---
title: "Tilladelse efter vandløbsloven § 48 - ny udløbsledning ved Næsby Strand"
description: "Tilladelse"
date: "2026-05-07"
created: "2026-05-07"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Politik](https://www.lolland.dk/politik)

                    [Høringer og meddelelser](https://www.lolland.dk/politik/hoeringer-og-meddelelser)

                [Tilladelse efter vandløbsloven § 48 - ny udløbsledning ved Næsby Strand](https://www.lolland.dk/politik/hoeringer-og-meddelelser/tilladelse-efter-vandloebsloven-48-ny-udloebsledning-ved-naesby-strand)

# Tilladelse efter vandløbsloven § 48 - ny udløbsledning ved Næsby Strand

Lolland Kommune meddeler hermed, i henhold til vandløbslovens § 48, tilladelse til, at Lolland Forsyning etablerer en ny udløbsledning ved Næsby Strand fra eksisterende klapbygværk til vandkanten samt fjerner den eksisterende udløbsledning, som beskrevet i ansøgningsmaterialet.

Tilladelsen meddeles på baggrund af indsendt ansøgning og projektbeskrivelse, som har været i offentlig høring uden indkomne bemærkninger.

## Projektets placering

Projektet er beliggende ved Næsby Strand, i den sydvestlige del af Lolland, og berører matrikel

14b Næsby By, Vestenskov.

Projektet vedrører afvanding fra kvl 22 Rudbjerg.

![Oversigtskort med markering af udløbsledningen](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/5542c6b4-99c6-41bc-faca-08deabe5130d?width=800)

*Figur 1 Oversigtskort over udløb*

## Projektbeskrivelse

Projektet omfatter følgende hovedelementer:

- Etablering af ny udløbsledning i PE Ø800 fra eksisterende klapbygværk til vandkanten.
- Udløbet etableres med direkte udledning i vandkanten.
- Montering af kontraklap med “graveklap”-funktion på en specialdesignet frontmur, der kan spule sig fri ved sandtilstopning.
- Etablering af lokal stensætning med sten på ca. 670 kg for at beskytte frontmur og forebygge erosion foran udløbet.
- Fjernelse af eksisterende Ø700 betonledning, ca. 125 m, ved opgravning fra land og pram.
- Tilslutninger ved klapbygværk og frontmur etableres ved hultagning, armering og sammenstøbning.

Baggrunden for projektet er konstaterede tilbagevendende overløb fra klapbrønden ved Næsby Strand som følge af en tilstoppet eksisterende udløbsledning. Overløbene medfører erosion af dige, strand og strandkant.

## Høring ****

Kystdirektoratet har i deres høringssvar oplyst, at de ikke har bemærkninger til tiltagene på søterritoriet. Det bemærkes, at eventuelle synlige anlæg på land vil kræve dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 (strandbeskyttelseslinjen). Midlertidige terrænændringer i forbindelse med fjernelse og etablering af rør er dog ikke dispensationskrævende, forudsat at terrænet retableres umiddelbart efter afsluttet anlægsarbejde.

Projektet har været i offentlig høring i 4 uger i henhold til §§ 14 og 15 i bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016 om vandløbsregulering og -restaurering m.v.

- Høringsperiode: 16. marts 2026 – 13. april 2026
- Høringen blev offentliggjort på Lolland Kommunes hjemmeside.
- Der er ikke indkommet høringssvar eller indsigelser.

## Lolland Kommunes vurdering

Lolland Kommune vurderer, at:

- Projektet er nødvendigt for at sikre en driftssikker afledning af overfladevand.
- Den nye udløbsløsning vil reducere risikoen for erosion af kyst, strand og dige.
- Projektet ikke medfører væsentlige negative påvirkninger af vandløbsmæssige eller miljømæssige forhold.
- Der ikke er fremkommet indsigelser, som giver anledning til ændringer i det ansøgte projekt.

På denne baggrund kan projektet tillades efter vandløbslovens § 48.

## Vilkår for tilladelsen

Tilladelsen meddeles på følgende vilkår:

1. Projektet skal udføres i overensstemmelse med det ansøgte og det i sagen beskrevne projekt.
2. Arbejdet må ikke påbegyndes, før eventuelle øvrige fornødne tilladelser efter anden lovgivning er opnået.
3. Eventuelle skader på dige, strand eller omkringliggende arealer som følge af anlægsarbejdet skal udbedres af Lolland Forsyning.
4. Drift og vedligehold af den nye udløbsledning overgår efter nærmere aftale til Lolland Kommune.
5. Lolland Kommune skal orienteres, når anlægsarbejdet er afsluttet.

## Klagevejledning

Denne afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageberettigede efter vandløbsloven (kapitel 16):

- Afgørelsens adressat
- Enhver, der må antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald

Der kan alene klages over retlige spørgsmål. Miljø- og Fødevareklagenævnet afgør, om klagen vedrører retlige spørgsmål. [Klage skal indgives via Klageportalen, som findes via Nævnenes Hus (naevneneshus.dk)](https://naevneneshus.dk/naevnsoversigt/miljoe-og-foedevareklagenaevnet/ "Klage skal indgives via Klageportalen, som findes via Nævnenes Hus (naevneneshus.dk)")

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Når klagen er indgivet, vurderer Lolland Kommune, om klagen giver anledning til at ændre afgørelsen. Hvis afgørelsen fastholdes, videresendes sagens oplysninger til Miljø-og Fødevareklagenævnet.

Det er en forudsætning for behandling af klagen, at der indbetales et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer via Klageportalen. Hvis klager får helt eller delvist medhold, tilbagebetales gebyret.

Hvis du mener, at du kan fritages for at anvende Klageportalen, skal du kontakte Lolland Kommune. Det er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgør, om fritagelse kan gives.

Efter § 82 i vandløbsloven har en klage over denne afgørelse opsættende virkning, medmindre klagenævnet bestemmer andet.

Klagefristen udløber 4 uger efter offentliggørelsen.

## Yderligere information

For yderligere information kan der rettes henvendelse til sagsbehandler Søren Bach på mail: sokab@lolland.dk eller tlf. [54 67 64 04](tel:54%2067%2064%2004 "54 67 64 04")

## Kontakt

### Natur, Vand og Klima

                                Teknik- og Miljømyndighed

                                        Søndre

                                        Boulevard 84, 4930 Maribo

                                vandogklima@lolland.dk

### Ring til os

[54 67 64 80](tel:54%2067%2064%2080)

### Skriv til os

[Send sikker post til Teknik- og Miljømyndighed (borger.dk)](https://post.borger.dk/send/f36a5f17-de53-41b2-af4f-212946af238c/1f98db7d-d752-415b-84de-bc218bf24a6f/)

### Bemærk

                            Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.
