Skip til hoved indholdet

Legepladser

På Lolland er der mange gode legepladser, som byder på masser af leg og bevægelse. Mange af legepladserne har borde og bænke og er placeret i eller tæt på skønne områder og naturoaser, hvilket gør det velegnet til en god familieudflugt.

Her finder du legepladserne

Tag et kig på kortet for at se, hvor du finder legepladserne. Du kan også læse mere om legepladserne og de forskellige redskaber i oversigten under kortet.

Legepladserne på kortet er kommunale, og Park og Vej fører tilsyn med pladserne. 

Herunder finder du en samlet liste over alle kommunale legepladser

Adresse: Havnepladsen 3, 4941 Bandholm 

I Bandholm har Lolland Kommune en lille fin legeplads, som særligt indbyder til en masse leg for børn i børnehavealderen. Legeområdet er delvist indhegnet, så børnene ikke har direkte adgang ud til museumsbanen. 

Selve legeområdet er at finde ved den fine børnevenlige strand, og der er masser af bænke i området, så der er god mulighed for at medbringe madpakker. 

Der er parkeringsmuligheder ved havnen på den modsatte side af vejen. 

Redskaber og inventar

  • Jorden-er-giftig/klatre bane, hvor børnene har mulighed for at stimulere balancen og motorikken.
  • To store tumlebakker, som indbyder til en masse leg.

Adresse: Bygaden 53B, 4983 Dannemare

For nogle år siden fik byens beboerforening etableret en skøn legeplads, som indbyder til en masse leg og sjov. 

Der er bord- og bænkesæt og et madpakkehus, så man nemt kan spise sin medbragte mad. Der er toiletmuligheder ved Dannemare Kirke overfor byparken. 

Der er parkeringsmuligheder ved Daglig Brugsen og ved kirken. 

Redskaber og inventar

  • Gyngestativ med to dækgynger 
  • Jorden-er-giftig-bane, hvor man kan øve balance og motorik. Banen er bygget op således, at det er små forhindringer, der tilsammen udgør den store bane

Adresse: Vestervej 128, 4960 Holeby

I Holeby Park er der en legeplads, som særligt henvender sig til småbørn. Pladsen er indhegnet, og der er bordbænkesæt til både store og små.

Der er parkeringsmuligheder ved Holeby Park eller ved Holeby-hallen.

Redskaber og inventar

  • Jorden-er-giftig bane, hvor der kan øves motorik og balance. Redskaberne indbyder leg for 0-3 årige.
  • Lille rutsjebane, hvor man kan tage trappen eller den lille klatrevæg op.
  • Kolbøttestænger, hvor der er mulighed for at svinge rundt i forskellige højder. 
  • Sandkasse, legehus og gynge. 

Adresse: Vestervej 128, 4960 Holeby

I Holeby Bypark, lige ved siden af legepladsen, har beboerforeningen for nogle år siden fået opsat motionsredskaber. 

Motionsområdet er placeret i skønne naturomgivelser, hvor der også er mulighed for at gå en tur gennem parken samt have børn eller børnebørn med på legepladsen samtidig. 

Der er parkeringsmuligheder enten på Vestervej eller ved Holeby Hallen, som ligger ved siden af Byparken. 

Redskaber og inventar

  • Fem forskellige motionsredskaber, hvor der er mulighed for at træne ben, arme og mave

Adresse: Stationsvej 4, 4913 Horslunde

I Horslunde Bypark finder du en fin legeplads, som er blevet etableret i samarbejde med Horslunde beboerforening. Legepladsen er for både små og mellemstore børn. 

Der er også mulighed for boldspil på en indhegnet asfaltbane. Byparken er desuden særligt kendt for dens store græslabyrint. 

Der er parkeringsmuligheder lige ved legepladsen på Stationsvej. 

Redskaber og inventar 

  • Jorden-er-giftig bane, hvor der kan øves motorik og balance. Redskaberne her indbyder til leg for særligt 0-3 årige, men mellemstore børn kan også have glæde af det.
  • Lille tunnelrør, kolbøttestænger og gynger.
  • Balance- og motionsredskaber, særligt for den store målgruppe.

Adresse: Refshalevej 52, 4930 Maribo

Ved Maribo Kajakklub har Lolland Kommune et stort grønt areal, hvor der er mulighed for leg og boldspil. 

Medbring madpakke og nyd udsigten over Maribo Sø, og du kan endda også tage en badetur, da der er anlagt en lille strand ved det grønne areal. 

Der er parkeringsmuligheder ved legepladsen og ved Sundhedscentret. 

Redskaber og inventar

  • Jorden-er-giftig bane, hvor der kan øves motorik og balance. Særligt for de 0-3 årige.
  • Lille rutsjebane, kolbøttestænger og gynger.
  • Klatreborg, som er udformet med fire tårne, som hver er forbundet med forskellige forhindringer. Der er både en rutsjebane og brandmandsstige i forskellige udformninger. 

