
Det kan være en svær proces, når man har et ønske om, at indføre mere vild natur i en lille bypark, som førhen var veltrimmet. Det kræver mod, men også struktur og skarpe kanter.
Det fik Park og Vej at føle sidste år, da de valgte at lade græsset gro på arealet omkring den lille sø i Maribo. Det fik nemlig mange borgere til tasterne, da udtrykket i den lille bypark begyndte at forandre sig.
Park og Vej valgte at handle hurtigt. Trine som er tilsynsførende på de grønne områder, fik i samarbejde og god dialog med driftsmedarbejderne i Maribo gennemgået området. Der blev tegnet og fortalt, hvordan de klippede kanter og stier skulle udforme sig omkring den lille sø.
En af de store årsager til, at Park og Vej havde fokus på græsarealet omkring Trekantsøen var, at der førhen var observeret vilde orkideer på arealet. Dette blev bekræftet, da Ægbladet Fliglæbe viste sig frem på et meget stort område omkring søen, hvor der ikke blev klippet sidste år.
De klippede stier og kanter vil så vidt det er muligt blive udformet ud fra orkideen og selvfølgelig også de andre urter som nu også får lov at vise sig frem.
Hvis man besøger Trekantsøen i denne tid, kan man opleve den lille skønne, men ikke særlige iøjenfaldende orkide. Husk man kun ser med øjnene, de er fredet og må ikke plukkes.