Folkeoplysende foreninger
1. Foreningstyper
Forening med voksenundervisning m.v.
Foreninger med folkeoplysende voksenundervisning m.v. er oplysningsforbund (aftenskoler) og andre foreninger, der tilbyder undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed, debatskabende aktiviteter og aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer, hvor der er tilknyttet deltagerbetaling.
Godkendt som forening med folkeoplysende voksenundervisning
- kan søge tilskud til undervisning, studiekredse og foredrag.
- kan søge tilskud til videreuddannelse af lærere og ledere.
- kan låne/leje kommunale lokaler og udendørsanlæg.
- kan kommunen ikke anvise egnede lokaler og udendørsanlæg, kan der søges lokaletilskud.
- kan vælge medlemmer til Folkeoplysningsudvalget.
Forening med frivilligt foreningsarbejde
Foreninger med frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde, der tilbyder idræt samt idébestemt og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde, hvor der er tilknyttet deltagerbetaling.
Godkendt som forening med frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde
- kan søge om aktivitetstilskud for børn og unge under 25 år.
- kan søge om lokaletilskud til egne og lejede lokaler og lejrpladser for børn og unge under 25 år.
- kan søge om tilskud til lederuddannelse for instruktører og ledere samt uddannelse af bestyrelses medlemmer.
- kan låne/leje kommunale lokaler og udendørsanlæg.
- kan vælge medlemmer til Folkeoplysningsudvalget.
Registreret som Andre Foreninger
”Andre foreninger” er foreninger, der tilbyder aktiviteter eller undervisning af folkeoplysende karakter, som har mindst 5 medlemmer med bopæl i kommunen (kan fraviges 1-2 medlemmer), skal være åben for alle og være demokratisk opbygget.
Andre foreninger kan ikke modtage tilskud under folkeoplysningsloven, men kan låne gratis kommunale lokaler til deres primære aktivitet.
2. Forening med frivilligt foreningsarbejde
2.1 Aktivitetstilskud
Foreninger kan søge tilskud til aktiviteter for medlemmer på 0 - 25 år. Betingelser for at opnå tilskud:
- Hvert medlem betaler mindst kr. 100 i kontingent pr. år.
- Foreningen har mindst 5 medlemmer på 0 - 25 år.
- Foreningen har mindst 10 aktivitetsgange pr. år (incl. turneringer).
- Aktiviteten foregår inden for Danmarks grænser.
Ved turneringer og lign. gælder én turneringsdag for én aktivitetsgang
Tilskuddet kan ikke overstige kalenderårets samlede kontingentindtægter fra foreningens medlemmer 0 - 25 år, dog kan tilskud ikke være mindre end kr. 1.000 pr. år.
Der kan kræves dokumentation for turneringsplaner, træningsprogrammer, annoncer, kalendere, opslag el.lign.
Aktivitetstilskuddets størrelse afhænger af de midler, der er afsat i kommunens budget til det pågældende år.
Tilskud |
Kriterier |
---|---|
1 point |
Foreninger der har aktiviteter, som ikke har et kontinuerligt forløb med instruktør/træner |
1 point |
Pr. medlem under 25 år, der har 10-100 aktivitetsgange pr. år |
4 point |
Pr. medlem under 25 år, der har 101-200 aktivitetsgange pr. år |
6 point |
Pr. medlem under 25 år, der har 201-365 aktivitetsgange pr. år |
Ansøgningsfrist
Ansøgning indsendes senest 1. februar. Der kommer svar inden 1. marts.
Tilskud udbetales i 2 rater – 50 % den 1. marts og 50 % den 1. august i tilskudsåret.
Tilskud til undervisning m.v.
Foreninger med frivilligt foreningsarbejde, der ønsker at etablere undervisning m.v., støttes efter reglerne for foreninger med voksenundervisning.
Der ydes ikke aktivitetstilskud for voksne.
