Lolland Kommune har den 7. oktober 2021 endeligt vedtaget ”Lokalplan 360-134 og Kommuneplantillæg 26 – for blandet bolig- og erhvervsområde på Sydkajen i Nakskov” med dertilhørende Miljørapport med sammenfattende redegørelse.
Mindretalsudtalelse
Enhedslisten mener ikke at det fremlagte materiale er godt nok til et beslutningsgrundlag, der sikrer overholdelse af Planloven. Enhedslisten ønsker at bevare mulighederne for gods på skinner i erhvervshavnene.
Hvor kan jeg se planen?
Lokalplan 360-134 kan downloades som PDF her (16MB - 46 sider) eller kan ses på kommunens biblioteker.
Kommuneplantillæg 26 kan downloades som PDF her (1,1MB - 14 sider) eller kan ses på kommunens biblioteker.
Miljørapport med sammenfattende redegørelse kan downloades som PDF her (2,7MB - 32 sider) eller kan ses på kommunens biblioteker.
Indsigelsesnotatet/Hvidbog kan downloades som PDF her (8 sider).
Lokalplanens indhold
Med Lokalplan 360-134 skaber Lolland Kommune mulighed for, at der kan etableres blandet bolig- og erhvervsområde på Sydkajen i Nakskov.
Det er lokalplanens formål at muliggøre en omdannelse af havnearealet så der kan etableres blandet bolig- og erhvervsområde, men på en sådan måde, at der forsat kan drives erhvervshavn i havnen, i samme omfang som i dag. Denne prioritering er en konsekvens af, at Lolland Kommune først og fremmest vil sikre, at Nakskov Havn og dens virksomheder kan benytte den værdifulde facilitet som Nakskov Havn stiller til rådighed, samt at havnen også i fremtiden kan opleves som en aktiv erhvervshavn med skibstrafik.
Lokalplanen omfatter arealerne mellem den inderste del af Nakskovs sydlige havnekaj og vejen ’Skandsen’. Arealet består af den tidligere mørtelværksgrund, samt arealet umiddelbart vest for, hvor der indtil 2020 stod siloer. Området ligger i dag tomt og funktionsforladt, men er placeret ud til Nakskov Havn, som er en aktiv erhvervshavn. Havnen er afgørende for den fremtidige drift af virksomheder i Nakskov, f.eks. DLG og Nordic Sugar. Mulighederne for at etablere boliger og erhverv i området er derfor nøje afvejet og grundigt belyst, for at sikre, at produktionserhvervet ikke få begrænsninger i deres fremtidige drifts- og udviklingsmuligheder. Det er som resultat heraf alene muligt at anvende de dele af området, der ikke påvirkes af miljøforhold som f.eks. støj og støv, til boliger, således at eksisterende erhverv ikke får skærpet deres miljøkrav.
Lokalplanen giver mulighed for at der kan etableres 6 gavlhuse på Sydkajen, hvoraf 4 er til boligformål og 2 er til erhvervsformål. Husenes gavle er vendt mod havnen og er placeret i en blød bue, der følger havneforløbet, så motivet for bebyggelsen på den anden side af havnebassinet gentages. Fra gavlhusene er der optimal solorientering og gode udsigtsforhold. Bebyggelsen er højest mod havneløbet, og trapper ned mod den eksisterende boligbebyggelse mod syd. Lokalplanen er udarbejdet så bebyggelse mod havnen kun må opføres i 4 etager og 1 etage mod Skandsen.
Der er i forbindelse med lokalplanarbejdet udarbejdet en miljøscreening, samt en miljørapport af både lokalplan og kommuneplantillæg. Miljørapportens temaer er afgrænset til trafiksikkerhed, samt påvirkning af produktionserhverv – herunder støj og støvforhold fra nabovirksomheder. Der er i høringsperioden udarbejdet flere supplerende notater om hhv. støv og støj, der bl.a. har ført til en reduktion af området, der kan anvendes til både boliger og erhverv.
