Lolland Kommune har den 16. december 2021 endeligt vedtaget ”Lokalplan 360-139 for energiforsyningsanlæg.”
Lokalplanens indhold
”Lokalplan 360-139 Energiforsyningsanlæg i Rødby" muliggør etableringen af et termisk energilager syd for det eksisterende, nye fjernvarmeværk i Rødby.
Et termisk energilager gemmer overskudsstrømmen fra dage med masser af sol og blæst, til dage, hvor efterspørgslen på strøm er større end produktionen. Teknologien omdanner strøm til varme, som lagres i sten i store tanke, og når der er behov, kan varmen benyttes til igen at producere strøm.
Det termisk energilager, også kaldet stenlageret, vil være landets første, og med placeringen ved Rødby Varmeværk vil der kunne opnås synergifordele, hvis der en gang i fremtiden ønskes at sende overskudsvarme ud i fjernvarmenettet.
Behandling af indsigelser m.m.
Der er ikke indkommet indsigelser i høringsperioden.
Hvor kan jeg se planen?
Lokalplan 360-139 kan downloades som PDF her eller kan fås på kommunens biblioteker.
Yderlige oplysninger kan fås ved kontakt til Katja Vestergaard Nielsen på telefon 54676429 eller mail til Planerogkort@lolland.dk.
Retsvirkninger
Når lokalplanen er offentlig bekendtgjort, må der ikke - retligt eller faktisk - etableres forhold inden for lokalplanområdet, der er i strid med lokalplanens bestemmelser, jf. Planlovens § 18. Ejendomme, der er omfattet af planen, må kun udnyttes i overensstemmelse med planens bestemmelser, med mindre der gives en dispensation. Lovlig udnyttelse af eksisterende ejendomme kan dog fortsætte uændret. For forhold, som ikke er reguleret i lokalplanen gælder de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser i Byggeloven og Planloven.
En lokalplan fastlægger, hvordan et område må bruges fremover. Lokalplanen medfører ikke handlepligt, og byrådet og grundejere i området er således ikke forpligtet til at realisere lokalplanen.
Klagevejledning
Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet ifølge planlovens § 58, nr. 3.
Klagefrist
Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Hvis afgørelsen offentliggøres, regnes klagefristen dog altid fra offentliggørelsesdatoen. Udløber fristen på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Hvem er klageberettigede
Klageberettigede er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Sådan klager man
Man klager via klageportalen, som man finder via Nævnenes Hus. Man logger på klageportalen med Nem-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Lolland Kommune via klageportalen.
Når man klager, skal man betale et klagegebyr. Gebyret er på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I klageportalen sendes klagen automatisk først til Lolland Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet. Man får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser klagen, hvis man sender den uden om klageportalen, medmindre man forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet, som afgør, om man kan fritages for at bruge klageportalen.
Opsættende virkning
Ifølge Bek. nr. 130 af 28. januar 2017 § 5 har en klage over denne afgørelse ikke opsættende virkning. Planklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde.
Civilt søgsmål
Hvis afgørelsen ønskes prøvet ved domstolen, skal søgsmål være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.