2.2 Tilskud til lederuddannelse fra 1/10 – 30/9
Frist for indsendelse af ansøgning er senest den 15. oktober, hvis man ønsker at være med i tildelingen af ovennævnte tilskud.
- Uddannelse af ledere og instruktører/trænere – faglig eller pædagogisk.
- Uddannelse af bestyrelsesmedlemmer og kasserer.
- Uddannelse skal foregå inden for Danmarks grænser.
- Transport dækkes ikke.
- Tilskud max. kr. 5.000 pr. kursus pr. person (danner grundlag for efterfølgende forholdsmæssig fordeling).
Udfyld ansøgningsformularen med beskrivelse af kurset, navn på kursusdeltager, dato for kurset, kvitteringer for udgiften (hvor det fremgår, hvornår det er betalt og hvordan - via netbank eller andet). Der gives ikke tilskud til f.eks. kursusturné, inspiration i gymnastik, event, studietur til messe, gymnastik- fællestræning, dansedag, tennisseminar, korps-rådsmøde, fundraising, hjemmeside-kursus eller lignende. Der sendes svar – og tilskud udbetales den 1. november.
De budgetterede midler fordeles forholdsmæssigt mellem de foreninger, der søger.
2.3 Lokaler samt lokaletilskud
Ledige egnede offentlige lokaler og udendørsanlæg stilles gratis til rådighed med lys, varme, rengøring og fornødent udstyr (se sidste side).
Foreningen kan ikke kræve at få anvist et bestemt lokale på et bestemt tidspunkt og på en bestemt ugedag.
Folkeoplysningsudvalget kan, efter skriftlig advarsel, inddrage tilladelsen til at benytte lokaler m.v., hvis der gentagne gange bliver konstateret, at lokalerne ikke udnyttes i rimeligt omfang eller, hvis ordensreglerne for benyttelse af lokalerne ikke overholdes.
Bemærk - Ved benyttelse af kommunale haller og gymnastiksale må der kun anvendes indendørs fodtøj, som ikke må kunne ridse eller afsætte streger på gulvene.
Ved større arrangementer/stævner, hvor man ønsker at bruge andet fodtøj, aftales dette med hallen/skolen. Foreningen opkræves om nødvendigt betaling for ekstra rengøring og evt. udbedring af skader.
Der henvises til den enkelte hal/skole for nærmere information.
Lokaletilskud til egne og lejede lokaler
Foreninger med egne og lejede lokaler kan få tilskud på 70 % af de godkendte driftsudgifter. Der fradrages for aktive medlemmer over 25 år (dog ikke ledere og instruktører), hvis andelen af de samlede medlemmer er mindst 10 %.
Leje-/fremlejeindtægter fratrækkes inden beregning.
Lokaletilskuddet kan ikke overstige foreningens årlige timeforbrug i lokalet x Kulturministeriets sats x 65%
Andre lokaler
Benytter foreningen andre lokaler, end de lokaler Lolland Kommune kan anvise, gælder følgende regler: Hvis det skønnes, at kommunen kan anvise et tilsvarende kommunalt lokale til foreningens aktivitet, kan kommunen undlade at yde lokaletilskud til de lokaler, foreningen selv har valgt.
Incitamentsstyring
Hvis 2 eller flere foreninger der modtager lokaletilskud går sammen om et lokale, kan de opnå lokaletilskud på samme vilkår som de ovenfor nævnte, men der ydes 75 % i tilskud af de godkendte driftsudgifter.
Foreninger uden lokaletilskudsaftale
kan søge om tilskud ved indsendelse af ansøgningsskema samt bilag (kvitteringer) for afholdte, dokumenterede udgifter, hvert kvartal, hvert halvår eller år (31.12). Udgiften skal være afholdt i afregningsåret. Sidste frist for indsendelse af ansøgning er inden den 1. april (perioden 1/1 – 31/12) for året før.