Adresse: Rådhuset 1, 4930 Maribo

På Maribo Torv har Lolland Kommune et aktivitetshjørne til børn, hvor der både kan hoppes og tumles. Legeområdet er belagt med gummiunderlag. 

Der er parkeringsmuligheder ved aktivitetshjørnet. 

Redskaber og inventar

  • Små trampoliner og balancekugler.
  • Aktivitetsredskaber, som kan benyttes af både store og små. Det ene er et kuglespil, hvor det gælder om at placere alle tre kugler i midten. 

Adresse: Nybro 1, 4900 Nakskov

Ved Cirkuspladsen i Nakskov har Lolland Kommune et grønt areal med en legeplads og en stor græsplæne til boldspil. 

Medbring madpakke og nyd udsigten og omgivelserne ved Indrefjorden - er det mindre godt vejr, kan den medbragte mad nydes i madpakkehuset.

Der er parkeringsmuligheder ved legepladsen.

Redskaber og inventar

  • Stor og lille jorden-er-giftig bane, hvor der kan øves motorik og balance. Redskaberne på den lille bane - samt de to trampoliner - indbyder til leg for særligt de 0-3 årige. 
  • Kolbøttestænger, hvor der er mulighed for at svinge sig rundt i forskellige højder. 

Adresse: Indgang via Winchellsgade, 4900 Nakskov

Midt i området i Indrefjorden finder du en skøn indhegnet legeplads. Der er desuden gode græsarealer, så man kan spille diverse udendørs spil. 

Her er du midt i noget af den skønneste natur på Lolland. Der er stier gennem hele området, så adgang til legepladsen er via cykel eller gåben. 

Medbring madpakken og nyd udsigten, mens børnene leger. 

Der er flere muligheder for parkering ved de mange indgange til Indrefjorden. 

Redskaber og inventar

  • Legetårn med rutsjebane og klatrerampe
  • Legehus, som er bygget sammen med sandkassen
  • En lille legekano
  • Kolbøttestænger i to niveauer, hvor man kan øve motorik
  • To gyngestativer. En med dækgynger og et mindre med en redegynge

Adresse: Hestehovedet 1, 4900 Nakskov

Legepladsen på Hestehovedet blev indviet i 2021 og er støttet med midler fra byudviklingsprojektet Nakskov 2030 og LAG. 

I 2022 blev også områdets krible krable bro indviet. 

Området byder på en skøn naturoplevelse og masser af leg. Der er også gode muligheder for at lave omhold i området med medbragt mad. 

Der er toiletforhold og gode parkeringsmuligheder. 

Redskaber og inventar

  • To store sæler, som er bygget som klatretårn. 
  • Klatrestativ og gynger i havets og bølgernes farver. 
  • Hopperedskaber, som ligner muslinger og krabber.

Adresse: Svingelen 2, 4900 Nakskov

I Svingelen i Nakskov kan du besøge legepladsen, som er beliggende i det åbne ved den store sø. 

Her er der både mulighed for at sidde og nyde udsigten eller gå en tur i området. I bålhytten kan man spise sin medbragte mad eller tilberede noget over bålet. 

Der er parkeringsmuligheder ved siden af i skoven eller ved restaurant Skovriddergården. 

Redskaber og inventar

  • Gynger og kolbøttestænger.
  • Jorden-er-giftig bane, hvor der kan øves balance og motorik. 
  • Redskab til at øve armgang.
  • Udendørs bordtennisbord.

Adresse: Svingelen 2, 4900 Nakskov

På den indhegnede skovlegeplads i Svingelen i Nakskov, kan børnene blive klogere på den danske natur.

Fra indgangen ligner det en helt almindelig naturlegeplads, men området kan meget mere end det. Fra den åbne del af området er der en kvastunnel, som fører børnene ind i en anden verden. En verden, hvor naturen er helt tæt på - der kan bygges huler, og det er tilladt at gå på opdagelse under barken på de gamle stammer og grene. 

Redskaber og inventar

  • Jorden-er-giftig-bane
  • Gynge 
  • Hoppebane - her kan man se, om man kan hoppe lige så langt som nogle af vores dyr i naturen 
  • Informationstavler, som kan give voksne og børn en ny viden om naturen 

Adresse: Møllevænget 21, 4951 Nørreballe

I Nørreballe ved Præsteskoven har vi en lille legeplads, som gennemgik en renovering i 2018. Dagplejen bruger legepladsen hyppigt, men børnehavebørn kan også få glæde af de mange sjove redskaber. 

Der er bord- og bænkesæt, og der ligger en skov lige bag ved pladsen. 

Der er mulighed for parkering ved Møllevænget 17-23. 

Redskaber og inventar

  • Lille redegynge 
  • To forskellige balance/motorikredskaber
  • En stor sandkasse
  • Et lille klatretårn med rutsjebane, klatrerampe samt et edderkoppenet, hvor der kan klatres helt op til toppen

Adresse: Bøgevej 11-13, 4970 Rødby 

På Bøgevej i Rødby har Lolland Kommune en lille fin indhegnet legeplads, som især dagplejerne i området bruger. Dog indbyder den også til leg hos børn i 3-5 års alderen. 