Kommuneplantillæggets indhold
Kommuneplantillægget indeholder en ændring af anvendelsesmulighederne i området fra erhvervsområde til blandet bolig- og erhvervsområde. Derudover reduceres omfanget af den bebyggelse der kan opføres i området både i højde og areal.
Behandling af indsigelser mm.
Lokalplan 360-134 for blandet bolig- og erhvervsområde på Sydkajen i Nakskov har været i offentlig høring i perioden 26. februar til 26. april 2021. Det dertilhørende kommuneplantillæg har været i offentlig høring i sammen tidsperiode.
Der er under høringsperioden indkommet i alt 7 indsigelser til forslag til lokalplan og forslag til kommuneplantillæg. Herunder har 2 indsigelser ført til supplerende dialog med indsigere om særlige spørgsmål. Disse spørgsmål er forhandlet til enighed mellem DLG, Nordic Sugar og Teknik og Miljømyndigheden. Hvordan indsigelserne, forhandlinger og bemærkninger er medtaget i lokalplanens endelige udformning, kan ses i Indsigelsesnotatet/Hvidbogen.
Retsvirkninger af lokalplanen
Når lokalplanen er offentlig bekendtgjort, må der ikke - retligt eller faktisk - etableres forhold inden for lokalplanområdet, der er i strid med lokalplanens bestemmelser, jf. Planlovens § 18. Ejendomme, der er omfattet af planen, må kun udnyttes i overensstemmelse med planens bestemmelser, medmindre der gives en dispensation. Lovlig udnyttelse af eksisterende ejendomme kan dog fortsætte uændret. For forhold, som ikke er reguleret i lokalplanen, gælder de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser i Byggeloven og Planloven.
En lokalplan fastlægger, hvordan et område må bruges fremover. Lokalplanen medfører ikke handlepligt, og byrådet og grundejere i området er således ikke forpligtet til at realisere lokalplanen.
Retsvirkninger af kommuneplantillægget
Kommuneplantillægget er blevet endeligt godkendt og er dermed en del af den samlede kommuneplan for Lolland Kommune.
Byrådet kan modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med kommuneplanens rammer, jf. Planlovens § 12, stk. 2 og 3. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til sommerhusområde, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.
Miljøvurdering
"Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)" indeholder kriterier for hvilke planer, der kræver udarbejdelse af en miljørapport.
For at danne et overblik over, om lokalplanen og kommuneplantillægget kan få en væsentlig indvirkning på miljøet, er der foretaget en miljøscreening. I forbindelse med screeningen er berørte myndigheder hørt.
Resultatet er, at der er udarbejdet en samlet miljørapport for lokalplanen og kommuneplantillægget, da planerne kan få en direkte indflydelse på den fortsatte drift af den aktive erhvervshavn, og da planerne kan få en væsentlig betydning for trafiksikkerheden og trafikafviklingen i området. I miljørapporten beskrives, hvordan planens realisering forventes at påvirke miljøet, og hvordan planens miljøpåvirkninger skal overvåges.
Klagevejledning
Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet ifølge planlovens § 58, nr. 3.
Klagefrist
Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Hvis afgørelsen offentliggøres, regnes klagefristen dog altid fra offentliggørelsesdatoen. Udløber fristen på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Hvem er klageberettigede
Klageberettigede er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Sådan klager man
Man klager via klageportalen, som man finder via Nævnenes Hus. Man logger på klageportalen med Nem-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Lolland Kommune via klageportalen.
Når man klager, skal man betale et klagegebyr. Gebyret er på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I klageportalen sendes din klage automatisk først til Lolland Kommune. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes klagen videre til behandling i nævnet. Man får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis man sender den uden om klageportalen, medmindre man forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet, som afgør, om man kan fritages for at bruge klageportalen.
Opsættende virkning
Ifølge Bek. nr. 130 af 28. januar 2017 § 5 har en klage over denne afgørelse ikke opsættende virkning. Planklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt i særlige tilfælde.
Civilt søgsmål
Hvis afgørelsen ønskes prøvet ved domstolen, skal søgsmål være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.