Foreninger med lokaletilskudsaftaler
(se under Regnskabsaflæggelse – krav til regnskab).
Tilskud udbetales i 2 rater – 50 % den 1. februar og 50 % den 1. august.
Se også udlån/leje af kommunale lokaler samt udlån/leje af kulturlokaler (se sidste side). Distriktsforeninger indsender ansøgning om lokaletilskud inden den 1. april (perioden 1/1 – 31/12) for året før.
2.4 Tilskud fra udviklingspuljer
Pulje til sportsrekvisitter
Foreninger med frivilligt foreningsarbejde, som er godkendt i kommunen, kan søge penge til nye sportsrekvisitter.
Udviklingspuljens formål er at give tilskud til godkendte foreningers indkøb af sportsrekvisitter. Nærmere information vedr. udviklingspuljen kan hentes på www.lolland.dk/sportsrekvisitter
Udviklingspulje til nye initiativer
Pulje til nye aktiviteter blandt selvorganiserede grupper eller i samspil mellem foreninger og selvorganiserede grupper.
Udviklingspuljens formål er at give mulighed for at tilgodese tværgående samarbejde mellem foreningsliv, netværk og erhvervsliv og kan styrke folkeoplysningens mulighed for at løfte nye samfundsopgaver og indgå i nye samarbejder. Puljen kan ydes til såvel ikke-organiserede grupper som til etablerede støtteberettigede foreninger til udvikling af nye initiativer, projekter, organisationsformer m.v.
Nærmere information vedr. nye initiativer til udviklingspuljen kan hentes på www.lolland.dk/initiativer
2.5 Regnskabsaflæggelse - Regnskabsperioden er 01.01 – 31.12
Tidsfrist for indsendelse af tilskudsregnskab er den 1. maj i året efter tilskudsåret.
Hvis tilskudsregnskab ikke modtages til tiden, sender Staben for Kultur, Fritid og Borgerservice én rykker med en svarfrist på 14 dage.
Modtages tilskudsregnskab eller ansøgning om udsættelse af regnskabsaflæggelsen ikke inden fristens udløb på 14 dage, kan tilskuddet bortfalde både for regnskabsåret og budgetåret.
Krav til tilskudsregnskab
Foreningens afregning skal indeholde:
- Indbetalt kontingent for aktive medlemmer (01.01 – 31.12).
- Modtagne beløb til aktivitetstilskud, lokaletilskud, lederuddannelse etc.
- Afholdte udgifter til lokaler, aktiviteter, kurser (ekskl. transport) etc.
- Foreninger, der ikke modtager aktivitetstilskud, oplyser aktive medlemmer pr. 31.12.
- Antal medlemmer under 25 år og medlemmer over 25 år.
Revisionspåtegning
Ved revision af tilskudsregnskab, kontrollerer revisoren om foreningens oplysninger er i overensstemmelse med folkeoplysningsloven og de regler, der er fastsat.
Tilskudsregnskab afleveres sammen med en revisionspåtegningsblanket, hvor samtlige medlemmer af bestyrelsen samt revisor skriver under på, at tilskudsregnskab er revideret i overensstemmelse med lovgivningen på folkeoplysningsområdet og at regnskab samt bilag er kontrolleret og fundet i orden (Revisionspåtegning – se sidste side)
Revisionspåtegningsblanket kan udelades, hvis tekst og underskrifter er påført tilskudsregnskabet.
Mindre tilskud
Foreninger, der modtager tilskud på mindre end kr. 750.000 årligt kan vælge, at lade en folkevalgt revisor revidere regnskabet.
Større tilskud
Regnskaber for større tilskud, over kr. 750.000 årligt, skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Tilbagebetaling af tilskud
Tilskud skal betales tilbage til Lolland Kommune, hvis betingelserne for at modtage tilskud ikke bliver opfyldt. Tilskud er altså først endeligt, når forudsætningerne for tilskuddet er dokumenteret.
