---
title: "Ny national industripark bør placeres i Rødbyhavn"
description: "Lolland og Guldborgsund Kommuner står sammen om at foreslå Rødbyhavn som ny national industripark. Det skal bidrage til at imødekomme nationale kapacitetsbehov og samtidig virke som en dynamo for ny vækst og udvikling på Lolland-Falster."
date: "2025-10-16"
created: "2025-10-16"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.lolland.dk/om-kommunen)

                    [Presse og kommunikation](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation)

                    [Pressemeddelelser](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser)

                [Ny national industripark bør placeres i Rødbyhavn](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser/ny-national-industripark-boer-placeres-i-roedbyhavn)

# Ny national industripark bør placeres i Rødbyhavn

Pressemeddelelse udsendt af Lolland Kommune 08-04-2025

Lolland og Guldborgsund Kommuner står sammen om at foreslå Rødbyhavn som ny national industripark. Det skal bidrage til at imødekomme nationale kapacitetsbehov og samtidig virke som en dynamo for ny vækst og udvikling på Lolland-Falster.

Regeringen har i efteråret 2024 fremlagt en ny erhvervsstrategi. Som et led heri skal der udpeges
fem nye industriparker i Danmark, der skal sikre gode rammevilkår og konkurrencebetingelser for
produktionsvirksomheder og tung industri. Netop nu har alle kommuner mulighed for at komme i
betragtning.

Lolland Kommune vil på den baggrund søge om at få en national industripark ved Rødbyhavn.
Nærmere bestemt i det areal, der rummer Femernbyggeriets tunnelelementfabrik, den tilhørende
arbejdshavn og de bagvedliggende arealer mod nord, i retning mod den nye station. I alt 780
hektar.

Borgmester Holger Schou Rasmussen fortæller: ”Om få år er Femernbyggeriet i mål. Så har vi et stort industriområde med Danmarks
fjerdestørste arbejdshavn og en af verdens største betonfabrikker, der kan tages i brug til nye
formål. Vel at mærke i et område, hvor der er højt til loftet, god plads til udvide og let adgang til
både jernbane og motorvej. Plus en attraktiv beliggenhed midt på den store transportkorridor til
Centraleuropa. Det finder man næppe andre steder, og Rødbyhavn er dermed et oplagt valg”.

I Guldborgsund Kommune har man valgt at bakke op om Lolland Kommunes ansøgning.
Borgmester Simon Hansen lægger vægt på, at en national industripark i Rødbyhavn vil komme til
at virke som et vækstlokomotiv for en større geografi:

”En industripark på Lolland kan få afgørende betydning for hele vores region. Det vil være med til
at tiltrække nye virksomheder, skabe ekstra arbejdspladser og smitte positivt af på det meste; fra
beskæftigelse, arbejdsmarked og erhvervsudvikling til bosætning og hverdagsliv. Et nyt industrielt
kraftcenter i Rødbyhavn vil dermed ikke blot bidrage til at løse en national kapacitetsudfordring,
det vil også virke som en dynamo for ny vækst og udvikling lokalt og regionalt”.

## Interessen er stor

Mange har allerede fået øje på områdets potentiale. Der er stor interesse fra både
interesseorganisationer, nationale og internationale virksomheder, og der er på forhånd
gennemført markedsdialog med et større antal relevante virksomheder. Blandt andet inden for
den grønne omstilling:

”Verden stiller nye krav, og der er store opgaver, der skal løses. F.eks. når det handler om grøn
energi og produktion af de mange gigantiske vindmøller, der skal sættes op i Østersøen og
Nordsøen. Her er det en stor fordel, at man i Rødbyhavn har direkte adgang til havet, så man
f.eks. kan undgå, at de store vinger skal transporteres på land”, forklarer Holger Schou
Rasmussen og påpeger, at Lolland Kommune i forvejen har en styrkeposition indenfor grøn
energi.

