Fritidstillæg
Du kan få et tilskud til dine børns fritidsaktiviteter, hvis du har fået kontanthjælp i 3 sammenhængende måneder.
Fritidstillæg er et tillæg, du kan bruge til dine børns fritids- og kulturaktiviteter.
Du får også fritidstillæg i 3 måneder, efter du er stoppet med at få kontanthjælp, hvis du er kommet i arbejde. Du kan bruge fritidstillægget til fx:
- Fritidstilbud
- Kulturelle aktiviteter for børn
- Sociale eller faglige arrangementer
- Udstyr til dine børns skole eller uddannelse.
Hvor meget kan jeg få i fritidstillæg?
Hvis du er gift eller samlevende, kan du få kr. 450 (2025) pr. barn – dog højst for 3 børn. Hvis du er enlig forsørger, kan du få kr. 112,50 (2025) pr. barn for op til 3 børn.
Som enlig forsørger får du mindre, fordi du samtidig har ret til børnetilskud, som kan dække nogle af de samme udgifter.
Hvordan får jeg udbetalt fritidstillægget?
Du får fritidstillægget automatisk sammen med din kontanthjælp hver måned.
Men du skal huske at:
- aflevere kvitteringer til kommunen, der viser, hvad du har brugt pengene på
- gøre det hver 3. måned.
Du skal senest den 20. i måneden efter den sidste måned i en sammenhængende periode på 3 måneder indlevere dokumentation for, hvordan du har brugt 1/3 af det beløb, du har fået i perioden på 3. måneder.
Du kan aflevere dokumentationen digitalt eller fysisk.
Hvad gælder for dine kvitteringer?
Du skal kun dokumentere 1/3 af det samlede beløb, du har fået i en periode på 3 måneder. De øvrige 2/3 skal du ikke dokumentere – dem kan du fx bruge steder, hvor du ikke får en kvittering (såsom loppemarkeder). Hvis du har haft en stor udgift, fx til et kontingent eller fodboldstøvler, kan den samme kvittering dække flere perioder.
Hvad sker der, hvis du ikke indleverer kvitteringer?
Hvis du ikke indleverer kvitteringer rettidigt, stopper udbetalingen af fritidstillægget. Du får ikke udbetalt tillægget for den periode, hvor du ikke har indleveret kvitteringen inden for fristen – heller ikke selvom du afleverer kvitteringer senere.
Du får først tillægget igen, når du igen begynder at aflevere kvitteringer.
Kontakt
Arbejdsmarked
Lillievej 4, 4900 NakskovRing til os
Skriv til os
Bemærk
Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.Når du ringer
Callcentret viderestiller telefonopkald til relevant medarbejder eller område.