fra Byrådet, udvalg, råd og nævn (dagsordener.lolland.dk)")

## Kontakt

### Ejendomme og Faciliteter

                                Søndre Boulevard 84, 2. sal, 4930 Maribo

                                serviceofficiel@lolland.dk

### Skriv til os

[Send sikker post til Ejendomme og Faciliteter](https://post.borger.dk/send/f36a5f17-de53-41b2-af4f-212946af238c/72bbbc84-a032-449d-b0b4-60b1bd1ff846/)

### Bemærk

                            Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.
