Titel: Kvalitetsstandard for det specialiserede voksenområde: Stofmisbrug
Vedtaget: Kvalitetsstandarden er godkendt af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 15.12.2022.
Lovgrundlag
Behandling af stofmisbrug følger lov om social service § 101.
Hvad er formålet med indsatsen?
Formålet med stofmisbrugsbehandling er at styrke eller kompensere dig ud fra en rehabiliterende tilgang, så du kan leve et så selvstændigt liv som muligt.
Stofmisbrugsbehandling har også til formål at du:
- ophører med- eller reducere dit stofmisbrug
- opnår indsigt i dit misbrug og udvikler strategier til at fastholde stoffrihed
- øger din livskvalitet, stabiliserer og forbedrer din sociale og helbredsmæssige situation
- bryder tidligere mønstre i forhold til adfærd og netværk
- forebygger udvikling af følgesygdomme eller andre sociale problemer
Er du i målgruppen?
Du er i målgruppen til stofmisbrugsbehandling, hvis du er over 18 år, har et stofmisbrug og er motiveret for at komme i døgnbehandling.
Hvornår er du ikke i målgruppen?
Du kan kun få behandling efter denne bestemmelse i serviceloven, hvis du har et stofmisbrug.
Hvad indeholder indsatsen?
Rusmiddelkonsulenten og myndighedsrådgiveren hjælper dig med at finde et relevant døgnbehandlingstilbud. Sammen med tilbuddet planlægger rusmiddelkonsulenten, i samarbejde med dig, en individuel indsats og laver en behandlingsplan, der bygger på en helhedsorienteret vurdering af dine behov.
Under døgnbehandlingen kan du deltage i både individuelle samtaler og gruppeforløb. Når opholdet slutter, udarbejder vi en udslusningsplan sammen, så du får støtte til at vende godt tilbage til hverdagen.
Hvis du får tilbagefald
Hvis du får tilbagefald efter en afsluttet behandling, kan du ansøge om endnu et ophold. Før vi kan tilbyde dig et nyt døgnbehandlingsforløb, vurderer vi din motivation, og om du kan få gavn af endnu en behandling.
Inddragelse af dine pårørende
Hvis du giver samtykke, kan døgntilbuddet inddrage dine pårørende i behandlingen, når det giver mening i dit behandlingsforløb.
Hvor og hvor længe kan du få indsatsen?
Indsatsens varighed fastsættes af Visitationsudvalget, som både beslutter hvor længe du får bevilget en indsats, og hvilket behandlingstilbud du bevilges.
Som udgangspunkt tilbyder Lolland Kommune kun døgnbehandling til de mest udsatte borgere og med den kortest mulige varighed.
Opfølgning på indsatsen
Rusmiddelkonsulenten, myndighedsrådgiveren og eventuelt jobcenteret følger løbende op på din behandling sammen med dig. Sammen tilpasser I behandlingen til dine behov og vurderer, om den fortsat er relevant, eller skal afsluttes. I tilrettelægger også en plan for tiden efter din hjemkomst, så du bedst muligt undgår tilbagefald.
Hvem leverer indsatsen?
Lolland Kommune har ingen døgnbehandlingstilbud. Du kan derfor kun bevilges til eksterne tilbud, som fremgår af Tilbudsportalen.
Er der egenbetaling?
Stofmisbrugsbehandling er gratis. Ved døgnbehandling skal du dog selv betale for kost og logi. Som udgangspunkt betaler du også for transport til og fra behandlingsstedet, og der kan være udgifter forbundet med aktiviteter.
Din egenbetaling beregnes ud fra dit forsørgelsesgrundlag og dine øvrige nødvendige udgifter. Beregningen tager hensyn til, at du skal have et rimeligt beløb til rådighed til private udgifter.
Sådan søger du?
Kontakt os, før du sender din ansøgning
Vi anbefaler, at du kontakter os for information, råd og vejledning, før du sender din ansøgning.
Vi har telefontid alle hverdage mellem kl. 08:30-09:30. Du finder vores kontaktoplysninger her
Når du er klar til at søge
Send din ansøgning om stofmisbrugsbehandling (åbner ny side)
Sådan behandler vi din ansøgning
Når vi har modtaget din ansøgning, får du besøg af en myndighedsrådgiver. Besøget foregår som udgangspunkt i dit hjem på hverdage i dagtimerne. På mødet afdækker myndighedsrådgiveren din motivation og dine ønsker for misbrugsbehandling. Der kan blive behov for at du giver samtykke til at indhente yderligere oplysninger til at belyse sagen. Hvis der er oplysninger i sagen, som vi ikke forventer du er bekendt med, vil du blive partshørt.
Efter mødet foretager myndighedsrådgiveren en konkret og individuel faglig vurdering og træffer derefter en afgørelse.
- Hvis din ansøgning imødekommes, modtager du en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning
- Hvis din ansøgning ikke imødekommes, modtager du en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning. Du vil inden afgørelsen blive partshørt.
- Hvis du vil klage over afgørelsen, skal klagen sendes til myndighedsrådgiver senest 4 uger efter, du har modtaget den.
- Myndighedsrådgiver genvurderer afgørelsen inden for 4 uger efter modtagelse af klagen. Hvis afslaget fastholdes, sendes afgørelsen til Ankestyrelsen, som træffer den endelige afgørelse i sagen.
Kontakt
Social, Psykiatri og Handicap
Søndre Boulevard 82 B, 4930 Maribosocialpsykiatrioghandicap@lolland.dk
Ring til os
Bemærk
Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.Når du ringer
Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.