I Lolland Kommune anvender vi samarbejdsværktøjet ”Familiedialog” i arbejdet med børn og unges trivsel og udvikling. Familiedialog sikrer, at du som forælder kan deltage aktivt og hele tiden kan følge med i hvad der sker.

Hvornår kan Familiedialog være en hjælp?

Oplever du, at dit barn ikke trives, kan du kontakte dit barns skole, daginstitution eller sundhedsplejerske og bede om et forløb i Familiedialog. Skolen eller dit barns daginstitution kan også kontakte dig om et samarbejde i Familiedialog.

Hvis et barn ikke har det godt, kan det vise sig ved, at barnet f.eks. ikke har lyst til at gå i skole/daginstitution, er meget ked af det eller har svært ved at finde gode lege sammen med de andre børn. Ofte er det små ændringer i barnets hverdag, som gør den store forskel for barnets udvikling og trivsel og det kan forældre og personalet i skoler og dagtilbud hjælpe hinanden med at finde frem til i Familiedialog.

Familiedialog tager nemlig udgangspunkt i dig og dit barn og værktøjet gør det nemt for dig at deltage og følge med i arbejdet med dit barns trivsel.

Sådan forløber Familiedialog

  • Når der er lavet en aftale om Familiedialog, får du efter nogle dage en mail i din e-Boks. Herefter logger du ind på Familiedialog med dit NemID.
     
  • I Familiedialog kan du skrive dét, der bekymrer dig, dét du synes går godt, og dét du mener, I sammen kan gøre, for dit barn. Det samme gør de andre parter i dialogen.
     
  • Herefter bliver du indkaldt til et møde, hvor I sammen laver en handleplan. Handleplanen kan indeholde små ændringer i hverdagen, både derhjemme og i skolen/daginstitutionen.
     
  • Når alle opgaverne i handleplanen er udført, mødes du og de andre igen for at følge op.
     
  • Hvis dit barn er i bedre trivsel, kan forløbet afsluttes. Hvis ikke, aftaler I et videre forløb og fordeler nye opgaver mellem jer.

Har du brug for hjælp til Familiedialog, skal du kontakte den pædagog, lærer eller sundhedsplejerske, du har aftalt dialogen med.

Du finder linket til Familiedialog og brochurer om Familiedialog nederst på siden her.