Spørgsmål og svar
Siden ungerådet blev etableret i 2021 har der været masser af aktivitet. Her er et udpluk af det ungerådet har været med til:
- Kursus om udvikling af Brætspil i Italien
- Inspirationsture med overnatning
- Opstart af Café Det Skæve Får i The Green House; herunder D&D, Super Smash Brothers Turnering, Åben Scene m.fl.
- Opstart af ungdomshus i Nakskov; herunder madkurser, koncerter, innovationsværksted, street art workshops m.fl.
- Camp Liv og innovationsværksted med Ungdomsbureauet
- Visionsdag op til kommunalvalg
- Demokratimøde op til kommunalvalg
Når du er en del af ungerådet, kan du være med til at igangsætte projekter, påvirke politiske processer, der vedrører unge og bestemme, hvordan ungerådet skal bruge sit budget på 50.000 kr. om året.
Vil du lære mere om ungerådet eller har du spørgsmål, så læs videre eller hop ind på Lolland Ungdom Discord Serveren for unge på Lolland og stil spørgsmål til ungekonsulenten eller ungerådet.
Der er to måder at være en del af ungerådet.
- Du kan blive medlem, hvor man er med til møder og med, når der skal træffes beslutninger.
- Man kan være en del af ”De Frie Unge”, hvor man hjælper til med enkelte events.
For at blive medlem, skal udfylder du formularen nederst på siden og bliver herefter kontaktet er ungekonsulenten i Lolland Kommune og/eller formandskabet.
I ungerådet er der plads til alle unge fra 13-25 år. Ungerådet repræsenterer unge på Lolland og er med til at gøre det sjovt og attraktivt at være ung i Lolland Kommune.
Der er afsat 50.000 kr. årligt til ungerådet til at lave fede aktiviteter og der er en dedikeret ungekonsulent, der skal hjælpe med at gøre ungerådets drømme til virkelighed
Tanken med ungerådet er at lytte til og gøre de unges tanker til handling. Det vil sige færre møder, mere action og flere gode oplevelser. Der er 4 møder årligt herunder 2-3 inspirationsture, hvor ungerådet har en hyggelig weekend sammen med mulighed for overnatning.
Ungerådet har indflydelse og kan få direkte kontakt til byrådspolitikerne og mulighed for at påvirke politiske temaer, der har med unge at gøre.
Som en bonus er ungerådet en god måde at få praktiske erfaringer, få inspiration fra andre og lære en masse som du kan bruge i andre sammenhænge.
Medlemmerne af ungerådet skal være 13-25 år (hvis du falder uden for aldersgruppen så tøv ikke med at henvende dig alligevel). Desuden skal medlemmerne være bosat i Lolland Kommune.
Passer ovenstående ikke på dig, eller vil du gerne lige snuse til, hvad ungerådet er, så kan du blive en del af ”De Frie Unge”, hvor du bliver inviteret med til events og inspirations samt har mulighed for at bidrage til specifikke projekter.
Ungerådet holder mindst fire møder om året, men møderne kan også være ture til forskellige steder med overnatning. Eksempelvis har ungerådet været i Italien, på Naturlig På Korsgaarden og på Naturskolen.
Ungerådet sætter også projekter i gang og du kan få hjælp til at udvikle dit projekt som en del af ungerådet. Ungerådet har startet en café, lavet madkurser, gaming arrangementer og meget mere.
Ungerådet mødes 4 gange om året og det forventes at man deltager i mindst halvdelen af møderne samt er aktiv på den ene eller anden måde i ungerådet. Det er også muligt at blive en del af ”De Frie Unge”, hvor man kan deltage og bidrage, når man har tid.
Ungerådet mødes fast 4 gange om året samlet og derudover i mindre grupper afhængig af geografi og interesser imellem møderne. Ungerådet er med til at bestemme formen på møderne, der bl.a. består af inspirationsture til spændende steder med overnatning.
Det er ungerådet, der bestemmer, hvordan møderne skal foregå. Vi mødes med overnatning for at lære hinanden at kende, have det sjovt og for at sikre at der bliver handlet på gode idéer og er fremskridt i ungerådets projekter. Derudover kommunikerer ungerådet via Lolland Ungdom Discord Serveren og mødes efter behov samlet eller i mindre grupper for at arbejde med specifikke projekter.
Det er medlemmerne af rådet, der bestemmer destinationerne og det er også medlemmerne, der bestemmer præcis hvad ungerådet skal arbejde med og hvor meget ungerådet skal mødes imellem overnatningerne. Ungekonsulenten hjælper med at følge op med de unge imellem møder og koordinering efter behov.
Medlemmerne til ungerådet vælges ud fra en række kriterier. De skal alle være mellem 13-25 år. Der skal være en geografisk spredning i Lolland Kommune. De forskellige skoler og det brede kultur og fritidsliv i Lolland Kommune skal være repræsenteret i Lolland Kommune. Kort sagt, skal ungerådet repræsentere unge i kommunen, så bredt som muligt. Falder du udenfor kriterierne, så vil Jonas meget gerne høre fra dig alligevel på joka@lolland.dk
Ansøgning
Bevis du ikke er en robot
Skriv tallene på billedet og tryk send for at se formularen