---
title: "Grøn Trepart uden grænser"
description: "Guldborgsund og Lolland kommuners samarbejde har igen båret frugt. Staten har netop meddelt tilsagn til at realisere et lavbundsprojekt på ca. 21,5 mio kr til et ca. 115 ha stort vådområdeprojekt i Vestermosen, som er beliggende hen over kommunegrænserne på det sydlige Lolland. Projektet er en del af Grøn Trepart."
date: "2026-04-09"
created: "2026-04-09"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.lolland.dk/om-kommunen)

                    [Presse og kommunikation](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation)

                    [Pressemeddelelser](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser)

                [Grøn Trepart uden grænser](https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser/groen-trepart-uden-graenser)

# Grøn Trepart uden grænser

Pressemeddelelse udsendt af Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune 09-04-2026

Guldborgsund og Lolland kommuners samarbejde har igen båret frugt. Staten har netop meddelt tilsagn til at realisere et lavbundsprojekt på ca. 21,5 mio kr til et ca. 115 ha stort vådområdeprojekt i Vestermosen, som er beliggende hen over kommunegrænserne på det sydlige Lolland. Projektet er en del af Grøn Trepart.

I samarbejde med 20 lodsejere og Guldborgsund samt Lolland Kommune har man igennem de sidste fem år samarbejdet om at finde muligheder for etablering af et projekt i området. Det er resultatet af dette arbejde, der nu har båret frugt.

”Vi er rigtig stolte af, at vi sammen er nået så langt i processen. Hvis projektet bliver en realitet, bliver det en kæmpe succes for naturen og miljøet,” udtaler borgmestrene Marie-Louise Brehm Nielsen, Lolland Kommune og Simon Hansen fra Guldborgsund Kommune samstemmende.

”Projektet, som lodsejerne har givet foreløbigt tilsagn til, bevirker, at arealerne i Vestermosen bliver en smule vådere, vandløbet, som løber igennem mosen, vil blive genslynget, og flere randarealer vil ikke blive dyrkbare længere – de udlægges til natur," udtaler Anita Pedersen, projektleder i Guldborgsund Kommune.

## Grøn Trepart

Med aftalen om Grøn Trepart mellem regeringen, landbruget, Danmarks Naturfredningsforening (DN) mv. er der lagt op til den største forandring af landskabet i nyere tid. Nogle landbrugsarealer skal gøres våde, tilplantes med skov eller udtages af produktion.

Målet er at reducere kvælstofudledningen til kystvandene, nedbringe drivhusgasemissioner – CO2, beskytte drikkevandet samt skabe mere natur og øge biodiversiteten. Kommunerne har fået en central rolle med at udarbejde omlægningsplanerne i samarbejde med landbruget og DN.

Vestermosen afvander til farvandet Bredningen-Rødsand, der er svært kvælstofbelastet. På den baggrund er kommunerne blevet pålagt at finde arealer, der kan reducere udledningen af kvælstof med 265 tons N alene i dette vandopland. Frivillighed er grundstenen i Grøn Trepart, og projekterne bliver kun til en realitet, hvis lodsejerne ad frivillighedens vej ønsker at deltage i et projekt.

”Vi ved, at vådområder er meget effektive, når det kommer til at reducere kvælstof, og jeg håber, at kommunerne og lodsejerne i fællesskab vil se på alle muligheder og finde de gode løsninger, der skal til for at forbedre vandmiljøet og samtidig skabe rammerne for at god landbrugsproduktion på de øvrige landbrugsarealer,” siger Sara Jul Sørensen, der er formand for Landboforeningen VKST.

Projektet i Vestermosen bidrager med ca. 4,8 tons N og 2.000 ton CO2e/år. Indsatsen støttes af EU‑midler gennem CAP‑programmet 2023–2027.

## Kontakt

### Anita Pedersen

Chefkonsulent, Natur & Miljø, Guldborgsund Kommune

Telefon: [25 18 23 25](tel:25%2018%2023%2025 "25 18 23 25")

Mail: aped@guldborgsund.dk

## Materiale til download

* * *

Klik på billedet for at få det vist i original størrelse. Herefter kan det downloades.

            Del indhold
            Link kopieret

## Måske er du også interesseret i

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/kontakt-kommunikation

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/nyheder
