---
title: "Underviser til Lolland Kommune"
description: "Underviser til Lolland Kommune"
date: "2026-07-09"
created: "2026-07-09"
---

[Hjem](https://www.lolland.dk/)

                    [Borger](https://www.lolland.dk/borger)

                    [Job og uddannelse](https://www.lolland.dk/borger/job-og-uddannelse)

                    [Ledige stillinger](https://www.lolland.dk/borger/job-og-uddannelse/ledige-stillinger)

                [Underviser til Lolland Kommune](https://www.lolland.dk/borger/job-og-uddannelse/ledige-stillinger/underviser-til-lolland-kommune)

Ansøgningsfrist

11. august 2026

Ansættelsesdato

1. oktober 2026

Ansættelsesvilkår

Fuldtid

Område

Lolland Sprogskole

[Søg stillingen](https://portal.signatur.dk/ExtJobs/DefaultHosting/JobApplication.aspx?ClientId=2308&amp;ERId=128782&amp;Lang=1030)

                            [Opret jobagent](https://portal.signatur.dk/ExtJobs/DefaultHosting/JobProfile.aspx?ClientId=2308&amp;Create=1)

*Kunne du tænke dig at være en del af Lolland Sprogskole og undervise voksne/unge med anden etnisk baggrund i dansk og danske samfundsforhold? Så har vi lige nu to ledige stillinger som undervisere hos Lolland Sprogskole.*

## Om os

Lolland Sprogskole er en kommunal Sprogskole med afdelinger i Maribo og Nakskov, og vi er organiseret under sektor for Arbejdsmarked og Borgerservice, hvilket giver gode muligheder for at medvirke til, at flest mulige bliver selvforsørgende via job eller uddannelse. Udover vores faste afdelinger underviser vi på flere lokale virksomheder, ligesom vi er i fuld gang med at udvikle vores nyeste undervisningstilbud FVU.

Så hvis du har lyst til at bidrage til en sprogskole i rivende udvikling, så er det nu, du skal læse videre.

Din primære opgave vil være at undervise enten i Dansk som Andetsprog og/eller indenfor FVU-fagene, samt bidrage til, at vores kursister får et godt kendskab til det danske samfund herunder kultur og arbejdsmarked.

Hvis du synes, du har set et lignende opslag før, så har du helt ret. Det skyldes, at Lolland Sprogskole de seneste par år har haft en stor tilgang af kursister og nye opgaver bl.a. i forbindelse med Femern-byggeriet og International rekruttering i Lolland kommune.

I denne omgang søger vi to nye kollegaer, dels til en fast stilling på fuld tid dels til et barselsvikariat ligeledes på fuld tid. Begge stillinger er til besættelse 1.10.26 eller snarest derefter.

Som sprogskole rummer vi alle typer kursister lige fra den ældre dame eller mand, der aldrig har gået i skole, over den unge kursist, der har brug for en indgang til det danske uddannelsessystem og til ingeniøren, der er kommet herop for at arbejde i en af de lokale virksomheder. Derfor er det vigtigt, at du tilrettelægger din undervisning efter kursisternes behov. Det er også vigtigt, at du evner at differentiere undervisningen således, at alle kursister uanset niveau får det optimale ud af den.

Vores mangfoldige kursistgruppe betyder også, at vi har en meget alsidig og udfordrende hverdag, hvor vi vægter samarbejde, faglighed og en anerkendende tilgang højt. Vi tager gerne en lidt anderledes opgave og bidrager med vores faglighed, hvor der er brug for det. Det vigtigste for os er at bringe vores forskellige kompetencer i spil i vores fælles opgaveløsning og at sætte den enkelte kursist i centrum af sin uddannelse.

Du vil indgå i et team bestående af i alt 19 sprogskolelærere, 2 faglige koordinatorer, 6 administrative medarbejdere samt en leder. Vi samarbejder bredt på tværs af sektorer i Lolland Kommune.

Lolland Sprogskole har både dag-, aften- og lørdagsundervisning, og du må derfor forvente enten at have aftenundervisning i dit skema 2 aftener om ugen eller at undervise lørdag formiddag, men så har du naturligvis fri på andre tidspunkter. Undervisningen foregår på tværs af vores afdelinger, på virksomheder og som fjernundervisning. Derfor vil arbejdet typisk være fordelt på flere undervisningssteder i løbet af ugen, og du må derfor forvente at skulle møde ind både i Nakskov og Maribo, ligesom vi er meget afhængige af, at alle hjælper hinanden.

