
Lussingesyge (Parovirus B 19)
Sygdommen kaldes også ”erythema infectiosum” eller ”den 5. børnesygdom”.
Smittespredning
Smitten spredes med luftvejssekret og overføres enten via dråber, der hostes eller nyses ud eller ved kontakt med sekretet via hænder og forurenede genstande, f.eks. legetøj og dørhåndtag. Selve hud udslættet smitter ikke.
Smitteperiode
Smitten kan ske før der er sygdomstegn, da et barn som har været udsat for smitte begynder at smitte efter ca. en uge og indtil udslættet er brudt ud.
Symptomer
Sygdommen starter ofte med lidt milde influenzalignende symptomer som lidt feber, samt et rødt udslæt på kinderne – heraf navnet ”lussingesyge”. Udslættet kan brede sig til ydersiden af arme og ben, samt kroppen. I to til tre uger efter overstået sygdom kan udslættet vende tilbage i forbindelse med varmepåvirkning, f.eks. ved fysisk aktivitet, sollys eller varmt bad.
De hyppigste symptomer hos voksne er i form af smerter og hævelse af led.
Behandling
Der er ingen behandling af sygdommen.
Gravide
Gravide der har været udsat for smitten bør undersøges nærmere. Hos en gravid, der ikke tidligere har haft sygdommen, kan parovirusinfektion være risikabel for fosteret, idet det kan medføre spontan abort eller fosterdød.
Der er ikke fundet misdannelser som følge af parovirus i graviditeten.
Forholdsregler
Arbejdstilsynet har udarbejdet regler for gravide med en erhvervsmæssig udsættelse for smitte med Parovirus B 19. Hvis en gravid har haft kontakt med et smittet barn, skal hun have taget blodprøve og blive hjemme indtil blodprøvesvar foreligger. Hvis prøven er positiv for antistoffer, må hun møde på arbejde. Hvis prøven er negativ for antistoffer, skal hun blive hjemme fra arbejde indtil 6 uger efter sidste udbrud af sygdommen.
Børn må komme i institution og skole, når de er raske.
Kilde: Sundhedsstyrelsens hjemmeside - Smitsomme sygdomme hos børn og unge.