---
title: "Lovgrundlaget for den forbedrede kystsikring af Nakskov"
description: "Find informationer om kystbeskyttelseslovgivningen og historien bag denne"
date: "2026-10-28"
created: "2026-10-28"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Borger](https://www.lolland.dk/borger)

                    [Klima og miljø](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe)

                    [Klima](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima)

                    [Nakskov kystsikring](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring)

                [Lovgrundlaget for den forbedrede kystsikring af Nakskov](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/lovgrundlaget-for-den-forbedrede-kystsikring-af-nakskov)

# Lovgrundlaget for den forbedrede kystsikring af Nakskov

Som en kystnation med lang historie af oversvømmelser og stormfloder har Danmark en ret udviklet kystbeskyttelseslovgivning, som har sine rødder i tiden omkring stormfloden i 1872. Lovgivningen giver kommunerne, private og staten mulighed for at gennemføre kystbeskyttelsesprojekter til beskyttelse af ejendomme mod oversvømmelse eller erosion.

Den nuværende kystbeskyttelseslov blev vedtaget ved LOV nr. 108 af 5. marts 1988, og er senest opdateret ved lovbekendtgørelse LBK nr. 245 af 28. februar 2025. Formålet ved loven er at beskytte mennesker og ejendom ved at reducere risikoen for oversvømmelser eller kystnedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af kystterritoriet, under hensyntagen til internationale forhold, økonomiske hensyn og andet.

Det er derfor ikke muligt at give tilladelse til kystbeskyttelsesprojekter, hvis formålet er at beskytte natur. Beskyttelse af natur kan ses som en sidegevinst, som kan være med til at øge sandsynligheden for, at et givent projekt kan godkendes, men det kan ikke stå alene.

Udgangspunktet er, at ejeren selv har ansvaret for at tage stilling til beskyttelse af sin ejendom mod oversvømmelse og kystnedbrydning. Kystbeskyttelsesloven giver samtidig mulighed for, at kommunen kan tage initiativ til fælles projekter, som beskytter flere ejendomme.

Kapitel 1 a af lovgivningen giver kommunen mulighed for at igangsætte fælles kystbeskyttelsesprojekter – enten af egen drift, eller på opfordring af en eller flere lodsejere. Det er op til kommunen, om kommunen selv vil lave et skitseprojekt, eller bede potentielle ansøgere om at levere et.

Kommunen indhenter en udtalelse fra Kystdirektoratet om de foreslåede kystbeskyttelsesforanstaltninger. På den baggrund beslutter kommunen, om sagen skal fremmes. Hvis sagen fremmes, fortsætter arbejdet med et konkret projekt, som blandt andet skal i høring og behandles efter de gældende regler.

Det er ifølge kapitel 1 b muligt for staten at udføre kystbeskyttelsesprojekter. Hvis staten tager den beslutning, vil kommunen kun i begrænset grad blive involveret.

I kapitel 1 c beskriver lovgivningen, hvilke retningslinjer og vilkår kommunen kan stille i forbindelse med kystbeskyttelsesprojekter. Det er vigtigt at notere sig her, at det er muligt gennem en afgørelse ved kystbeskyttelseslovgivningen at dispensere fra visse dele af naturbeskyttelseslovgivningen. Dette tilsidesætter ikke den faglige behandling, men letter myndighedsarbejdet og bureaukratiet.

Kapitel 2 handler om regulering og finansiering af fælles kommunale kystbeskyttelsesprojekter. Kapitlet giver kommunen lov til at oprette dige-, kystsikrings- eller kystbeskyttelseslag, som de ejere, der opnår en fordel ved kystbeskyttelsesanlægget, skal være medlem af. Dette medlemskab bliver tinglyst på de enkelte ejendomme, og kommunen udarbejder en vedtægt for laget, samt fastsætter bidraget. Lagets medlemmer vil få mulighed for at kommentere vedtægterne inden de træder i kraft, og kommunen kan vælge at indarbejde bemærkningerne i vedtægterne.

I tilfælde af senere sammenlægninger af eller udstykninger på ejendomme tilhørende laget, vil kommunen skulle sikre, at de nye ejendomme sættes i bidrag. Det er også muligt for kommunen at justere bidraget til laget, hvis det er nødvendigt. Det kan for eksempel være i forbindelse med inflation eller stormskader.

Kapitel 3 omhandler anlæggelse af høfder, inddæmninger og lignende, mens den resterende del af loven omhandler klagemuligheder, straffe og tilsynsforanstaltninger.

Kommunens afgørelser efter kystbeskyttelsesloven kan i det omfang, loven giver adgang til det, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det kan blandt andet omfatte retlige spørgsmål om bidragsfordelingen. Klagevejledning vil fremgå at den konkrete afgørelse.