Offentliggørelse af regnskab
Jf. Folkeoplysningsloven skal vi offentliggøre foreningsregnskaber på vores hjemmeside.
2.6 Erklæring om indhentelse af børneattest
Alle folkeoplysende foreninger (omfatter også aftenskoler) samt distriktsforeninger, der modtager tilskud eller får anvist kommunalt lokale/udendørsanlæg, har
- pligt til at afgive erklæring til kommunen en gang årligt, også selv om foreningen p.t. ikke har medlemmer under 15 år.
- pligt til at indhente børneattester hos politiet, hvis foreningen ansætter personer, lønnet som ulønnet, der har til opgave at have direkte kontakt med børn og unge under 15 år.
Kommunen skal undlade at yde tilskud og at anvise lokaler/udendørsanlæg, hvis foreningen ikke afgiver erklæring.
3. Forening med voksenundervisning m.v.
- Tilskud til undervisning m.v.
- Ø-pulje
- Tilskud til videreuddannelse af lærere og ledere
- Lokaler samt lokaletilskud
- Regnskabsaflæggelse
- Ubrugte midler
3.1 Tilskud til lønudgifter
Foreningerne kan søge tilskud til lønudgifter til undervisning, studiekredse og foredrag for voksne, hvor der er deltagerbetaling. Undervisningen skal være offentlig og tilbydes alle (se sidste side).
OBS! Oplysningsforbund, der får statslige tilskud, kan ikke få administreret lønudbetaling fra Lolland Kommune.
Ansøgningsfrist
Ansøgning sendes til kulturogfritid@lolland.dk senest den 1. november. Der kommer svar senest den 1. december
Beregning og udbetaling af tilskud
Aftenskolens tilskud beregnes på grundlag af ansøgning og tilskuddets størrelse afhænger af de midler, der er afsat i kommunens budget til det pågældende år. Hvis aftenskolerne søger om mere end det afsatte budget, vil tilskuddet blive beregnet på baggrund af et gennemsnit af sidst indsendte regnskab og ansøgning.
Tilskud udbetales i 2 rater – 50 % den 1. januar og 50 % den 1. august i tilskudsåret via aftenskolens CVR. nr. el. til mellemregningskonto i Lolland Kommune. Evt. tilbagebetaling af tilskud fra året før, modregnes i 2. rate.
Kommunens tilskud kan ikke overstige
- 1/3 af lærer/lederløn i forbindelse med undervisning og foredrag.
- 5/7 af lærer/lederløn i forbindelse med instrumentalundervisning.
- 8/9 af lærer/lederløn i forbindelse med handicapundervisning.
Handicaperklæring
Handicaperklæring er ikke nødvendig, da revisionspåtegningen i regnskabet garanterer, at undervisningen foregår i overensstemmelse med lovgivningen.
Særlige betingelser for tilskud
Aftenskolen skal afsætte 10 % af det tildelte tilskud til debatskabende aktiviteter.
Retningslinjer for debatskabende aktiviteter
- Aktiviteterne skal annonceres offentligt, være åbne for alle og rettet mod brede målgrupper.
- Aktiviteterne skal være debatskabende og inddrage deltagerne aktivt.
- Aktiviteterne kan afregnes på andre udgiftstyper end lærer- og lederløn.
- Der behøver ikke være knyttet deltagerbetaling til aktiviteten.
- Formålet med aktiviteten må ikke være behandling, agitation, underholdning, valgkampagner,
- forkyndelse eller udbredelse af overtro.
Fleksible tilrettelæggelsesformer
Foreningen kan af det tildelte tilskud fratrukket 10 %, afsætte op til 40 % til aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer, der kan afregnes på andre udgiftstyper end lærer-/lederløn.
