Lolland Kommune har den 30. maj 2022 vedtaget ”Forslag til Lokalplan 360-143 for Erhverv og offentligt formål, Kidnakken i Maribo” med henblik på at sende forslaget i offentlig høring i 4 uger.
Lokalplanens indhold
Lolland Kommune ønsker med Lokalplan 360-143, at give mulighed for både erhverv og offentlige formål inden for det eksisterende erhvervsområde Kidnakken i Maribo.
Baggrunden for lokalplanen er, at distriktspsykiatrien i Region Sjælland ønsker at flytte ud på Kidnakken. Distriktspsykiatrien er offentligt formål og kan derfor ikke kan rummes inden for den gældende erhvervslokalplan for området. Området er dog omfattet af Kommuneplanramme 363-1.E.2, som giver mulighed for både erhverv og offentligt formål. Ønsket er dermed i overensstemmelse med kommunens overordnede planlægning.
Den nye lokalplan tager udgangspunkt i de erhvervsmuligheder, der er i den eksisterende plan, og giver derfor fortsat mulighed for erhverv i klasse 3-6 som i dag; det vil sige kontor- og servicevirksomhed, og industri-, lager-, værksteds- og engrosvirksomheder. Men samtidig giver den også mulighed for visse former for offentligt formål. Dog ikke kulturinstitutioner, undervisning (folkeskoleniveau), dag- eller døgninstitutioner, eller andre offentlige formål, der vil medføre ændringer i forholdene for det eksisterende erhverv.
Inden for området danner de gamle sukkerfabriksbygninger et udpeget værdifuldt kulturmiljø. Dette er indarbejdet i planen, ved bl.a. udpegning af en bevaringsværdig bygning, belægningselementer og fastsættelse af materialevalg i dele af området.
Hvor kan jeg se planen?
Forslag til Lokalplan 360-143 med bilag kan downloades som PDF her eller kan ses på kommunens biblioteker.
Høringsfrist
Eventuelle bemærkninger og indsigelser til planforslaget kan sendes på mail planerogkort@lolland.dk eller pr. post til Lolland Kommune, Teknik- og Miljømyndighed, Fruegade 7, 4970 Rødby, senest den 29. juni 2022.
Yderlige oplysninger kan fås ved kontakt til Katja Vestergaard Nielsen på telefon 54676429 eller mail til planerogkort@lolland.dk.
Midlertidige retsvirkninger af lokalplanforslaget
Fremlæggelsen af forslaget til lokalplan for offentligheden medfører et midlertidigt forbud mod enhver bebyggelse, udstykning, nedrivning og ændret anvendelse af ejendommene i lokalplanområdet, der vil kunne foregribe indholdet af den endelige plan. En eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte uændret. Disse midlertidige retsvirkninger gælder, indtil der er vedtaget og offentliggjort en endelig lokalplan, dog højst et år efter lokalplanforslagets offentliggørelse.
Miljøvurdering
Lolland Kommune har truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af Forslag til Lokalplan 360-143, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), idet planen omhandler ændringer af en eksisterende plan, og vurderes ikke at danne grundlag for anlæg, der medfører en væsentlig påvirkning af miljøet.
Klagevejledning til beslutning om at der ikke foretages miljøvurdering
Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet ifølge miljøvurderingslovens § 48, stk. 1.
Klagefrist
Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Hvis afgørelsen offentliggøres, regnes klagefristen dog altid fra offentliggørelsesdatoen. Udløber fristen på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Hvem er klageberettigede
Klageberettigede er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Sådan klager man
Man klager via klageportalen, som man finder via Nævnenes Hus. Man logger på klageportalen med Nem-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Lolland Kommune via klageportalen.
Når man klager, skal man betale et klagegebyr. Gebyret er på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I klageportalen sendes klagen automatisk først til Lolland Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet. Man får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser klagen, hvis man sender den uden om klageportalen, medmindre man forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet, som afgør, om man kan fritages for at bruge klageportalen.
Opsættende virkning
Ifølge Bek. nr. 130 af 28. januar 2017 § 5 har en klage over denne afgørelse ikke opsættende virkning. Planklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde.
Civilt søgsmål
Hvis afgørelsen ønskes prøvet ved domstolen, skal søgsmål være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.