## Dine opgaver:

- at tilrettelægge og gennemføre en differentieret undervisning i dansk som andetsprog, samfund og kultur og/eller FVU-fagene.
- at skabe en spændende og varieret undervisning for kursisterne uanset om den foregår i klasselokalet, som virksomhedsforlagt undervisning eller online via Teams.
- Have lyst til eller erfaring med at udvikle egne undervisningsmaterialer fx med henblik på at give kursisterne et før-fagligt sprog.
- at indgå i det faglige fællesskab i underviser-teamet.
- At indgå i løsning af andre opgaver omkring undervisning fx indplacering på DU eller FVU, afvikling af modultest, Prøve i Dansk eller trinprøver for FVU.
- mulighed for at indgå i forskellige udviklingsopgaver fx DSA-undervisning til unge, den digitale sprogskole, DU på virksomheder og International rekruttering.

## Forventninger til dig:

- du er uddannet til at undervise i dansk eller et andet sprogfag. Du behøver ikke være uddannet lærer, men kan f.eks. have en sproglig eller akademisk baggrund.
- du har gennemført – eller er villig til at gennemføre – uddannelsen som underviser i dansk som andetsprog og/eller FVU-diplomuddannelsen i dansk eller engelsk, afhængigt af dine undervisningsopgaver.
- du har relevant undervisningserfaring med voksne og gerne erfaring med undervisning på en eller flere af Danskuddannelserne, FVU Start, FVU Dansk og/eller FVU Engelsk.
- du har erfaring med onlineundervisning, virksomhedsforlagt undervisning eller brug af digitale læringsværktøjer i undervisningen.
- du er tillidsvækkende, imødekommende og forstår at møde kursisterne i øjenhøjde, samtidig med at du formår at støtte, motivere og stille relevante krav til den enkelte kursist.
- du kan navigere professionelt i kulturmøder, har forståelse for samspillet mellem sprog, uddannelse og beskæftigelse og tager ansvar for, at hverdagen fungerer i samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere.
- du har kendskab til den beskæftigelsesrettede indsats og tværsektorielt samarbejde.
- du er pragmatisk anlagt, omstillingsparat og bidrager med humor og godt kollegaskab i en travl hverdag.

## Det vil være en fordel, hvis du:

- har erfaring med at screene og indplacere kursister samt afholde modultests og trinprøver.
- har erfaring med undervisning af kursister med dansk som andetsprog.
- har erfaring med undervisning af unge eller virksomhedsforlagt undervisning.

## Vi tilbyder:

Vi tilbyder en arbejdsplads med højt til loftet, hvor der er plads til kreativitet og mulighed for at bringe egne idéer i spil. Du bliver en del af et stærkt kollegialt fællesskab med et godt samarbejdsmiljø og adgang til en mentorordning, der understøtter din faglige og personlige udvikling.
Vores ledelse er værdibaseret og bygger på Lolland Kommunes fire grundværdier: kompetence, tillid, åbenhed og fairness – værdier, der præger både hverdagen og samarbejdet på tværs af organisationen

## Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse.

Startløn i stillingen forventes at tage afsæt i Overenskomst for lærere ved sprogcentre (kr. 32.933 – 40.762) afhængig af uddannelsesbaggrund og lønanciennitet. Dertil kommer tillæg på kr. 3.700, samt pension på 17,3%.

Herudover vil der være mulighed for forhandling af individuelle tillæg baseret på relevante kompetencer

## Yderligere information

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Sprogskoleleder Christina Grace Adamsson på telefon 24 99 16 96.

## Ansøgningsproces

Ansøgningsfrist er tirsdag d. 11. august 2026, og samtaler afholdes tirsdag d. 18. august 2026.

*Vi ser frem til at modtage din ansøgning!*

*I Lolland Kommune arbejder omkring 3.500 medarbejdere hver dag for at skabe værdi for borgerne og udvikle kommunen. Medarbejderne er nøglen til udviklingen og til en arbejdsplads præget af dialog, åbenhed og nytænkning. Derfor investerer vi målrettet i kompetencer, nye arbejdsformer og stærke karrieremuligheder. *****

*Med en placering tæt på Tyskland, Sjælland og Fyn er Lolland samtidig et attraktivt sted at bo. Her får du gode forbindelser til resten af landet, aktive lokalsamfund, idylliske købstæder og storslået natur. Her er plads til både arbejde og fritid – og til en hverdag, der hænger sammen.*

*Læs mere om at arbejde og bo i Lolland Kommune på* [*Lolland Kommune som arbejdsplads*](http://www.lolland.dk/borger/job-og-uddannelse/lolland-kommune-som-arbejdsplads "http://www.lolland.dk/borger/job-og-uddannelse/lolland-kommune-som-arbejdsplads")

                            [Søg stillingen](https://portal.signatur.dk/ExtJobs/DefaultHosting/JobApplication.aspx?ClientId=2308&amp;ERId=128782&amp;Lang=1030)

## Kontakt

Christina Grace Adamsson
Tlf.: 24 99 16 96