På legepladsen er der bygget et lille læskur, hvor man kan søge ly og skygge. Der er også bord- og bænkesæt, så man kan medbringe madpakke. 

Der er parkeringsmuligheder lige ude foran legepladsen på Bøgevej. 

Redskaber og inventar 

  • Gyngestativ med en redegynge. 
  • Legehus og legekøkken.
  • Jorden-er-giftig bane og små bakker, som er god for motorik og balance øvelse.
  • Legetårn med rutsjebane og sandkasse.
  • Vippedyr.

Adresse: Strandvej 3, 4970 Rødby

I Lystskoven i Rødby har Lolland Kommune en stor legeplads med mange aktiviteter for de helt små til store børn. Legepladsen er indhegnet, så det er et oplagt sted for både dagplejere og børnefamilier. Noget af det indhegnede område er inde i skoven, så der er også mulighed for at gå på opdagelse derinde. 

Medbring madpakke og nyd den skønne natur midt i skoven, hvor der er et stort madpakkehus. 

Der er parkeringsmuligheder ved skoven - både på Sædingevej og på Fruegade. 

Redskaber og inventar 

  • Legeområde for de mindste med et legehus og en rustjebane placeret i en sandkasse.
  • Vippe og små trampoliner. 
  • Bæltegynger og gynger. 
  • Klatreborg, hvor der både er rutsjebane og klatrevæg. 

Adresse: Strandvej 3, 4970 Rødby

Gå på opdagelse via stisystemet i Rødby Lystskov, hvor der er sat lege- og motionsredskaber op rundt omkring. 

Der er mulighed for at medbringe madpakke, da der midt i Lystskoven er et stort madpakkehus. Der er også hængekøjer og et stort grønt område, som indbyder til boldspil. 

Der er en parkeringsplads på Fruegade, ellers er der små p-pladser på Sædingevej. 

Redskaber og inventar

  • Der er i alt opsat 6 små aktivitetsposter rundt på stisystemet. Her er der mulighed for at øve balance og motorik for store og små

Adresse: Tårsvej 67, 4912 Harpelunde

I Sandby Bypark har beboerforeningen for nogle år siden fået etableret et lille legeområde til glæde og gavn for alle byens borgere, men også de mange cykelturister. 

Ved siden af legepladsen er der motionsredskaber, så du kan være aktiv, mens børnene leger. Der er desuden shelter- og bålplads, bord- og bænkesæt samt et muldtoilet. 

Der er parkering lige ved Byparken. 

Redskaber og inventar 

  • Gyngestativ med en stor redegynge
  • Jorden-er-giftig-bane, hvor man kan øve balance og motorik

Adresse: Tårsvej 67, 4912 Harpelunde

I Sandby Bypark har beboerforeningen for nogle år siden fået etableret motionsredskaber til glæde og gavn for alle. 

Motionsredskaberne er placeret ved siden af legepladsen, som børnene kan bolte sig på, mens du selv er aktiv. Der er desuden shelter- og bålplads, bord- og bænkesæt samt et multoilet. 

Der er parkering lige ved Byparken.

Redskaber og inventar

  • Motionsbanen er placeret som en cirkel med 12 forskellige maskiner. 
  • Et vejledningsskilt, hvor man kan se en guide til de forskellige øvelser

Adresse: Studiestræde, 4952 Stokkemarke 

I Stokkemarke har Lolland Kommune en fin legeplads, som særligt indbyder til leg for børn i børnehavealderen. 

Der er placeret bænke på arealet, så der er mulighed for at nyde mad og drikke. 

Der er parkeringsmuligheder ved legepladsen på Studiestræde. 

Redskaber og inventar 

  • Jorden-er-giftig bane, som udfordrer balance, styrke og motorik. 
  • Redegynge, som kan anvendes af børn fra 0 år og op.

Adresse: Birkevej 1A, 4920 Søllested

Trylleparken, som ligger midt i Søllested, indbyder til mange forskellige aktiviteter med blandt andet bålsteder og bålhytte. Parken er delt op i forskellige arealer, hvor legepladsen er fordelt på to steder.  

Der er mulighed for parkering ved skolen eller hallen.

Redskaber og inventar

  • To bålsteder
  • Bålhytte med bord- og bænkesæt
  • Stor jorden-er-giftig-bane
  • Gyngestativ med en stor redegynge
  • En hængekøje

Kontakt 

Helle Kjørup Nielsen, parkforvalter

Telefon:  54 67 72 05 | Mail: hekni@lolland.dk

Måske er du også interesseret i

Hold dig opdateret og giv os feedback

Tilmeld nyhedsbrev Giv os feedback

Lolland Kommune
Torvet 3
4930 Maribo

CVR-nr. 29188572

Telefon: 54 67 67 67
lolland@lolland.dk

Telefontider

Mandag - onsdag8:00 - 15:00
Torsdag8:00 - 17:00
Fredag8:00 - 13:00


Nyttige links