Erhvervsvenlighed på Lolland: Det går den rigtige vej
Pressemeddelelse udsendt af Lolland Kommune 04-09-2025
Bedre samarbejde med virksomhederne, international rekruttering og fremgang på byggesagsbehandlingstid og digital erhvervsservice. Ny DI-måling viser positive tendenser i den lokale erhvervsvenlighed på Lolland.
Lolland Kommune går frem på vigtige områder i Dansk Industris årlige måling af den lokale erhvervsvenlighed. Det gælder f.eks., når der måles på ’jobcentrets samarbejde med virksomhederne’, hvor Lolland i år har fået en plads i toppen – som nummer 5! Det er en pæn fremgang sammenlignet med sidste års måling, hvor Lolland lå nummer 18. Desuden er der fremgang, når der skal ”tiltrækkes og sikres kvalificeret arbejdskraft”, hvor kommunen i år ligger nummer 38 – her var sidste års placering 58.
Lolland Kommune er desuden gået frem, når det gælder byggesagsbehandlingstid – fra en plads som nummer 73 sidste år til nummer 39 i år – og på digital erhvervsservice, hvor Lolland i år ligger nummer 35 mod en plads som nummer 84 sidste år.
Samlet set ligger Lolland Kommune nummer 61 og er gået 3 pladser frem siden sidste år.
Formanden for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Vibeke Grave, kommenterer:
”Vi kan se, at vi er på rette vej, og vi glæder os over, at vores arbejde med at sikre en god dialog og et tæt samarbejde med områdets virksomheder ser ud til at bære frugt. Vi har aktuelt den laveste ledighed i kommunens historie, og vi kan se fremgang på det private arbejdsmarked. Vi har igennem mange år arbejdet for at skabe vækst lokalt – og nu er resultaterne for alvor begyndt at tage form”.
Hun lægger desuden vægt på, at Lolland Kommune får ros, når det handler om at sikre kvalificeret arbejdskraft og tiltrække internationale medarbejdere:
”Det er et område, hvor vi på Lolland i de seneste år har været klar til at gå forrest og prøve nye veje af. Blandt andet med massive investeringer i vores internationale folkeskole, attraktiv sprogundervisning og en bred vifte af netværksaktiviteter. Vi er ikke i tvivl om, at vores evne til at tiltrække og fastholde arbejdskraft fra både ind- og udland bliver et af de vigtigste indsatsområder i de kommende år, hvis vi skal sikre en sund og bæredygtig erhvervsudvikling”.
Fortsat plads til fremgang
DI’s måling viser samtidig, at der fortsat er områder, hvor Lolland Kommune kan skabe bedre resultater. F.eks. er der et ønske fra virksomhederne om, at kommunen sætter fokus på uddannelse, brug af private leverandører og erhvervsarealer. Vibeke Grave kommenterer:
”Vi er på Lolland midt i en rivende udvikling, og det er afgørende, at vi forstår at gribe og udvikle de mange potentialer, der følger i kølvandet på Femernbyggeriet og den grønne omstilling. Det er derfor vigtigt, at vi holder fast i at udvikle kommunen – blandt andet via vores tætte samarbejde med det lokale erhvervsliv og med Business Lolland-Falster, hvor vi kan bidrage på hver vores front, udvikle nye erhvervsmuligheder, og i fællesskab sikre vores område et vigtigt løft”.
Se de samlede resultater fra Lolland hos Dansk Industri (PDF)
Om undersøgelsen
Dansk Industri udgiver hvert år en undersøgelse, der evaluerer og sammenligner den lokale erhvervsvenlighed i en stor del af landets kommuner. Der er fokus på alt fra infrastruktur, lokalplanlægning, energi, uddannelse og arbejdskraft til dialog og samarbejdet med det lokale jobcenter, politikere og embedsmænd.
I Lolland Kommune har 51 virksomheder deltaget i undersøgelsen. De repræsenterer til sammen minimum 1750 arbejdspladser, hvilket svarer til 16% af den private beskæftigelse.
Kontakt
Vibeke Grave
Formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget
Telefon: 25 12 00 04
Charlotte Lund Andreasen
Arbejdsmarkedschef, Lolland Kommune
Telefon: 24 92 84 71