---
title: "Den indre port - Nakskov kystsikring"
description: "Den indre port er en dobbeltport af stål, som kan håndtere højvande og stormfloder op til 2,5 meter"
date: "2026-04-23"
created: "2026-04-14"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Borger](https://www.lolland.dk/borger)

                    [Klima og miljø](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe)

                    [Klima](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima)

                    [Nakskov kystsikring](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring)

                [Den indre port - Nakskov kystsikring](https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/den-indre-port-nakskov-kystsikring)

# Den indre port - Nakskov kystsikring

Den indre port er en dobbeltport af stål, som kan håndtere højvande og stormfloder op til  2,5 meter

Den indre port giver en god beskyttelse af Nakskov by og Færgeland, og placeres på tværs af havnen ved den gamle færgeterminal. Der er tale om en dobbeltport af stål, som kan håndtere højvande og stormfloder op 2,5 meter. Gennemsejlingsbredden vil blive på 10 meter. Langs med havnen fra porten mod nord og op til Gasvej vil der blive anlagt en kombination af en højvandsmur og mobil kystsikring, som vil blive indsat ved truende højvande eller stormflod. Højvandsmuren fortsætter langs med Strandpromenaden og ud til Rosnæs.

Denne løsning er billigere end højvandsporten, men den betyder også, at området nord for Skansevej kan blive oversvømmet ved ekstremt højvande eller en stormflod. Den indre del af erhvervshavnen vil ikke længere kunne bruges af større skibe, da gennemsejlingsbredden kun er 10 meter, og vil derfor have betydning for erhvervslivet i inderhavnen. Den indre havn vil derfor blive forvandlet til en lystbådehavn med mulighed for rekreativ og bynær udvikling. Når porten lukkes i forbindelse med ekstremt vejr, vil det ikke være muligt at anløbe inderhavnen. Dette formodes at ville ske med øget hyppighed, efterhånden som klimaet ændrer sig. Desuden vil der være begrænsninger på færdslen på havnen og langs med Strandpromenaden i anlægsperioden.

![Kortudsnit, der viser forløb ved etablering af den indre port i havnebassinet](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/4b3988fa-5199-4074-8809-08de96b90b0a?width=800)

*Foto: Kort over den indre port, hvor porten, højvandsmur, diget og mobilkystsikring er markeret. Kilde: Klimadatastyrelsen og Lolland Kommune.*

## Visualisering af den indre port

Videoen viser, hvordan den indre port kan komme til at se ud.

## Uddybende beskrivelser

###

                                    Beskrivelse af porttypen

Selve porten kommer til at bestå af to højvandsdæmninger, som vil være tilsluttet Toldbodkaj eller Vestre Kaj på bysiden og det gamle værftsområde på den modsatte bred. De vil blive bygget som spunscelledæmninger med betonvægge. Dette forslag vil kræve at dele af det gamle færgeleje fjernes. En løsning hvor dæmningen sluttes til Vestre Kaj er også overvejet, men vil fjerne endnu mere kajplads for erhvervsskibe. Porten er placeret midt i dæmningen.

Porttypen er en *mitre gate*. Det vil sige en port med to portklapper, der, når porten er lukket, er vinklet ud mod vandtrykket, så vandtrykket presser porten sammen, og er med til at sørge for, at den slutter tæt. Når vandstanden ændrer sig, vil vandtrykket bagfra åbne porten igen. Det er en porttype, som er velafprøvet, og har været i brug i 500 år, og er senest blevet brugt i forbindelse med kystsikringen af Sakskøbing.

Porten drives af en hydraulisk motor, der i tilfælde af strømafbrydelse vil kunne tilsluttes en generator. I tilfælde af fejl i den hydrauliske styring vil porten kunne trækkes i manuelt. Porten vil kunne trækkes i af vandstrømmen alene, hvis vandstrømmen er høj nok, men dette er ikke en optimal nødløsning.

![Tegning af porten set oppefra](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/312ba69b-918a-4055-7f98-08de9ba436cb?width=800)

![Tegning af porten set fra siden](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/adbfbf3c-7783-4b48-7f97-08de9ba436cb?width=800)

Kilde: Lolland Kommune

###

                                    Dige på det grønne område nord for Strandpromenaden

Et dige bygges på det grønne område nord for Strandpromenaden med en mobil løsning mellem diget og højvandsmuren syd for vejen. Diget vil bestå af en kerne af sand med en lerkappe og afsluttet med et muldlag, hvorpå der slås græs.

![Teknisk tegning over dige - tværsnit](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/901bf45a-c02a-4c5c-7f9d-08de9ba436cb?width=800)

Kilde: Lolland Kommune

###

                                    Højvandsmuren

Højvandsmuren er en betonvæg, der er funderet dybt i jorden, så vandet ikke vil kunne løbe under. De steder, hvor det er nødvendigt at kunne passere muren, vil der blive bygget en mobil kystsikring. Der er muligheder for at forskønne muren på forskellig vis – eksempelsvist kan man bygge den del af muren, der er over jorden i hærdet glas, eller indbygget i blomsterkasser, som kan beplantes med biodiversitetsfremmende planter.

![Tegning af højvandsmuren - snittegning](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/02d71809-67d9-492c-7f9c-08de9ba436cb?width=800)

Kilde: Lolland Kommune

###

                                    Den mobile kystsikring

Den mobile kystsikring består af et fundament af samme type som ved højvandsmuren, hvori man kan placere midlertidige metal pæle i en situation, hvor der er varslet højvande eller stormflod. Mellem disse pæle og højvandsmuren vil der så blive placeret aluminiumsbjælker, som så holder vandet ude.

![Teknisk tegning over den mobile kystbeskyttelse ](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/246d6d3f-9cfb-4188-7f99-08de9ba436cb?width=800)

![](https://www.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/3f7ff754-d750-4e95-7f96-08de9ba436cb?width=800)

Kilde: Lolland Kommune

###

                                    Pris og nærmere gennemgang af projektet

Den samlede løsning vurderes til at koste omkring kr. 140 millioner. Eventuel forskønnelse af højvandsmuren er ikke indregnet.

[Rambølls tekniske beskrivelse af den indre port (PDF)](https://www.lolland.dk/p/MOLIRIMEDIA/d024851d-fc95-4bd6-7edd-08de9ba436cb)

## Kontakt

### Teknik og Miljø

                                Søndre Boulevard 84, 4930 Maribo

                                tmm@lolland.dk

### Ring til os

[54 67 64 60](tel:54%2067%2064%2060)

### Skriv til os

[Send sikker post til Teknik og Miljø (borger.dk)](https://post.borger.dk/send/f36a5f17-de53-41b2-af4f-212946af238c/1f98db7d-d752-415b-84de-bc218bf24a6f/)

### Bemærk

                            Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.

## Måske er du også interesseret i

                https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/hoejvandsporten-nakskov-kystsikring

                https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/den-bynaere-loesning-nakskov-kystsikring

                https://www.lolland.dk/borger/klima-og-miljoe/klima/nakskov-kystsikring/spoergsmaal-og-svar-faq
