Lolland Kommune har den 10. januar 2022 endeligt vedtaget ”Lokalplan 360-137 Blandet byområde på hjørnet af Færgevej og Havnegade i Rødbyhavn og Kommuneplantillæg 27 for Lokalcenter Rødbyhavn”.
Lokalplanens indhold
Lokalplanens overordnede formål er at muliggøre nedrivning af fire ejendomme og opførelse af ny dagligvarebutik på 1.200 m² eller nye boliger i Rødbyhavn. Planen skal desuden sikre, at bebyggelsens udformning, materialevalg og beplantning tilpasses omgivelsernes karakter, og at adgangs- og parkeringsforhold indrettes hensigtsmæssigt.
Kommuneplantillæggets indhold
Kommuneplantillæg 27 har til formål at hæve størrelsen på dagligvarebutikker fra 1.000 m² til 1.200 m², som er den maksimale størrelse jf. planloven.
Behandling af indsigelser m.m.
I høringsperioden er der indkommet indsigelser fra Miljøstyrelsen samt fra Aldi. Indsigelserne har medført, at der er foretaget enkelte mindre rettelser og tilføjelser i redegørelsesteksten og tilhørende bestemmelser, bl.a. er bemærkning om at projektet skal vurderes, om det beskadiger eller ødelægger yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter samt opsætning af solceller på fladt tag som begge er indskrevet i lokalplanen.
Hvor kan jeg se planerne?
Lokalplan 360-137 (5 MB) kan downloades som PDF her eller kan fås på kommunens biblioteker.
Kommuneplantillæg 27 (0,5 MB) kan downloades som PDF her eller kan fås på kommunens biblioteker.
Yderlige oplysninger kan fås ved kontakt til Jeanette Richard på telefon 54 67 66 03 eller mail til Planerogkort@lolland.dk.
Retsvirkninger - lokalplan
Når lokalplanen er offentlig bekendtgjort, må der ikke - retligt eller faktisk - etableres forhold inden for lokalplanområdet, der er i strid med lokalplanens bestemmelser, jf. Planlovens § 18. Ejendomme, der er omfattet af planen, må kun udnyttes i overensstemmelse med planens bestemmelser, medmindre der gives en dispensation. Lovlig udnyttelse af eksisterende ejendomme kan dog fortsætte uændret. For forhold, som ikke er reguleret i lokalplanen gælder de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser i Byggeloven og Planloven.
En lokalplan fastlægger, hvordan et område må bruges fremover. Lokalplanen medfører ikke handlepligt, og byrådet og grundejere i området er således ikke forpligtet til at realisere lokalplanen.
Retsvirkninger - kommuneplantillæg
Kommuneplantillægget er blevet endeligt godkendt og er dermed en del af den samlede kommuneplan for Lolland Kommune.
Byrådet kan modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med kommuneplanens rammer, jf. Planlovens § 12, stk. 2 og 3. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.
Klagevejledning
Denne afgørelse angående lokalplan og kommuneplantillæg kan påklages til Planklagenævnet ifølge planlovens § 58, nr. 3.
Klagefrist
Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Hvis afgørelsen offentliggøres, regnes klagefristen dog altid fra offentliggørelsesdatoen. Udløber fristen på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Hvem er klageberettigede
Klageberettigede er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Sådan klager man
Man klager via klageportalen, som man finder via Nævnenes Hus. Man logger på klageportalen med Nem-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Lolland Kommune via klageportalen.
Når man klager, skal man betale et klagegebyr. Gebyret er på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. I klageportalen sendes klagen automatisk først til Lolland Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet. Man får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser klagen, hvis man sender den uden om klageportalen, medmindre man forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet, som afgør, om man kan fritages for at bruge klageportalen.
Opsættende virkning
Ifølge Bek. nr. 130 af 28. januar 2017 § 5 har en klage over denne afgørelse ikke opsættende virkning. Planklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde.
Civilt søgsmål
Hvis afgørelsen ønskes prøvet ved domstolen, skal søgsmål være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.