Lolland Kommune har den 28. juli 2022 endeligt vedtaget ophævelsen af delområde D i Lokalplan 383-10 for ”Boligområde omkring Stadionallé i Rødby”, jf. planlovens § 33 stk. 1, punkt 2.
Delområde D i Lokalplan 383-10 var udlagt til ”erhverv - lettere industri- og værkstedsvirksomhed samt mindre lagervirksomhed”. Med ophævelsen overgår det berørte areals anvendelsesbestemmelse Kommuneplanramme 383-106: ”Boligområde til åben-lav bebyggelse og institutionsbebyggelse”.
Behandling af indsigelser m.m.
Forslag til ophævelsen har været i offentlig høring fra 15. juni 2022 til den 27. juli 2022.
Der er i den forbindelse ikke fremkommet høringssvar imod ophævelsen.
Hvor kan jeg se lokalplanen?
Den nye afgrænsning af Lokalplan 383-10 kan ses på bibliotekerne og her: Lokalplan 383-10 - Boligområde omkring Stadionallé i Rødby (plandata.dk)
Vi er lige blevet opmærksom på at der i Lokalplan 383-10 for området ved Stadionallé i Rødby, er indsneget sig en fejl på forsiden af planen, at der skulle have stået ”ændret 28. juli 2022” – vi har først mulighed for at ændre ”teksten” efter klagefristen på de 4 uger.
Når PDF’en af planen ændres, virker det medsendte link ikke længere, men planen ligger i ny udgave på Plandata.dk. Håber på forståelse for fejlen.
Hvor kan jeg se kommuneplanrammen?
Kommuneplanramme 383-106 kan ses her
Yderlige oplysninger kan fås ved kontakt til Katja Nielsen på telefon 5467 6429 eller mail til Planerogkort@lolland.dk.
Klagevejledning
Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet ifølge planlovens § 58, nr. 3.
Klagefrist
Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Hvis afgørelsen offentliggøres, regnes klagefristen dog altid fra offentliggørelsesdatoen. Udløber fristen på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Hvem er klageberettigede
Klageberettigede er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Sådan klager man
Man klager via klageportalen, som man finder via Nævnenes Hus. Man logger på klageportalen med Nem-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Lolland Kommune via klageportalen.
Når man klager, skal man betale et klagegebyr. Gebyret er på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I klageportalen sendes klagen automatisk først til Lolland Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet. Man får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser klagen, hvis man sender den uden om klageportalen, medmindre man forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet, som afgør, om man kan fritages for at bruge klageportalen.
Opsættende virkning
Ifølge Bek. nr. 130 af 28. januar 2017 § 5 har en klage over denne afgørelse ikke opsættende virkning. Planklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde.
Civilt søgsmål
Hvis afgørelsen ønskes prøvet ved domstolen, skal søgsmål være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.