Fleksible tilrettelæggelsesformer kan f.eks. være
- Åbne studiecirkler
- Åbne studieværksteder
- Workshops
- ”Spørg specialisten”
- Fjernundervisning
Det kommunale tilskud, der anvendes til fleksible tilrettelæggelsesformer kan bruges til
- Løn til de personer, der forestår de fleksible tilrettelæggelsesformer (aftenskolerne er ikke bundet af satserne i Kulturministeriets lønbekendtgørelse).
- Lederhonorar, dog højst 20 % af aftenskolens udgifter til fleksible tilrettelæggelsesformer.
- Udgifter til etablering af Internetadgang til undervisere på hold inden for fjernundervisning.
- Undervisningsmaterialer af ikke-blivende værdi.
- Annoncering.
- Lokaleudgifter.
Andre udgiftstyper må afholdes af aftenskolen selv, typisk via deltagerbetalingen. Tilskud til fleksible tilrettelæggelsesformer beregnes efter flg. regler:
- Afregningsbrøker følger den traditionelle aftenskoleundervisning.
- Maksimum for det gennemsnitlige tilskud pr. time er KL’s sats for de fleksible tilrettelæggelsesformer.
- En time er 45 minutter, som ved undervisningslektioner inden for den traditionelle undervisning.
- Fjernundervisning opgøres som det timetal deltagerne har betalt for.
- Beregning af næste års tilskud følger den traditionelle aftenskole.
Der ydes ikke løntilskud til
- Undervisning, hvis formålet er agitation, valgkampagner, behandling, underholdning, forkyndelse eller udbredelse af overtro, men der må gerne oplyses og skabes debat herom.
- Undervisning inden for spil, idræt og sports- og konkurrencepræget virksomhed, herunder dans (bortset fra folkedans).
- Emner om fremstilling af alkoholiske drikke.
- Ovennævnte undervisning gælder både teoretisk undervisning og udøvelse i praksis.
Kommunen giver ikke
- Forhøjet tilskud til små hold.
- Særlige tilskud til nedsættelse af deltagerbetaling for pensionister, unge under uddannelse eller arbejdsløse.
- Kontante tilskud til folkeoplysende aktiviteter for voksne.
Andet
Hvis foreninger med voksenundervisning etablerer aktiviteter for børn og unge under 25 år, aflægger foreningen regnskab ifølge reglerne for foreninger med frivilligt foreningsarbejde.
3.2 Ø-pulje
Der er afsat en pulje til merudgifter i forbindelse med aftenskoleundervisning på øerne.
Aftenskolen skal i forbindelse med regnskabsaflæggelsen i maj indsende særskilt dokumentation /regnskab for de afholdte merudgifter, hvorefter tilskud udbetales til aftenskolen, forudsat at udgiften kan godkendes.
3.3 Tilskud til videreuddannelse af lærere og ledere
Tilskud gives til:
- kurser, der relaterer til det/de fag der undervises i således, at uddannelsen bliver til gavn for kursister/deltagere i aftenskolen.
Der ydes ikke tilskud til transport. Uddannelse skal foregå inden for Danmarks grænser. Der kan maks. gives kr. 5.000 i tilskud pr. kursus pr. person.
Ansøgning til lederuddannelse udfyldes
De budgetterede midler fordeles forholdsmæssigt mellem de foreninger der søger. Ansøgning fremsendes i det kalenderår, hvortil der søges tilskud.
3.4 Lokaler samt lokaletilskud
Ledige egnede offentlige lokaler og udendørsanlæg stilles gratis til rådighed med lys, varme, rengøring og fornødent udstyr (se sidste side)
Folkeoplysningsudvalget kan, efter skriftlig advarsel, inddrage tilladelsen til at benytte lokaler m.v., hvis der gentagne gange bliver konstateret, at lokalerne ikke udnyttes i rimeligt omfang, eller hvis ordensreglerne for benyttelse af lokalerne ikke overholdes.
