
Flere og flere mennesker oplever demenssymptomer og oftere i en tidlig alder. Men en demensdiagnose betyder ikke, at livet slutter. Rådgivnings- og Aktivitetscenter Lolland er et projekt, som har fokus på at skabe en række nye tilbud til yngre borgere med hukommelsesforandringer eller begyndende demens samt til pårørende. Denne side vil løbende blive opdateret med de forskellige tilbud, efterhånden som de starter op.
Hvem er tilbuddene til?
Projektets tilbud er målrettet:
- Personer under 67 år, som oplever hukommelsesforandringer
- Personer, som er nydiagnosticeret med demens
- Pårørende til disse
Aktiviteter i projektet vil primært være placeret i Lolland Kommune, men vil være åbne for borgere fra hele Lolland - også den vestlige del af Guldborgsund Kommune.
Hvad går det ud på?
Projektet inddrager borgere og lokalsamfund på Lolland i udviklingen af nye rådgivnings- og aktivitetstilbud for mennesker med hukommelsesforandringer og deres pårørende. Projektet vil have fokus på:
Rådgivning
- Af både fagpersoner og frivillige med egne erfaringer omkring hukommelsesproblematikker
- Målrettet dem, som oplever hukommelsesforandringer, samt deres pårørende
Aktiviteter
- Baseret på de behov, som mennesker med hukommelsesforandringer og pårørende selv giver udtryk for
- Drevet af deltagerne selv - med hjælp fra frivillige kræfter
Information
Dialog med lokalsamfundet med det formål at:
- Afmystificere demens og nedbryde fordomme om, hvad et menneske med demens er - eller ikke er - i stand til
- Udbrede kendskab til demens og medvirke til, at flere er opmærksomme på symptomer tidligt i forløbet, hvor det stadig er muligt at sikre en udvikling
Hvem står bag?
Projektet er et samarbejde mellem Lolland Kommune, Den Boligsociale Fond og FrivilligCenter Lolland. Det er håbet fra de tre samarbejdspartnere, at projektets tilbud kan medvirke til at skabe et mere demensvenligt Lolland. Et Lolland, hvor mennesker, som oplever demenssymptomer, føler, at de kan få den støtte og vejledning, de har behov for, og kan bevare et aktivt liv med fortsat udvikling. Et Lolland, hvor pårørende kan blive bedre rustet til hverdagen med demens, og har gode muligheder for at bevare egen identitet.