Nørrevænget I og II, Birkevænget og Kløvervænget i Nakskov blev per 1. december 2022 udpeget af ressortministeriet som forebyggelsesområde. Det betyder, at der stilles krav om, at udlejningen sker via obligatorisk fleksibel udlejning.
Hvem har fortrin?
Du har fortrin, hvis du opfylder et af de fastsatte kriterier:
- Beskæftigede med lønindkomst, herunder i fleksjob. Dokumenteres ved lønseddel.
- Uddannelsessøgende på SU. Dokumenteres ved udbetalingsmeddelelse fra SU-Styrelsen.
- A-dagpengemodtagere. Dokumenteres ved udbetalingsmeddelelse fra A-kasse.
- Jobparate kontanthjælpsmodtagere. Dokumenteres ved oplysningsblanket fra jobcentret.
- Uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere. Dokumenteres ved oplysningsblanket fra jobcentret.
- Sygedagpengemodtagere. Dokumenteres ved oplysningsblanket fra jobcentret.
- Modtagere af ledighedsydelse. Dokumenteres ved oplysningsblanket fra jobcentret.
Byrådet godkendte i januar 2023 kriterier for den obligatoriske fleksible udlejning.
Hvad betyder det for dig?
Hvis du som borger ønsker at leje en bolig i en af de fire afdelinger, og enten er:
- jobparat kontanthjælpsmodtager,
- uddannelsesparat uddannelseshjælpsmodtager,
- sygedagpengemodtager
- modtager af ledighedsydelse
skal du dokumentere din ydelse og visitationskategori. Det gør du ved at henvender dig til jobcentret, der udleverer en blanket, såfremt din ydelse og visitationskategori er i overensstemmelse med udlejningskriterierne. Herefter afleverer du blanketten til det boligselskab, hvor du ønsker bolig.
Såfremt der ikke er lejere, der opfylder de fastsatte udlejningskriterier, udlejes boligerne efter ventelisteanciennitet.
Boliger undtaget krav om obligatorisk fleksibel udlejning
Særlige tilgængelighedsboliger friholdes for udlejning efter fastsatte krav om obligatoriske fleksible udlejning, såfremt de efterspørges af borgere med særligt tilgængelighedsbehov. Det er boligselskabet, der vurderer, om der ved den specifikke udlejning er behov for en særlig tilgængelighedsbolig og dermed, om de fleksible udlejningskriterier suspenderes.
Generelle regler
Som hovedregel udlejes almene boliger efter venteliste, hvor en ledig bolig bliver tilbudt den boligsøgende, der har stået længst tid på ventelisten. Lovgivningen giver dog mulighed for at man kan rykke længere frem på ventelisten, hvis man opfylder nogle særlige kriterier. Det kaldes fleksibel udlejning, og er et værktøj til at arbejde med at sikre en mere blandet beboersammensætning i den enkelte afdeling.