---
title: "Høring om ændring af skolestruktur"
description: "Høring"
date: "2026-10-09"
created: "2026-10-09"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Politik](https://www.lolland.dk/politik)

                    [Høringer og meddelelser](https://www.lolland.dk/politik/hoeringer-og-meddelelser)

                [Høring om ændring af skolestruktur](https://www.lolland.dk/politik/hoeringer-og-meddelelser/hoering-om-aendring-af-skolestruktur)

# Høring om ændring af skolestruktur

Med budgetaftalen for 2027 er der lagt op til at nedlægge de to skoletilbud i henholdsvis Østofte og Søllested landsbyordninger, mens Byskolen og Stormarkskolen i Nakskov lægges sammen til en samlet skole. Forslaget er nu i høring frem til den 4. december.

                            [Indsend høringssvar til ændring af skolestruktur (login med MitID)](https://lolland.xflow.dk/lolland/Login/LoginMitId?returnUrl=/lolland/Opret/9d245c7a87354)

                            [Se referatet fra byrådsmødet den 8. oktober - punkt 5](https://dagsordener.lolland.dk/vis?id=0a3432a5-2d81-4afa-b635-5bbd3754420c&amp;punktid=919991ad-2e89-460a-910f-870172b9294d)

Byrådet har den 8. oktober vedtaget et budget for 2027. Som et led heri er det aftalt at gennemføre store dele af 7 budgetpakker, hvoraf budgetpakke nummer 1 blandt andet indebærer en ændring af skolestrukturen i Lolland Kommune.

På den baggrund sendes følgende forslag nu i høring:

- **Østofte Landsbyordning:** Skolen nedlægges som selvstændig folkeskole. Eleverne vil i stedet komme til at gå i skole i Maribo. Dagtilbuddet i Østofte fortsætter og udvides med skovbørnehave og vuggestue.
- **Søllested Landsbyordning:** Skolen nedlægges som selvstændig folkeskole. Eleverne vil i stedet komme til at gå i skole i Nakskov. Dagtilbuddet i Søllested fortsætter med børnehave og vuggestue.
- **Byskolen og Stormarkskolen i Nakskov:** De to skoler nedlægges som to selvstændige skoler, men oprettes på ny som én skole med egen ledelse og bestyrelse. Den samlede skole vil herefter også modtage elever fra Søllested Skole.
- **Maribo Skole:** Maribo Skole udvides med eleverne fra Østofte Skole.

## Ændring af skoledistrikter

Med forslaget ændres også skoledistrikterne.

Skoledistriktet for Østofte Landsbyordning lægges sammen med Maribo Skoles skoledistrikt, mens skoledistrikterne for Søllested Landsbyordning, Byskolen og Stormarkskolen lægges sammen til et nyt skoledistrikt.

Desuden vil Askø fremadrettet høre til Nakskov skoledistrikt set i lyset af, at færgen nu lægger til i Kragenæs og ikke i Bandholm. Der er aktuelt ingen skoleelever på Askø.

Fremover vil der således være tre skoledistrikter i Lolland Kommune: Maribo skoledistrikt, Rødby skoledistrikt og Nakskov skoledistrikt.

## Det samlede skoletilbud

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det samlede skolevæsen i Lolland Kommune fremover bestå af:

- Maribo Skole: Faseopdelt på to afdelinger med elever fra 0. til 10. klasse.
- Rødby Skole: Elever fra 0. til 9. klasse.
- Nakskov Skole: Faseopdelt på to afdelinger med elever fra 0. til 10. klasse.
- Lolland Internationale Skole: Elever fra 0. til 9. klasse.
- Specialskolen Lolland.
- Ungdomsskolen.

## Høringsfrist

Ændringerne er i høring i 8 uger, hvor der kan indsendes indsigelser og bemærkninger til forslagene.

**Høringssvar skal være Skole og Dagtilbud i hænde senest den 4. december kl. 12:00.**

[Indsend høringssvar til ændring af skolestruktur (login med MitID)](https://lolland.xflow.dk/lolland/Login/LoginMitId?returnUrl=/lolland/Opret/9d245c7a87354 "Indsend høringssvar til ændring af skolestruktur (login med MitID)")

### Har du svært ved det digitale?

Er du fritaget for digital post, kan du indsende dit høringssvar til: Skole og Dagtilbud, Jernbanegade 7, 4930 Maribo - Att. Høringssvar til ændring af skolestruktur.

## Den videre proces

Byrådet behandler de indkomne høringssvar på deres møde den 17. december 2026.

Hvis der ikke er kommet indsigelser mod forslaget, kan byrådet træffe en endelig beslutning allerede denne dag. Er der kommet indsigelser, skal der gå minimum 4 uger efter, at høringen er slut, før byrådet kan træffe beslutning om at nedlægge skoler.

Byrådet ventes at træffe en endelig beslutning senest den 1. marts 2027.

## Kontakt

### Skole og Dagtilbud

                                Jernbanegade 7, 4930 Maribo

                                skoleogdagtilbudofficiel@lolland.dk

### Ring til os

[54 67 67 67](tel:54%2067%2067%2067)

### Skriv til os

[Send sikker post til Skole og Dagtilbud (borger.dk)](https://post.borger.dk/send/f36a5f17-de53-41b2-af4f-212946af238c/06689757-aa15-4e92-918a-54c06171e211/)

### Bemærk

                            Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.

### Når du ringer

Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.
