---
title: "Turbåden Anemonen er klar til to nye sæsoner"
description: "Ny forpagtningsaftale er på plads. Fra 1. maj overtager Niels Skadborg og Christian Pedersen ansvaret for at drive turbåden Anemonen med rundture og chartreture i Naturpark Maribosøerne – nærmere bestemt på Søndersø centralt i Maribo."
date: "2025-10-16"
created: "2025-10-16"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.lolland.dk/om-kommunen)

                    [Presse og kommunikation](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation)

                    [Pressemeddelelser](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser)

                [Turbåden Anemonen er klar til to nye sæsoner](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser/turbaaden-anemonen-er-klar-til-to-nye-saesoner)

# Turbåden Anemonen er klar til to nye sæsoner

Pressemeddelelse udsendt af Lolland Kommune 22-04-2025

Ny forpagtningsaftale er på plads. Fra 1. maj overtager Niels Skadborg og Christian Pedersen ansvaret for at drive turbåden Anemonen med rundture og chartreture i Naturpark Maribosøerne – nærmere bestemt på Søndersø centralt i Maribo.

Solen skinner, og foråret er kommet. Det betyder masser af gæster i Naturpark
Maribosøerne, og med en ny forpagtningsaftale er turbåden Anemonen klar til igen at stævne
ud på søen ved Maribo, så områdets mange besøgende fortsat kan opleve både by og natur,
også fra vandsiden.

De nye forpagtere er Niels Skadborg fra Maribo og Christian Pedersen fra Næstved. Aftalen
løber i foreløbig to år og indebærer, at turbåden Anemonen fortsat vil sejle med både nonstop rundture på søen og chartrede ture, hvor man kan leje båden til et lukket arrangement. Niels Skadborg er uddannet skibsfører, har en lang karriere som kaptajn i bagagen og har i
forvejen sejlet med Anemonen i en længere årrække:

”For mig er det en hobby mere end et job. Jeg nyder at komme ud på vandet, opleve vores
flotte natur og samtidig være med til at markedsføre området og vise andre lidt af alt det,
vores naturpark har at byde på. Hver eneste gang en gæst bliver overrasket og får øje på
stedets kvaliteter, er det en god oplevelse for mig at stå ved roret”.

Christian Pedersen er enig:

"Jeg ser frem til at give Anemonens gæster endnu flere flotte naturoplevelser fra søsiden og
glæder mig over at skulle arbejde i så smukke omgivelser."

Christian er også uddannet skibsfører, og har tidligere sejlet store skibe på langfart. Han er til
daglig ansat som skibsfører i Lolland Kommune, hvor han sejler på ruterne til Askø, Femø og
Fejø.

##
En unik oplevelse

I Lolland Kommune glæder borgmester Holger Schou Rasmussen sig over den nye
forpagtningsaftale:

”Turbåden Anemonen er et fantastisk tilbud til de mange, der hvert år lægger vejen forbi
Maribo og Maribosøerne. Vi er derfor glade for, at det nu er lykkedes at få en ny
forpagtningsaftale på plads, og vi glæder os til samarbejdet med Niels Skadborg og Christian
Pedersen”.

Han lægger vægt på, at turbåden spiller godt sammen med områdets øvrige attraktioner:

”Anemonen har hvert år op mod 7.000 gæster. Fra både nær og fjern. Det kan være alt fra
fuglefotografer og naturelskere til den lokale forening, virksomhed eller børnefamilie, der
tager på tur til Maribo. F.eks. for at besøge butikker og restauranter, gå en tur i Domkirken
eller opleve skovtrolden for så at slutte dagen af på vandet. Der er mange muligheder, og det
er derfor meget positivt, at vi nu kan sikre, at Anemonen også i de kommende år vil være en
del af byens sommertilbud”.

## Tæt på en gåsegrib

Naturpark Maribosøerne er kendt for et rigt dyre- og planteliv. Endda i særklasse. Niels
Skadborg fortæller:

”Når man tager på tur med Anemonen, kan man komme helt tæt på områdets fantastiske
natur. Er man heldig, kan få et glimt af både havørne og fiskeørne, og sidste år havde vi sågar
besøg af en gåsegrib. Det er en af Europas største fugle med et vingefang på op mod 3
meter. Den lever normalt langt mod syd, så det var en stor oplevelse at se den lokalt i
Maribo”.

Skulle ørne og gribbe svigte, er der mange andre spændende fuglearter i området. F.eks. de
hvide sølvhejrer, som er lette at få øje på, masser af grågæs, taffelænder og alle fire danske
arter af lappedykkere. Desuden er Maribosøerne det eneste sted i Danmark, hvor den
sjældne rødhovedet and yngler fast.

### Mere information?

Turbåden Anemonen sejler fra maj til september. Den afgår (som udgangspunkt) fra broen
ved Maribo Domkirke, og turen tager lidt over en time. Der er plads til 60 personer, hvoraf 48
kan sidde i tørvejr.

[Se mere info på Anemonens hjemmeside.](https://turbaadenanemonen.dk/ "Se mere info på Anemonens hjemmeside.")

Der er desuden mere info om Naturpark Maribo på: [Naturpark Maribosøerne.](https://www.naturparkmaribo.dk/ "Naturpark Maribosøerne.")

## Kontakter

### Niels Skadborg

Skibsfører og forpagter
Turbåden Anemonen

Telefon: [26 73 95 50](tel:26%2073%2095%2050 "26 73 95 50")

Mail: nielsskadborg@gmail.com

* * *

### Holger Schou Rasmussen

Borgmester, Lolland Kommune

Telefon: [23 24 91 80](tel:23%2024%2091%2080 "23 24 91 80")

            Del indhold
            Link kopieret

## Måske er du også interesseret i

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/kontakt-kommunikation

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/nyheder