## Læs mere om kystbeskyttelseslovgivning

###

                                    Kystbeskyttelseslovens historik

Hvor der i de middelalderlige landskabslove findes regler for, hvordan man må behandle søer og vandløb, så inkluderer de ikke regler for, hvordan jordejere kan beskytte sig mod havets virke. Det er først i midten af 1800-tallet, at man begynder at lovgive om det.

Da stormfloden i 1872 ramte, begyndte man at udarbejde et lovforslag om kystbeskyttelse. Efter stormfloden valgte man i Rigsdagen at udarbejde en særlov i forbindelse med anlæggelsen af diger på Lolland og Falster, da man vidste, at man ikke kunne nå at færdiggøre arbejdet med den generelle kystbeskyttelseslov.

Lov om Digearbejder på Lolland og Falster, LOV nr. 69 af 23. maj 1873, indeholder nogle af de grundlæggende principper, som al efterfølgende lovgivning på området indeholder. Dette inkluderer den måde, hvordan finansieringen pålægges de berørte ejendomme, som beskyttes mod oversvømmelse, og at det offentlige kan bidrage til finansieringen. Det understreges også, at ejere som får eksproprieret ejendom, eller skal bidrage med materialer, skal have erstatning herfor. Loven er stadig gældende.

###

                                    Den første kystbeskyttelseslov

Den første egentlige danske kystbeskyttelseslov er Lov om Diger til Beskyttelse mod Oversvømmelser fra Havet, LOV nr. 53 af 10. april 1874. Loven henfører udelukkende til anlæg på land, det vil siger diger og lignende, og inkluderer de mange af de bestemmelser, som den nuværende lov indeholder.

Den første del af loven er tilsigtet at sikre, at diger kan opføres, og at lodsejere kan få erstatning for den jord, de materialer de måtte skulle bidrage med og den skade, som anlæggets opførelse og vedligehold kan medføre. Det tilsigtes også, at der er adgang til diget for de personer, der skal arbejde på diget.

Lovens §§ 6-15 minder på mange områder om den nuværende lovgivnings bestemmelser om oprettelsen af dige- kystbeskyttelses- eller kystsikringslag. Det er den enkelte lodsejers ansvar at beskytte sin ejendom, men vedkommende ville kunne bringe sagen op for en landvæsenskommission. Landvæsenskommissionens opgave var da at bestemme om, naboer ville få gavn af diget, og derfor skulle tvinges til at bidrage til digets opførelse og vedligehold. På det grundlag var det også muligt at gå sammen om at beskytte længere kyststrækninger. Selve dannelsen af laget lå under amtsrådet.

Formålet med loven var at skabe et retsgrundlag for ekspropriation af ejendomme i forbindelse med oprettelsen af kystbeskyttelsesdiger og sikre, at anlæggene kunne tilses af staten. Sidstnævnte skabte nogen debat, da man ikke mente, at private diger nødvendigvis skulle høre under statens myndighed, medmindre de havde fået støtte fra statskassen. Det skønnedes dog, at hvis man ikke inkluderede alle kystbeskyttelsesanlæg, så skulle man lave særlove for hvert enkelte anlæg, som skulle have statsstøtte. For at lette administrationen, besluttedes det derfor, at loven skulle gælde både private og offentlige diger.

 Man overvejede at skelne mellem naturlige diger og kunstige diger, men valgte ikke at foretage denne opdeling. Tankerne bag var, at selv naturlige diger ofte er forbedrede af mennesker, og at de stadig skal vedligeholdes. Man overvejede også at behandle inddæmningsdiger efter lovgivningen, men indsatte i stedet § 19, som giver mulighed for at danne et lag for dem, som får nytte af kystbeskyttelsen, men ikke har nytte af landvindingen

###

                                    Lov om kystsikringsanlæg

Stormflodsskadeudvalget påpegede i 1922, at der ikke var et samlet sæt regler som gjorde det muligt at lave sammenhængende planer for kystbeskyttelsesanlæg til forhindring eller reduktion af erosion. Dette var meget påliggende, da der i de foregående år havde været flere stormfloder med betragtelige skader til følge. Derfor blev det besluttet, at der skulle udarbejdes en ny lovgivning på området.

Lov om Kystsikringsanlæg, LOV nr. 235 af 12. juni 1922, læner sig op ad Lov om Diger til Beskyttelse mod Oversvømmelser fra Havet. Det betød, at når en lodsejer ville bygge høfder og lignende, og havde fået tilladelse fra staten, så kunne han indbringe anlægget for en landvæsenskommission, som så kunne bestemme, hvilke andre ejendomme, som skulle sættes i bidrag.

###

                                    Revideret kystbeskyttelseslov

I 1973 påpegede Det Lollandske Dige, at de gældende regler for partfordelinger i dige-, kystbeskyttelses- og kystsikringslag var forældede. Da de hidtidige regler og praksis fokuserede på størrelsen af de beskyttede arealer, så kunne man ikke partsfordele ud fra de enkelte værdier. Det vil sige, at en fabriksgrund, en mark og en sommerhusgrund var underlagt den samme grundsats, til trods for, at de beskyttede værdier var meget forskellige.

