Skip til hoved indholdet DA DA

Er internationale tilflyttere fremtidens arbejdskraft på Lolland?

Pressemeddelelse udsendt af Lolland Kommune 18-02-2026

Det spørgsmål fik Lolland Kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg anledning til at overveje ved deres møde den 17. februar 2026. Her var en ny rapport om lollandske virksomheders behov for arbejdskraft på dagsordenen.

Lolland Kommune har i samarbejde med konsulenthuset Silverlining Research i efteråret 2025 gennemført en større undersøgelse af de lokale virksomheders rekrutteringsbehov. Blandt andet med henblik på at opdatere kommunens viden, så tilbud og indsatser i størst mulig grad kan tilpasses, så det matcher virksomhedernes behov.

Undersøgelsen viser, at mangel på kvalificeret arbejdskraft er den mest gennemgående udfordring. Den presser virksomhedernes omkostninger og konkurrenceevne, og betyder, at en stor del af de lokale virksomheder oplever, at de er nødt til at afvise ordrer og tabe omsætning.

Udfordringen ventes kun at blive større i de kommende år. En undersøgelse fra COWI i 2024 har tidligere dokumenteret, hvordan forskellige scenarier kan føre til en forventet merefterspørgsel på arbejdskraft på mellem 700 og 7.700 arbejdstagere i år 2030 og mellem 3.200 og 11.500 arbejdstagere i 2040.

Borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen fortæller:

”Lolland Kommune er midt i en fantastisk udvikling. Alene i det seneste år er der skabt netto 222 nye jobs – det er det højeste antal blandt alle kommuner syd for Køge! Det er en fremgang, som vi alle skal være dygtige til at gribe, og i Lolland Kommune er vi klar til at støtte op om vores lokale virksomheders behov, også når det handler om rekruttering af arbejdskraft”.

Hun ser desuden en klar kobling til kommunens bosætning: ”Det er vigtigt, at vi samtidig har fokus på at sikre, at folk, der arbejder her, også vælger at bosætte sig på Lolland, hvor de kan være med til at skabe nyt liv i vores lokalsamfund. Det er en fælles opgave, som vi alle kan bidrage til at løfte".

International arbejdskraft som en del af løsningen

Silverlining Researchs undersøgelse sætter særligt fokus på international arbejdskraft, som efter konsulenternes vurdering rummer et uforløst potentiale. Rapporten viser blandt andet, at 28% af de lollandske virksomheder allerede har erfaring med at ansætte internationale medarbejdere, og at 74% af disse har positive eller overvejende positive erfaringer med deres internationale ansatte.

Det glæder Vibeke Grave, der er formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget:

”Der er ingen tvivl om, at medarbejdere fra udlandet bliver én af vejene til at sikre nye og flere kloge hænder og hoveder fremover. Derfor er det godt at se, at så mange virksomheder allerede har fundet - eller er i gang med at finde - ud af, hvordan internationale medarbejdere kan indgå på deres arbejdspladser.”

Undersøgelsen viser desuden, at virksomhedernes anvendelse af international arbejdskraft begrænses af usikkerhed om kompetencer, forventede sprogbarrierer og lav kendskabsgrad til eksisterende kommunale og nationale rekrutteringstilbud. Hele 65% af respondenterne mener, at Lolland Kommune bør styrke indsatsen i forhold til international arbejdskraft.

”Vi vil nu kigge undersøgelsens resultater grundigt igennem for at se, hvad vi kan gøre for at imødekomme virksomhedernes behov”, forklarer Vibeke Grave.

Mange har bidraget

Silverlining Researchs undersøgelse bygger dels på 20 dybdeinterviews med udvalgte virksomheder og ekspertkilder og dels på en spørgeskemaundersøgelse, der er blevet besvaret af over 13% af de 1.453 virksomheder, der fik skemaet tilsendt.

”Jeg vil gerne sige tak til de mange virksomheder, der har valgt at være med. Det er jeres viden og input, der er med til at sikre, at vi kan tilrettelægge vores indsatser ud fra pålidelige data og opdateret info om jeres behov og planer for fremtiden”, afslutter Marie-Louise Brehm Nielsen.

Læs mere

Kontakt

Marie-Louise Brehm Nielsen

Borgmester

Telefon: 23 24 81 44


Vibeke Grave

Formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Lolland Kommune

Telefon: 25 12 00 04

Materiale til download


Vibeke Grave, der er formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, trækker lod i konkurrencen om billetter til årets Whitsun Festival mellem de virksomheder, der har besvaret spørgeskemaet. Vinderen får direkte besked.

Klik på billedet, for at få det vist i original størrelse. Herefter kan det downloades.

Del indhold Link kopieret

Måske er du også interesseret i

Hold dig opdateret og giv os feedback

Tilmeld nyhedsbrev Giv os feedback

Lolland Kommune
Torvet 3
4930 Maribo

CVR-nr. 29188572

Telefon: 54 67 67 67
lolland@lolland.dk

Telefontider

Mandag 09:00 - 14:00
Tirsdag 09:00 - 14:00
Onsdag 10:00 - 14:00
Torsdag 09:00 - 16:00
Fredag 09:00 - 12:00

Nyttige links