---
title: "Naturskolen åbner dørene og ny sansesti"
description: "Over de seneste år har Naturskolen ved Maribo gennemgået en omfattende forvandling både indendørs og ude i det smukke naturområde ved søen. Nu står stedet klar med en række nye faciliteter og oplevelser for alle."
date: "2025-10-17"
created: "2025-10-17"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.lolland.dk/om-kommunen)

                    [Presse og kommunikation](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation)

                    [Pressemeddelelser](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser)

                [Naturskolen åbner dørene og ny sansesti](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser/naturskolen-aabner-doerene-og-ny-sansesti)

# Naturskolen åbner dørene og ny sansesti

Pressemeddelelse udsendt af Lolland Kommune 19-08-2025

Over de seneste år har Naturskolen ved Maribo gennemgået en omfattende forvandling både indendørs og ude i det smukke naturområde ved søen. Nu står stedet klar med en række nye faciliteter og oplevelser for alle. Det bliver markeret mandag den 1. september kl. 10-16 med åbningen af Naturskolens nyeste tiltag, en sansesti fyldt med overraskelser, og åbent hus for alle interesserede.

Formand for Fritids-, Kultur- og og Folkesundhedsudvalget Martin Boesen ser frem til at
klippe snoren til sansestien kl. 10.00 sammen med børn fra Bandholm Børnehus.

"Det bliver en stor fornøjelse officielt at åbne sansestien på Naturskolen, og jeg glæder mig
til at se, hvordan både børn og voksne vil tage den til sig. Jeg nyder selv Naturskolen og dens
smukke omgivelser, som allerede flittigt bliver brugt til fiskeri, fuglekiggeri, ture og
hyggestunder med kaffe ved Søndersø. Med sansestien tilbyder vi nu endnu en mulighed for
at opleve naturens mange små detaljer, og jeg er sikker på, at den kommer til at vække
begejstring hos både lokale og andre besøgende," siger Martin Boesen.

Sansestien snor sig 200 meter gennem et varieret terræn med væltede træer, krogede grene,
udsigtspunkter og små overraskelser som offermosen med kranier og knogler. Årstiderne
sætter deres præg på oplevelsen, fra fuglesang om foråret til de bare træer om vinteren.
Langs stien er der bænke til at nyde roen, og stien er altid under udvikling. De første gæster
har kaldt den sjov, god og spændende, og nogle mener endda, at det er det bedste sted på
hele Naturskolen.

## En naturskole i topform

Foruden sansestien kan besøgende på Naturskolen opleve flere nye faciliteter, der gør
opholdet endnu mere indbydende. Naturskolen har fået jordvarme, så bygningerne nu kan
bruges året rundt. Indendørs er formidlingen opdateret, så besøget byder på små fortællinger
og viden overalt. Udenfor er der kommet en stor bålhytte, flere sheltere, en offentlig
bålplads, en udkigsplatform, et fugleskjul, en kajakbro og imponerende træskulpturer af
havørne, en odder og en frø.

”Vi synes selv, at Naturskolen er blevet virkelig hyggelig, og jeg kan varmt anbefale alle at
komme og få øjnene op for de mange muligheder her,” siger naturvejleder Klaus Bek Nielsen.
”Mange tror, at Naturskolen kun er for skoler, daginstitutioner og andre grupper, men den kan
bruges af alle. Også i den kolde årstid takket være den nyetablerede jordvarme. Det kan for
eksempel være voksenundervisning, foreninger eller virksomheder, der vil lave kurser eller
workshops med fokus på naturen i grønne omgivelser.”

## Nye formidlingstilbud

På Naturskolens område er der opsat mange nye informations- og formidlingsskilte, og der
er udviklet flere nye undervisningsforløb. Blandt andet det særlige tilbud "Fugleundervisning
gennem lege" for dagtilbud og indskoling.

Seneste tiltag er "Åben Onsdag", der starter den 3. september. Hver onsdag frem til 1.
november vil naturvejlederen være til stede i undervisningslokalet kl. 10–15. Her kan alle
besøgende få rådgivning om naturrelaterede spørgsmål. Det kan for eksempel handle om
bestemmelse af dyr og planter. Daginstitutioner og skoleklasser er også velkomne til at låne
aktivitetsudstyr og gå på opdagelse på Naturskolens 8 ha store område. Der tilbydes ikke
decideret undervisning, men et godt råd eller to er helt gratis.

##
Åbent hus hele dagen

Naturskolen holder åbent hus mandag den 1. september fra kl. 10-16 med kaffe, kage og
saftevand. Alle, også pressen, er velkomne til at kigge forbi og opleve både sansestien og de
mange andre nye tiltag.

Sansestien er gratis at benytte, og den er åben hele året. Du finder starten ved at gå til højre
forbi bålhytten og ned mod søen.

[Du kan læse mere om Naturskolen og om muligheden for at leje den på www.lolland.dk/naturskolen](https://www.lolland.dk/MOLIRIPAGE/416f650a-e336-48e5-b726-08aae68b9592 "Du kan læse mere om Naturskolen og om muligheden for at leje den på www.lolland.dk/naturskolen")

## Kontakter

### Martin Boesen

Formand for Fritids-, Kultur- og Folkesundhedsudvalget
Lolland Kommune

Telefon: [20 42 51 71](tel:20%2042%2051%2071 "20 42 51 71")

* * *

### Klaus Bek Nielsen

Naturvejleder
Lolland Kommune

Telefon: [20 28 27 32](tel:20%2028%2027%2032 "20 28 27 32")

Mail: klbni@lolland.dk

            Del indhold
            Link kopieret

## Måske er du også interesseret i

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/kontakt-kommunikation

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/nyheder
