---
title: "Højvandsporten - Nakskov kystsikring"
description: "Højvandsporten er en skydeport, som kan håndtere højvande og stormfloder op til 4 meter over daglig vande."
date: "2026-04-23"
created: "2026-04-14"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Borger](https://www.lolland.dk/borger)

                    [Klima og miljø](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe)

                    [Klima](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima)

                    [Nakskov kystsikring](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring)

                [Højvandsporten - Nakskov kystsikring](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/hoejvandsporten-nakskov-kystsikring)

# Højvandsporten - Nakskov kystsikring

Højvandsporten er en skydeport, som kan håndtere højvande og stormfloder op til 4 meter over daglig vande.

Af de tre løsningsforslag er Højvandsporten den løsning, der giver den bedste beskyttelse af Nakskov by og havn. Der er tale om en skydeport, som kan håndtere højvande og stormfloder op til 4,0 meter over daglig vande. Gennemsejlingsbredden er på 54 meter, hvilket betyder, at der sikres en stor fleksibilitet i forhold til hvilke fremtidige skibstyper, som kan anløbe Nakskov havn, og da byens centrale havnerum friholdes for tekniske konstruktioner, giver det muligheder for rekreativ og bynær udvikling.

Til gengæld er denne løsning den dyreste og mest teknisk krævende at etablere. Den forudsætter større indgreb i kystmiljøet og længere anlægsperiode, der samtidigt betyder perioder, hvor det ikke er muligt for større skibe at anløbe havnen. Når porten lukkes i forbindelse med ekstremt vejr, vil det ikke være muligt at anløbe Nakskov havn. Dette formodes at ville ske med øget hyppighed, efterhånden som klimaet ændrer sig.

![](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/ffc87830-754c-4902-8807-08de96b90b0a?width=800)

*Foto: Kort over højvandsporten, hvor porten, diget og hævet vej er markeret. Kilde: Klimadatastyrelsen og Lolland Kommune.*

## Visualisering af højvandsporten

Videoen viser, hvordan højvandsporten kan komme til at se ud.

## Uddybende beskrivelser

###

                                    Det sydlige anlæg

Det skitserede forslag består af to landanlæg på hver side af sejlrenden.

Det sydlige anlæg vil skulle ligge på østsiden af Trælleholm og vil blive placeret i et nyt opfyldt område, så man ikke ødelægger de naturlige og rekreative værdier ved Trælleholm. Porten vil kunne betjenes på afstand, f.eks. fra Havnekontoret eller en app, eller ved hjælp af en automatisk løsning.

Anlægget vil huse porten, når den ikke er i brug, og vil være en betonkonstruktion med spunsvægge. Ud mod fjorden og havnen vil anlægget være afsluttet af en skråning med stenkast ned mod vandet, og græs længere oppe. Mod trælholmen vil der være en græsskråning. Omkring den øvre del af portkammeret vil der være en adgangsvej.

Portkammeret er opbygget med en spunsvæg, som sandsynligvis bliver beklædt med beton. Betonen skal forhindre, at spunsvæggen ruster, der hvor vandniveauet skifter. Dette kan alternativt også klares med offeranoder, men det vil kræve mere vedligeholdelse. Kammeret er afstivet ved en betonplade plade i bunden med opdriftsankrer og tværafstivning af stålbjælker i toppen. Sidevæggene sikres af cellefangedæmninger, og der vil være adgang til kammeret til vedligehold og reparationer. Kammeret vil kunne lukkes af fra vandsiden, når der skal foretages vedligehold.

En teknikbygning vil være placeret ved siden af adgangsvejen på toppen af anlægget. Fra bygningen vil man kunne styre porten lokalt, hvis der ikke kan etableres en fjernforbindelse, og man kan tilslutte en generator i tilfælde af strømsvigt. Et depot til mindre reservedele forventes at blive en del af bygningen.

![Det sydlige anlæg med portkammer](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/c25f62ce-c2e5-4c3e-7f9b-08de9ba436cb?width=800)

Kilde: Lolland Kommune

###

                                    Portkonstruktionen

Porten vil være en stålkonstruktion med intern afstivning, ballasttanke og pumper. Ballasttanke og pumper er nødvendige, så porten kan køres frem og tilbage og sluttet tæt. Øverst på porten vil der være placeret et drivværk, der skal skyde porten frem og tilbage. Drivværket forventes at komme til at bestå af to elmotorer på hver side.

![Tegningen viser porten og bundkonstruktionen](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/5365569c-fb14-4dc7-7f95-08de9ba436cb?width=800)

Kilde: Lolland Kommune

###

                                    Det nordlige anlæg

Det nordlige anlæg skal sikre, at porten slutter tæt, og at vandet ikke bare kan flyde nord om højvandsporten. Anlægget vil bestå af et forankringspunkt af spunsvægge med støbt beton, så spunsvæggen ikke ruster. Skråningerne vil bestå af stenkast, og på toppen vil der være en brolagt platform, der kan anvendes til vedligehold, og til rekreative formål, hvor borgere kan få et kig ud over fjorden og havnen. En asfalteret vej vil føre op til platformen fra Strandpromenaden.

Strandpromenaden hæves, så den agerer som en del af kystbeskyttelsen, og et bagvedliggende dige bygges på det grønne område nord for vejen. Diget vil bestå af en kerne af sand med en lerkappe og afsluttet med et muldlag, hvorpå der slås græs. Diget og vejen beskytter ikke op til samme højde som porten, men dette skyldes, at man i fremtiden billigere vil kunne have dige og vej, end det vil være at skulle ombygge portkonstruktionen.

![Tegningen er et tværsnit af det nordlige anlæg](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/ffe26dca-a654-48af-7f9a-08de9ba436cb?width=800)

Kilde: Lolland Kommune

###

                                    Pris og en nærmere gennemgang af projektet

Den samlede løsning vurderes til at koste omkring kr. 500 millioner. Dette er det seneste estimat fra december 2025.

[Rambølls tekniske beskrivelse af højvandsporten (PDF)](https://www.lolland.dk/p/MOLIRIMEDIA/ea235818-7ad9-4050-7edf-08de9ba436cb)

## Kontakt

### Teknik og Miljø

                                Søndre Boulevard 84, 4930 Maribo

                                tmm@lolland.dk

### Ring til os

[54 67 64 60](tel:54%2067%2064%2060)

### Skriv til os

[Send sikker post til Teknik og Miljø (borger.dk)](https://post.borger.dk/send/f36a5f17-de53-41b2-af4f-212946af238c/1f98db7d-d752-415b-84de-bc218bf24a6f/)

### Bemærk

                            Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.

                https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/den-indre-port-nakskov-kystsikring

                https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/den-bynaere-loesning-nakskov-kystsikring
