---
title: "Sådan bruger Lolland Kommune kunstig intelligens (AI)"
description: "Lolland Kommune anvender kunstig intelligens (AI) som et digitalt hjælpemiddel i dele af vores arbejde."
date: "2026-10-21"
created: "2026-10-21"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.lolland.dk/om-kommunen)

                    [Åbenhed og indblik](https://www.lolland.dk/om-kommunen/aabenhed-og-indblik)

                [Sådan bruger Lolland Kommune kunstig intelligens (AI)](https://www.lolland.dk/om-kommunen/aabenhed-og-indblik/saadan-bruger-lolland-kommune-kunstig-intelligens-ai)

# Sådan bruger Lolland Kommune kunstig intelligens (AI)

Lolland Kommune anvender kunstig intelligens (AI) som et digitalt hjælpemiddel i dele af vores arbejde. AI kan hjælpe vores medarbejdere med at løse administrative opgaver og understøtte sagsbehandlingen.   Det er fortsat kommunens medarbejdere, der har ansvaret for arbejdet og for de faglige vurderinger. AI er et hjælpemiddel og kan ikke i sig selv erstatte medarbejderens faglige vurdering.

## AI som hjælp i sagsbehandlingen

I nogle dele af kommunen kan AI blandt andet bruges til at:

- finde og strukturere information
- opsummere dokumenter og sagsmateriale
- udarbejde udkast til tekster
- understøtte forberedelsen af en sag eller et møde
- udarbejde udkast til referater fra møder og samtaler.

Når AI anvendes som en del af sagsbehandlingen, skal medarbejderen altid forholde sig til resultatet og kvalitetssikre oplysningerne, inden de anvendes.

AI træffer aldrig selv afgørelser om dig. Det er altid Lolland Kommune og vores medarbejdere, der har ansvaret for sagsbehandlingen og de afgørelser, vi træffer.

## AI ved møder og samtaler

På nogle områder anvender Lolland Kommune AI til at hjælpe med at udarbejde referater fra møder og samtaler.

Det kan eksempelvis ske ved, at samtalen optages og omdannes til tekst, hvorefter AI hjælper med at udarbejde et udkast til referat.

AI laver alene et udkast. En medarbejder gennemgår og kvalitetssikrer efterfølgende referatet og har ansvaret for den endelige tekst.

Hvis AI anvendes i forbindelse med en samtale eller et møde, hvor du deltager som borger, vil du blive informeret om det.

## Dine oplysninger skal behandles sikkert

Når vi anvender AI til opgaver, hvor der indgår personoplysninger, gælder de samme krav til databeskyttelse og informationssikkerhed som ved kommunens øvrige behandling af dine oplysninger.

Inden vi tager AI-løsninger i brug, vurderer vi blandt andet løsningen i forhold til databeskyttelse, informationssikkerhed og gældende regler for anvendelse af kunstig intelligens.

Vi udarbejder altid en risiko og konsekvensanalyse for AI-løsninger, som Lolland Kommune anvender.

Dine personoplysninger må ikke anvendes i almindeligt tilgængelige AI-tjenester. Der anvendes udelukkende løsninger, hvor der ikke trænes på data, og hvor vi altid har kontrol over data.

## Mennesket har fortsat ansvaret

AI kan komme med forslag, opsummeringer og lave udkast, men teknologien kan også tage fejl.

Derfor skal vores medarbejdere vurdere og kvalitetssikre AI's output, når det anvendes i forbindelse med kommunens opgaver.

Det er Lolland Kommune – ikke AI – der har ansvaret for behandlingen af din sag.

## Spørgsmål om vores brug af AI

Hvis AI anvendes konkret i forbindelse med din sag eller en samtale med kommunen, kan du spørge den afdeling eller medarbejder, du er i kontakt med, om hvordan AI anvendes.

Har du spørgsmål til Lolland Kommunes behandling af dine personoplysninger, kan du også kontakte kommunens databeskyttelsesrådgiver (DPO).

 [Find kontaktoplysninger på Lolland Kommunes databeskyttelsesrådgiver (DPO).](https://www.lolland.dk/MOLIRIPAGE/c4c1fa04-d273-4bdf-b4e8-ae0f739f134b "Find kontaktoplysninger på Lolland Kommunes databeskyttelsesrådgiver (DPO).")

## Måske er du også interesseret i

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/aabenhed-og-indblik/databeskyttelse

                https://www.lolland.dk/om-kommunen/aabenhed-og-indblik/privatlivspolitik
