Lolland kommune
 
Velkommen

Lollands Sydkyst

Velkommen til det første nyhedsbrev om Lollands Sydkyst. Her kan du følge med i, hvordan arbejdet skrider frem, hvad der rører sig og se, hvornår der er arrangementer, møder eller andre former for aktiviteter, du kan deltage i.

I første udgave præsenterer vi lidt om baggrund og formål for den nye indsats. Læs f.eks. om den kommende udviklingsplan, vores nye team af rådgivere, eller om den nye strand på det vestlige forland.

Husk - du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller måske en god idé, som vi skal tage med i det videre arbejde. 

Portræt af Mette Boje Madsen
Mette Boje Madsen
Chefkonsulent
Strategi og Politik
 Lolland Kommune 
Tlf. 2942 7303
lollandssydkyst@lolland.dk

 

En kystdestination i international liga

Lolland Kommunes ambitioner for Lollands sydkyst er store. Vores mål er, at området skal udvikle sig til at blive en kystdestination, der kan spille med blandt de bedste i Nordeuropa.

Når Femern Bælt-forbindelsen åbner, vil der være op mod 6 mio. mennesker, der bor inden for 2-3 timers kørsel af Lolland. Det er et markedsgrundlag, der er større end f.eks. på den jyske vestkyst! Vi har derfor potentiale til at blive et nyt kraftcenter for international kystturisme.

Tidspunktet er godt

Der sker netop nu meget på Lolland:

  • Byggeriet af den faste forbindelse over Femern Bælt skyder frem dag for dag, og allerede nu kommer mange nye medarbejdere, borgere og gæster til Lolland. Vi forventer, at den tendens vil stige i de kommende år, og det er oplagt, at flere vil få øjnene op for Lolland og områdets kvaliteter.   
  • Lolland Kommune har samtidig sat gang i en omfattende indsats i Nakskov, hvor projektet Nakskov 2030 skal være med til at sende den gamle købstad og levende industriby godt ind i fremtiden. Realdania, A.P. Møller Fonden og Lolland Kommune har til sammen sat 150 mio. kroner af til en bred vifte af indsatser, der blandt andet dækker havnen, fjorden og området ved Hestehovedet. 
  • Allerede nu kan vi mærke, at interessen for Lolland er steget. Både private borgere og større investorer ser nye muligheder i vores geografi, miljø og fantastiske natur, og der er kommet større efterspørgsel på både helårshuse, flexboliger og feriehuse. Godt hjulpet på vej af et år med corona, hvor flere har fået lyst til at søge ud af byen.

Det betyder, at vi kan ride med på en bølge, der allerede er sat i gang.

Ny udviklingsplan skal sætte retning

Med de mange nye initiativer, investeringer og udviklingsmuligheder er det vigtigt, at vi får skabt en rød tråd på tværs og udnyttet alle gode ideer på bedst mulige vis.

Derfor har Lolland Byråd besluttet, at der skal laves en fælles udviklingsplan for hele området. Nærmere bestemt fra Hyllekrog i øst til Nakskov i vest, med særligt fokus på området fra Rødbyhavn til Hummingen.

Den nye plan skal sætte et fælles mål og retning, og sikre at både virksomheder, borgere, investorer og myndigheder kan se potentialet i området, forstå hvad det kan udvikle sig til og lægge planer for, hvad der skal til for at nå i mål.

Udsigt over byggeriet ved Rødbyhavn. Foto: Femern A/SFoto: Femern A/S. 

Selvom der stadig er mange år til, at Femernforbindelsen står færdig, er det nu, vi skal i gang, hvis vi skal sikre, at vi får sat en god retning og udnyttet alle muligheder.

Rådgiverteam valgt

Den nye udviklingsplan bliver lavet med støtte fra både Realdania og Dansk Kyst-og Naturturisme.

I foråret har vi i Lolland Kommune arbejdet på at finde frem til det team af rådgivere, der skal stå for de konkrete opgaver. Valget er faldet på BARK rådgivning, EFFEKT, Lars Bernhard Jørgensen og Robert C Spies.

Rådgiverteamet på tur ved stranden

Det nye team har allerede været på flere besøg i området, besigtiget kysten og talt med de første interessenter. Det er tanken, at en bred vifte af virksomheder, borgerforeninger, organisationer og andre nøglepersoner i området vil blive inddraget både nu og i det fremtidige arbejde. 

Du kan finde mere information om de forskellige rådgivere her:

Læs om BARK Rådgivning A/S på deres hjemmeside.

Besøg Effekts hjemmeside. 

Læs om Lars Bernhard Jørgensen på hjemmesiden.  

Besøg Robert C. Spies' hjemmeside.

Hvad indeholder planen?

Den nye udviklingsplan skal være med til at sikre, at området bliver endnu mere attraktivt for både borgere og besøgende.

Planen dækker et langsigtet perspektiv. Der vil være indsatser, som vi kan sætte i gang med det samme, men også indsatser, som først skal i gang om flere år.

Der er i første omgang tre indsatsområder:

  • Vi skal sikre en større overnatningskapacitet. Der skal være plads til op mod 4 gange så mange overnatninger om året som nu.
  • Vi skal udvikle forlandet, så det kan være med til at løfte hele sydkysten.
  • Vi skal skabe en stærk fortælling om området, så det bliver kendt som et attraktivt område og en turistdestination, der kan noget andet og mere end andre.  

Planen ventes færdig til sommer.

Forlandet: Har du set den nye strand?

Det vestlige forland er et område på cirka 140 hektar, der strækker sig fra Rødbyhavn til den vestlige del af Lalandia.

Det er et område, der bliver etableret og udviklet som et led i byggeriet af Femernforbindelsen, og kommer i første omgang til at bestå af tre strande mod øst ved Rødbyhavn havn: En soppestrand i midten, en lagune og helt mod vest; en bred strand.

Den vestligste strand er allerede færdig, og har været velbesøgt en stor del af sommeren. Der er mulighed for at parkere umiddelbart bag stranden for enden af Sandholmvej.

Mennesker ved forlandet til veststranden

Forlandet skal med tiden være med til at gøre sydkysten til noget særligt – f.eks. sammenlignet med den danske østersøkyst, Vestkysten eller de Nordtyske feriedestinationer.

Aktiviteter

Vores rådgiverteam inviterer i efteråret til et stort Åbent Hus-arrangement. Her kan du få mere information om de mange initiativer, høre om status, stille spørgsmål eller komme med gode ideer.

Tid og sted kan du læse i næste nyhedsbrev.

Husk at vi også altid gerne tager imod tanker og forslag pr. e-mail. Skriv til lollandssydkyst@lolland.dk.

Lidt fra Kultunaut

På Kultunaut kan du se lidt af alt det, der rører sig i Lolland Kommune. Også på Sydkysten. Her kan du f.eks. tilmelde dig næste uges rovfugledage ved Hyllekrog.

Gå til kalenderen detsker.lolland.dk.

Læs mere om Rovfugledage ved Hyllekrog.

Måske har du også et arrangement på sydkysten, som vil være interessant for andre at høre om? Så er du velkommen til at kontakte os på mail: lollandssydkyst@lolland.dk. Så tager vi det med i det næste nyhedsbrev.

Mere om Lollands Sydkyst