---
title: "National industripark ved Rødbyhavn"
description: "Regeringen har udpeget Rødbyhavn som en af Danmarks nye nationale industriparker."
date: "2026-10-26"
created: "2025-11-14"
---

Illustration: Business Lolland-Falster

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Politik](https://www.lolland.dk/politik)

                    [Politikker og indsatsområder](https://www.lolland.dk/politik/politikker-og-indsatsomraader)

                    [Udvikling og samarbejde](https://www.lolland.dk/politik/politikker-og-indsatsomraader/udvikling-og-samarbejde)

                [National industripark ved Rødbyhavn](https://www.lolland.dk/politik/politikker-og-indsatsomraader/udvikling-og-samarbejde/national-industripark-ved-roedbyhavn)

# National industripark ved Rødbyhavn

Regeringen har udpeget Rødbyhavn som en af Danmarks nye nationale industriparker. Området, der får navnet Femern Port & Industrial Park, får en central rolle i den grønne omstilling og i at skabe nye arbejdspladser – både lokalt og nationalt.

Området dækker næsten 800 hektar og rummer allerede store anlæg som Femernbyggeriets produktionsfabrik, Danmarks fjerdestørste arbejdshavn samt de bagvedliggende arealer mod nord i retning af den nye togstation.

Der er let adgang til både hav, motorvej og jernbane, gode muligheder for at udvide området ved behov, og kort afstand til nærliggende byer med både boliger og uddannelsestilbud.

Desuden har området en særlig strategisk placering - midt på den store transportkorridor mellem København og Hamborg og mellem Skandinavien og Centraleuropa. Det giver en unik placering for både erhverv, pendlere og tilflyttere.

##  Industriparken er opdelt i 2 faser

Industriparken deles i 2 faser, så den første del kan sættes i gang uafhængigt af den anden. Fase 1 omfatter bagarealet til havnen og fabrikken ejet af private lodsejere og developere, mens de statslige arealer ved fabrikken og havnen følger i fase 2.

Fase 1 udpeges formelt via en bekendtgørelse, der ventes udstedt i efteråret 2026. Et landsplandirektiv for alle landets industriparker ventes sendt i høring sidst på året.

## Klar til virksomheder og nye arbejdspladser

Som ny industripark bliver området i Rødbyhavn en del af en national indsats for at styrke industrien i Danmark. Det skal være lettere og hurtigere for produktionsvirksomheder at etablere sig eller udvide, fordi myndigheder arbejder tættere sammen og godkendelserne sker mere smidigt.

Udpegningen er et stempel, der kan være med til at styrke områdets profil og markedsføring, og gøre det lettere at tiltrække både nationale og internationale virksomheder med behov for store industrielle produktionsanlæg – for eksempel inden for grøn omstilling og nye infrastrukturprojekter.

Arealet er allerede udlagt som erhvervsområde i Lolland Kommunes kommuneplan.
 Det består af flere delområder og kan udvikles trin for trin, i takt med at behov og efterspørgsel stiger. Der er på forhånd reserveret plads til statslige infrastrukturprojekter, men samtidig mulighed for at skabe nye kommercielle aktiviteter, der kan styrke lokal beskæftigelse og vækst.

## Hvad betyder det for Lolland?

- Flere arbejdspladser og nye muligheder for både lokale og tilflyttere
- Nye investeringer, som kan styrke både erhvervsliv, handel og bosætning
- Et vigtigt skridt i udviklingen af Lolland som centrum for grøn energi og industri

## Næste skridt for området

Næste skridt bliver at udarbejde en helhedsplan for hele området.
 Den skal sætte retningen for, hvordan industriparken skal udvikle sig i de kommende år – med fokus på bæredygtighed, god infrastruktur og et tæt samarbejde mellem kommune, stat og virksomheder.

Samtidig er der sat gang i arbejdet med at finde ud af, hvordan området bedst skal drives og organiseres fremover – for eksempel hvem der skal eje, vedligeholde og udvikle området på længere sigt.

### Mere om industriparken

- [Læs mere om visionerne for industriparken på Business Lolland-Falsters hjemmeside (businesslf.dk)](https://businesslf.dk/industripark-ved-roedbyhavn/ "Læs mere om visionerne for industripark på Business Lolland-Falsters hjemmeside (businesslf.dk)")
- [Se præsentation fra borgermøde i Rødbyhavn 25. november 2025 (PDF)](https://www.lolland.dk/p/Femern-Belt-fabrikken-og-industriparken---borgermøde-d.-25-nov_tilg.pdf "Se præsentation fra borgermøde i Rødbyhavn 25. november 2025 (PDF)")
- [Læs pressemeddelelsen "Rødbyhavn bliver ny national industripark" udsendt 28.10.2025](https://admin.moliri.dk/MOLIRIPAGE/5c455590-a9bf-40a1-8ac5-74ac12c7a0d5 "Læs vores pressemeddelelse ")
- [Se den fælles pressemeddelelse fra Lolland og Guldborgsund kommuner, der blev udsendt den 8. april 2025, da ansøgningen blev indgivet (ritzau.dk)](https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14346928/ny-national-industripark-bor-placeres-i-rodbyhavn?publisherId=3984657&amp;lang=da "Se den fælles pressemeddelelse fra Lolland og Guldborgsund kommuner, der blev udsendt den 8. april 2025, da ansøgningen blev indgivet (ritzau.dk)")
- [Få mere info og se en kort præsentationsfilm om området på Business Lolland-Falsters hjemmeside (businesslf.dk)](https://businesslf.dk/industripark-ved-roedbyhavn/ "Der er desuden mere info og en kort præsentationsfilm om området på Business Lolland-Falsters hjemmeside (businesslf.dk)")

## Kontakt

**Mette Boje Madsen**

Telefon: [29 42 73 03](tel:29%2042%2073%2003 "29 42 73 03") | Mail: mebla@lolland.dk
