---
title: "Kjær & Lassen vinder hovedentreprisen på Havnebygningen i Nakskov"
description: "Efter en udbudsrunde med fire bydende virksomheder er entreprenørfirmaet Kjær & Lassen blevet valgt som hovedentreprenør på renoveringen af Havnebygningen i Nakskov."
date: "2025-10-16"
created: "2025-10-16"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.lolland.dk/om-kommunen)

                    [Presse og kommunikation](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation)

                    [Pressemeddelelser](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser)

                [Kjær & Lassen vinder hovedentreprisen på Havnebygningen i Nakskov](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser/kjaer-lassen-vinder-hovedentreprisen-paa-havnebygningen-i-nakskov)

# Kjær & Lassen vinder hovedentreprisen på Havnebygningen i Nakskov

Pressemeddelelse udsendt af Lolland Kommune 10-04-2025

Efter en udbudsrunde med fire bydende virksomheder er entreprenørfirmaet Kjær & Lassen blevet valgt som hovedentreprenør på renoveringen af Havnebygningen i Nakskov. Der er givet en tilbudssum på 25,77 millioner kroner, og projektet realiseres som en del af Nakskov 2030-initiativet med støtte fra A.P. Møller Fonden, der har bidraget med godt 50 millioner kroner til renoveringen af Havnebygningen og Honnørkaj.

## En vigtig milepæl i Nakskovs udvikling

Havnebygningen er en arkitektonisk perle, der gennem en omhyggelig balance mellem bevaring
og transformation vil få nyt liv. Projektet er skabt med respekt for bygningens historie og dens
rolle i Nakskovs havnemiljø.

"At vi nu har fundet en hovedentreprenør, er en væsentlig milepæl i projektet. Det bringer os et
stort skridt nærmere at omdanne Havnebygningen til et levende samlingspunkt for både lokale
og besøgende," siger Henrik Madsen, leder af Nakskov 2030.

Kjær & Lassen blev valgt som hovedentreprenør efter en skarp udbudsrunde med fire bydende
virksomheder. Valget faldt på Kjær & Lassen på baggrund af en samlet vurdering, hvor både pris
og kvalitative kriterier spillede en afgørende rolle. Virksomheden blev vurderet som den bedste
kombination af økonomisk konkurrencedygtighed og høj faglig kvalitet. De har mange års erfaring
med restaurering af fredede og bevaringsværdige bygninger og evner at håndtere komplekse
byggeprocesser med respekt for den eksisterende arkitektur.

Den gennemgribende renovering vil omfatte restaurering af facaden samt en tilpasning af
bygningens indre til de nye anvendelser. Renoveringen sker med afsæt i et arkitektonisk princip,
hvor bygningens "DNA" respekteres, samtidig med at nye elementer indføjes, så de skaber en
naturlig forbindelse mellem fortid og nutid.

## Byggeprocessen begynder i maj 2025

Arbejdet med renoveringen af Havnebygningen starter i maj 2025, og bygningen forventes at stå
klar til åbning i sommeren 2026. I byggeperioden vil området omkring Havnebygningen være
afspærret for at sikre en effektiv og sikker byggeproces. Entreprenøren vil arbejde tæt sammen
med bygherre og rådgivere for at sikre, at projektet realiseres sikkert og effektivt i
overensstemmelse med visionerne for Havnebygningen.
Projektet er baseret på vinderforslaget Alle Tiders Havn, tegnet af ERIK BRANDT DAM arkitekter
ApS i samarbejde med Lenschow & Pihlmann og professor Martin Zerlang. Forslaget blev valgt for
sin evne til at fremhæve Nakskovs og Havnebygningens særlige kvaliteter og skabe en naturlig
sammenhæng mellem by og havn.