En national industripark i Rødbyhavn kan desuden tænkes ind i en større national og
international kontekst:
”Der er behov for ekstra havne- og industrikapacitet i Danmark og Europa. F.eks. til brug for nye
infrastrukturprojekter eller som et led i den nye forsvarssituation, som vi er nødt til at forholde
os til. Det haster, og det er oplagt at bruge den fabrik, der allerede er opført. Ved at vælge
Rødbyhavn kan man derfor både imødekomme nationale og internationale behov, og samtidig
sikre en bæredygtig landdistriktsudvikling, der hverken kræver store udgifter eller er afhængig af
offentlige tilskud”, forklarer Holger Schou Rasmussen.

##
En investering i fremtiden

Hvis Rødbyhavn bliver udpeget som ny national industripark, er det en forudsætning, at man
lokalt er klar til at investere i områdets langsigtede udvikling. Både økonomisk og administrativt.
F.eks. i forhold til arealopkøb, byggemodning, erstatning til grundejere, infrastruktur,
myndighedsarbejde og indsatser, der kan sikre en hurtig og smidig sagsbehandling. En opgave,
Lolland Kommune skal være klar til at løfte:

”Det er en stor og visionær plan, og intet kommer af sig selv. Det vil kræve en ekstra indsats, men
det vil være en klog og vigtig investering i vores fælles fremtid”, fastslår Holger Schou Rasmussen,
og lægger vægt på, at de mange ekstra arbejdspladser kan være med til at tiltrække nye borgere.
Ikke blot fra Danmark, men også fra en international kontekst.

Et perspektiv Simon Hansen bakker op om:

”Med flere tusind ekstra arbejdspladser på Lolland-Falster, er det oplagt, at flere vil se mod vores
geografi, også når der skal vælges bopæl. Vi har dermed en unik mulighed for grundlæggende at
ændre egnens strukturelle vilkår”.

##
Mere info

Regeringen ventes at udpege de fem nationale industriparker inden udgangen af 2025. Sidste frist
for at indsende ansøgninger er den 15. maj.

Lolland Kommunes ansøgning vil blive behandlet i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 22. april
2025.

I Guldborgsund Kommune er sagen behandlet i Økonomiudvalget mandag den 7. april. Se sag
nummer 77 her: [Økonomiudvalget - Guldborgsund Kommune.](https://dagsordener.guldborgsund.dk/vis?Dagsorden-Oekonomiudvalget-d.07-04-2025-kl.10.00&amp;id=120c97e8-35fd-410a-9a68-b1b0a649e01a "Økonomiudvalget - Guldborgsund Kommune.")

Se desuden mere info og en kort præsentationsfilm om området på Business Lolland-Falsters
hjemmeside: [Industripark ved Rødbyhavn | Business Lolland-Falster](https://businesslf.dk/industripark-ved-roedbyhavn/ "Industripark ved Rødbyhavn | Business Lolland-Falster")

Samme sted kan man finde oversigtskort mm.

### Et par fakta

- Ansøgningen dækker et areal på 780 hektar. Herunder Femernbyggeriets nuværende
tunnelelementfabrik på mere end 200 hektar.
- Arealet er afsat som erhvervsramme i Lolland Kommunes forslag til en ny kommuneplan,
der ventes vedtaget medio 2025.
- Der ansøges om hele arealet med mulighed for at opdele det i tre faser. Dermed kan det
udvikles løbende i takt med, at behov og efterspørgsel stiger.
- Der er reserveret delområder til statslige infrastrukturprojekter, men der er samtidig
mulighed for, at der også kan udvikles kommercielle aktiviteter.
- Der vil blive taget højde for beskyttet natur. Et naturerstatningsareal for det naturområde,
der er planlagt i forbindelse med tunnelelementfabrikken, vil blive udpeget.

## Kontakter

### Holger Schou Rasmussen

Borgmester, Lolland Kommune

Telefon: [23 24 91 80](tel:23%2024%2091%2080 "23 24 91 80")

* * *

### Simon Hansen

Borgmester, Guldborgsund Kommune

Telefon: [25 18 18 16](tel:25%2018%2018%2016 "25 18 18 16")

Mail: siha@guldborgsund.dk

            Del indhold
            Link kopieret

## Måske er du også interesseret i

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/kontakt-kommunikation

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/nyheder