På det grundlag valgte man at revidere Lov om Diger til Beskyttelse mod Oversvømmelser fra Havet. Den primære ændring var, at man tilføjede en ny paragraf, der gjorde det muligt, at en ejer af en bidragspligtig ejendom, kunne anmode landvæsenskommissionen om at revidere bidragsfordelingen. En betingelse var dog, at der skulle være væsentligt forandrede forhold, som kunne godtgøre en ændring af bidraget til digets vedligehold med videre.

###

                                    Den nuværende kystbeskyttelseslov

I 1987 begyndte man at arbejde på en ny kystbeskyttelseslov. Dette skete ud fra betragtningen om, at det offentlige, og især kommunerne, skulle tilskyndes til at oprette kystbeskyttelsesanlæg, og at en mere traditionel sagsbehandling ville nedbringe omkostningerne for de enkelte sager. Samtidigt ville man forsøge at modernisere lovgivningen på området, da den gældende lovgivning i stor grad stadig var baseret på den oprindelige lov fra 1874.

Resultatet blev Lov om kystbeskyttelse, LOV nr. 108 af den 5. marts 1988. Loven blev vedtaget af alle Folketingets partier med undtagelse af Fremskridtspartiet, da de mente, at kystbeskyttelse burde være en statslig opgave.

Man valgte at bibeholde princippet om, at det er den enkelte lodsejer, som har ansvaret for at beskytte sin ejendom. Dog ville man skabe en tilskyndelse for amter og kommuner til at igangsætte fælles kystbeskyttelsesprojekter. Samtidigt valgte man at sammenlægge de to separate lovgivninger i én fælles lovgivning.

Der var også et ønske om at forenkle processerne og samle kompetencerne hos de myndigheder, som direkte arbejdede med kystbeskyttelse. Derfor valgte man at afskaffe den myndighed landvæsenskommissionerne tidligere havde haft, og lagde det ud på amterne, da man håbede at opnå en synergi med amternes andre myndighedsopgaver. Dette håbede man, også ville styrke kompetencerne på området i amter og kommuner. Samtidigt skulle Kystdirektoratet agere som rådgivere, hvis amter, bygherrer eller kommuner skulle have behov for det.

Loven er revideret flere gange sidenhen. I forbindelse med nedlæggelsen af amterne i 2007 blev deres myndighedsrolle lagt ud på kommunerne, mens en ændring i 2018 gav mulighed for, at dispensationer fra naturbeskyttelsesloven kunne laves i en afgørelse ud fra kystbeskyttelseslove. Dette betød blandt andet, at Kystdirektoratet har fået en mindre rolle.

I 2021 blev der i forbindelse med finansåret for 2021 udarbejdet Bekendtgørelse om tilskud fra pulje til diger og anden kystbeskyttelse, BEK nr. 1130 af 2. juni 2021, som sætter rammerne for statens tilskud til anlægsudgifter til kystbeskyttelsesprojekter. Tilskudsordningen indeholder en række krav til projekterne, og er kun tilgængeligt for diger ved Vadehavet eller kommunale fællesprojekter.

###

                                    Kilder

- Folketingstidende 1972-73 Tillæg A, sp. 2179-2184.
- Folketingstidende 1987-88 Tillæg A, sp. 845-886, Tillæg B, sp. 421-422 og Tillæg C, sp. 295-304.
- Rigsdagstidende 1872-73 Tillæg A, sp. 3119-3121.
- Rigsdagstidende 1873-74 Tillæg A, sp. 1255-1266 og Tillæg C, sp. 599-614.
- Rigsdagstidende 1921-22 (1. samling) Tillæg A, sp. 7405-7410 og Tillæg C, sp. 1839-1842.
- Kroman, Erik 1945 Danmarks Gamle Love paa nutidsdansk – Første bind, G.E.C. Gads Forlag, København.
- Kroman, Erik 1945 Danmarks Gamle Love paa nutidsdansk – Andet bind, G.E.C. Gads Forlag, København.

## Hvis du vil vide mere

[Du kan læse kystbeskyttelsesloven her (retsinformation.dk)](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/245 "Du kan læse kystbeskyttelsesloven her").

## Kontakt

### Teknik og Miljø

                                Søndre Boulevard 84, 4930 Maribo

                                tmm@lolland.dk

### Ring til os

[54 67 64 60](tel:54%2067%2064%2060)

### Skriv til os

[Send sikker post til Teknik og Miljø (borger.dk)](https://post.borger.dk/send/f36a5f17-de53-41b2-af4f-212946af238c/1f98db7d-d752-415b-84de-bc218bf24a6f/)

### Bemærk

                            Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.

                https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/kystsikringsprojektet-i-nakskov

                https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/finansiering-og-bidragsfordeling

                https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/digelag-og-kystbeskyttelse
