25 år med mening og muligheder
Steen Madsen er 48 år og har været ansat i Lolland Kommune i 25 år. Men selv om han har været det samme sted hele sit arbejdsliv, har det langt fra været det samme job. Tværtimod har han brugt årene på at udforske nye veje, gribe muligheder – og vokse med dem.
“Jeg har skiftet spor flere gange, men altid inden for Lolland Kommune. Ikke fordi jeg var træt af det, jeg sad med, men fordi der har været mulighed for at bevæge mig hen imod noget nyt og meningsfuldt. Jeg er gået fra noget, jeg var glad for, til noget endnu mere attraktivt.”
I dag arbejder Steen som borgerrådgiver – en rolle, der blev oprettet i 2022. Her hjælper han borgere, der føler sig kørt fast i systemet, med at forstå sagsgange og vurdere, om deres sag er behandlet korrekt og efter god forvaltningsskik. Han er ansat direkte af byrådet og fungerer som et uafhængigt bindeled mellem borger og forvaltning.
![]()
Steen bor i Nakskov sammen med sin hustru og de to yngste af parrets fire børn. For familien har Lolland altid føltes som hjemme. Det handler ikke om én bestemt ting, men om helheden: Naturen, der er lige uden for døren. Lokalsamfund, der fungerer. Og et fællesskab, man er en del af. For Steen har det også gjort en forskel, at boligmarkedet ikke kræver, at hele økonomien lægges i mursten. Det giver plads i budgettet og rum til alt det andet, der gør livet godt.
En karriere med mange kapitler
Steen er uddannet socialrådgiver og begyndte sin karriere i Lolland Kommune i 2000 på en døgninstitution for unge. Siden da har han arbejdet som sagsbehandler hos Børn og Unge, som konsulent i et landsbyudviklingsprojekt og som projektleder på ’Ung mor i uddannelse og job’. Hver gang har han valgt at gå efter det, der føltes rigtigt og vigtigt, og undervejs er han blevet mødt med opbakning og tillid fra ledelsen. Et af de mest betydningsfulde eksempler var, da han blev opfordret af en leder til at tage en lederuddannelse – et tilbud, han ikke selv havde set komme.
”Det var jeg aldrig selv kommet i tanke om. Det var ret fedt, at nogen så noget i mig og spurgte, om jeg ville tage lederuddannelsen. Det blev et vigtigt skridt for mig, både fagligt og personligt.”
Tillid, frihed og gode kolleger
Noget af det, Steen værdsætter mest ved at arbejde i Lolland Kommune, er den grundlæggende tillid og store frihed i opgaveløsningen – og ikke mindst det stærke kollegiale fællesskab.
“Lolland Kommune er et virkelig godt sted at arbejde. Jeg har mødt søde, dygtige og hjælpsomme mennesker hele vejen rundt. Det er nemt at sparre, og man står aldrig alene.”
Tilliden har han mærket på tværs af hele organisationen gennem alle årene, uanset hvilken funktion han har haft.
“Der er stor frihed i arbejdet – og det hænger tæt sammen med den tillid, man bliver vist. Det gælder alle steder, jeg har været i organisationen. Jeg har altid følt, at jeg bliver lyttet til og har handlefrihed. Det betyder meget.”
Et sted, hvor man kan blive – og blive ved med at udvikle sig
Steens karriere viser, at et langt arbejdsliv det samme sted ikke behøver fører til stilstand. For det handler ikke nødvendigvis om at skifte arbejdsplads for at udvikle sig – men om at være et sted, hvor der er plads til nye muligheder, faglig bevægelse og forandring.
“Jeg har aldrig følt mig fastlåst – kun godt forankret. Det er måske den bedste fornemmelse, man kan have som medarbejder.”