Billedskolen Storstrøm er Danmarks første regionale billedskole. Billedskolen tilbyder undervisning for alle børn og unge mellem 6-16 år i Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Faxe, Stevns og Næstved Kommuner.
På Billedskolen lærer dit barn at tegne, male og arbejde kreativt med materialer, og der bliver eksperimenteret med form og farve, set på kunst og limet, trygget og bygget.
På Lolland foregår undervisningen i Maribo og Nakskov, og der er hold til børn og unge inden for alderen 6-16 år. Undervisningen ligger oftest placeret på hverdage.
Undervisningen
Underviserne har alle stor undervisningserfaring inden for æstetiske læreprocesser, metoder, materialer og teknikker og vil tilrettelægge undervisningen efter det enkelte barns behov og ønsker.
Her vil både være plads til de børn og unge, der er ved at boble over af fantasifulde ideer, og til dem, der ønsker at blive teknisk dygtigere. Undervisningen veksler derfor mellem forskellige øvelser, tekniske opgaver og kreative eksperimenter.
Betaling og friplads
Alle kurser har en brugerbetaling, og du kan på Billedskolens hjemmeside se, hvad det koster.
Hvis du har svært ved at dække brugerbetalingen, kan du via kommunen søge om økonomisk støtte til at betale undervisningen, så dit barn deltager gratis.
Læs mere om, hvordan du søger støtte til fritidsaktiviteter.