## En fremtidig kultur- og oplevelsesdestination

Renoveringen af Havnebygningen og Honnørkaj er en hjørnesten i Nakskov 2030's ambition om at
styrke byens sammenhæng mellem havn og bymidte og at skabe attraktive rammer for både
borgere og besøgende. Projektet er gjort muligt takket være donationen fra A.P. Møller Fonden.
Denne støtte sikrer, at transformationen af Havnebygningen kan ske med respekt for dens
arkitektoniske og historiske værdi, samtidig med at der skabes en ny, dynamisk anvendelse for
fremtiden.

Når den renoverede Havnebygning står færdig, vil den blandt andet rumme:

- Et besøgscenter med information om oplevelser, shopping og gastronomi.
- En udstilling om Nakskovs by- og fjordhistorie.
- En café og restaurant.
- Et mødested for foreninger og frivillige.

Med sin placering ved havnefronten vil bygningen blive et ikonisk samlingspunkt, hvor byens
borgere og besøgende kan mødes og opleve Nakskovs maritime arv i moderne rammer.

##
Honnørkaj følger efter

Som en del af det samlede projekt bliver Honnørkajen foran Havnebygningen også renoveret. Den
del af projektet er under endelig projektering og forventes sendt i udbud i foråret 2025.
Honnørkajen vil få et nyt, rekreativt udtryk, der understøtter forbindelsen mellem by og havn og
giver mulighed for ophold, aktiviteter og arrangementer.

### Fakta om Havnebygningen

Nakskov 2030 er et partnerskab mellem Realdania, A.P. Møller Fonden og Lolland Kommune om
at udvikle Nakskov. Visionen er at styrke Nakskov som en by med et attraktivt natur-, fritids- og
byliv, som stadig flere vælger at besøge og flytte til. Partnerne har til sammen afsat 150 mio.
kroner til initiativet. En central del af denne udvikling er renoveringen af Havnebygningen og
Honnørkajen – et projekt, der realiseres med støtte fra A.P. Møller Fonden.

Havnebygningen fra 1915 har gennem tiden fungeret som hovedkvarter for Nakskov Havn, men har
stået tom i en årrække. Med stor respekt for bygningens arkitektoniske og historiske værdi skal
den nu restaureres og omdannes til et levende mødested for byens borgere og besøgende. Det
rekreative potentiale i området udnyttes fuldt ud, og den fremtidige havneplads vil danne ramme
om café, restaurant og events.

### Fakta om Nakskov 2030

Initiativet Nakskov 2030 er et partnerskab mellem den filantropiske forening Realdania, A.P.
Møller Fonden og Lolland Kommune om at udvikle Nakskov. Et ambitiøst udviklingsprojekt der vil
sende den gamle købstad og levende industriby godt ind i fremtiden.

Partnerne har til sammen afsat 150 mio. kroner til initiativet.

Visionen er at styrke Nakskov som en by med et attraktivt natur-, fritids-og byliv, som stadig flere
vælger at besøge og flytte til. Med udgangspunkt i en fysisk udvikling af byen, skal Nakskov 2030
samle, engagere og understøtte en fælles udvikling af Nakskov –til glæde for borgere, besøgende,
erhvervsdrivende og hele Lolland.

Nakskov har unikke fordele og aktiver, der kan bruges som løftestang for ny udvikling. For
eksempel en enestående fjordnatur, en historisk bymidte og en rå og levende erhvervshavn.

Nakskov 2030 centrerer udviklingen tre steder: I bymidten, på havnen og omkring Hestehovedet
og fjorden. Her skal en række konkrete projekter tilsammen skabe bedre byrum og nye oplevelser
med udgangspunkt i områdets særlige kvaliteter: Den historiske bymidte, den rå industrihavn og
den trygge og rolige Nakskov Fjord.

## Kontakter

### Henrik Madsen

Leder, Nakskov 2030

Telefon: [24 82 90 88](tel:24%2082%2090%2088 "24 82 90 88")

            Del indhold
            Link kopieret

## Måske er du også interesseret i

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/kontakt-kommunikation

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/nyheder