Andre lokaler - lokaletilskud
Benytter foreningen andre lokaler, end de lokaler Lolland Kommune kan anvise, gælder følgende regler:
Der ydes 75 % til almindelige lokaler og kr. 10 pr. godkendt time til særlige lokaler (faglokaler). Det er dog en betingelse, at udgifterne er forhåndsgodkendt, via ansøgning om tilskud til undervisning 1. november, af administrationen i Staben for Kultur, Fritid og Borgerservice.
Bemærk! Hvis det skønnes, at kommunen kan anvise et tilsvarende kommunalt lokale til foreningens undervisning/aktiviteter, kan kommunen undlade at yde lokaletilskud til de lokaler, foreningen selv har valgt.
Foreningen kan ikke forvente at få anvist et bestemt lokale på et bestemt tidspunkt og på en bestemt ugedag.
Se også udlån/leje af kommunale lokaler samt udlån/leje af kulturlokaler.
3.5 Regnskabsaflæggelse - Regnskabsperioden er 01.01 – 31.12
Tidsfristen for indsendelse af afregningsskema er 1. maj i året efter tilskudsåret.
Hvis afregningsskemaet ikke modtages til tiden, sender Staben for Kultur, Fritid og Borgerservice én rykker med en svarfrist på 14 dage.
Modtages afregningsskemaet, eller ansøgning om udsættelse af regnskabsaflæggelsen ikke inden fristens udløb på 14 dage, kan tilskuddet bortfalde både for regnskabsåret og budgetåret.
Krav til regnskabet
Aftenskoler aflægger regnskab på afregningsskema for tildelte tilskud inkl. debatskabende aktiviteter, og hvis foreningen har haft aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer.
I regnskabet skal fremgå deltagernes samlede egenbetaling. Afregningsskemaet skal underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen.
Særskilt dokumentation
Som bilag til afregningsskemaet vedlægges særskilt dokumentation/regnskab for evt. afholdte debatskabende aktiviteter, fleksible tilrettelæggelsesformer og ø-pulje tilskud.
Revisionspåtegning
Foreningens revisor skal påtegne afregningsskemaet, som indeholder oplysning om, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med lovgivningen på folkeoplysningsområdet.
Mindre tilskud
Foreninger, der modtager tilskud på mindre end kr. 750.000 årligt, kan vælge at lade en folkevalgt revisor revidere regnskabet.
Større tilskud
Regnskaber for større tilskud, over kr. 750.000 årligt, skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Tilbagebetaling af tilskud
Tilskud skal betales tilbage til Lolland Kommune, Folkeoplysningsudvalget, hvis betingelserne for at modtage tilskud ikke bliver opfyldt. Tilskud er altså først endeligt, når forudsætningerne for tilskuddet er dokumenteret.
Der reguleres ikke for beløb under kr. 500. Det betyder, at henholdsvis ekstra betaling eller tilbagebetaling på under kr. 500 ikke foretages.
Offentliggørelse af regnskab
Jf. Folkeoplysningsloven skal vi offentliggøre foreningsregnskaber på vores hjemmeside.
3.6 Ubrugte midler
Fordelingen af de ubrugte midler sker i forbindelse med selve regnskabsaflæggelsen for aftenskolernes sidste tilskuds år, som sker efter den 1. maj. På dette tidspunkt kender aftenskolerne deres nøjagtige mer- / mindre forbrug og efterfølgende omfordeles mindre forbruget procentvis mellem de aftenskoler, som har haft et merforbrug i tilskudsåret.
4. Generelt
HUSK – Det er vigtigt, at tidsfristerne overholdes for at være med i tilskuds-/lokalefordelingen.
Godkendt i Folkeoplysningsudvalget den 23. november 2010
Godkendt i Femern Bælt, Erhvervs- og Kulturudvalget den 7. december 2010
- Revideret den 26. juli 2012
- Revideret den 7. december 2012
- Revideret den 23. september 2013
- Revideret den 29. september 2014
- Revideret den 25. juni 2018
- Revideret den 10. januar 2019