
Fra 6. januar kan man igen ikke bruge fordøren i Movias busser. Samtidig vil busserne køre med mere begrænset kapacitet, så de kun fyldes maksimalt halvt op. Forreste sæderække vil fortsat være afspærret for brug. Det har Movia besluttet i forlængelse af statsministerens pressemøde 5. januar.
Tiltagene tages for at passe ekstra godt på chauffører, billetkontrollører og kunder i den ekstraordinære situation, som landet befinder sig i. Busser og lokaltoge kører efter normal køreplan.
Gældende tiltag fra 6. januar og indtil videre frem til 17. januar 2021:
- Kunderne kan ikke benytte første sæderække bag chaufføren.
- For at passe ekstra godt på chauffører og personale kan kunderne ikke bruge fordøren til indstigning i bussen. Midter- eller bagdør skal anvendes.
- Der gøres grundigt rent hver dag i busserne efter Statens Serums Instituts anvisninger med særligt fokus på holdestænger, stopknapper m.v. Ved midterdøren i bussen er der monteret en rengøringsseddel, så man som kunde kan se, hvornår bussen senest er rengjort.
- Kunderne mindes om at holde afstand, vise hensyn, bruge mundbind, følge myndighedernes anbefalinger og rejse med omtanke. Erfaringen viser, at kunderne er gode til at overholde retningslinjerne og bruge mundbind.
- Antallet af tilladte personer i bussen sættes ned, så busserne kun fyldes halvt op. Det svarer til hvert andet sæde og halvdelen af ståpladserne med mindre man rejser sammen som f.eks. husstand eller familie, så kan man selvfølgelig sidde sammen.
- Stoppestedsværter ved stoppesteder vil være til stede for at holde øje med, om der er behov for ekstra kapacitet.